ledsætning

Ledsætninger kan enten fungere som led på det overordnede sætningsniveau (primær ledfunktion) eller som adled, dvs. som en del af et led i en sætning (sekundær ledfunktion). I hun fortalte mig, at hun boede i Rom er ledsætningen led på det overordnede sætningsniveau, nemlig objekt, og svarer til objekter af andet materiale end ledsætninger, fx et syntagme som en god historie: hun fortalte mig en god historie. Som adled indgår ledsætningen i et syntagme og fungerer som bestemmelse til syntagmets kerneord, fx relativsætningen som bor i Viborg i syntagmet den gamle komponist, som bor i Viborg. Syntagmet, der indeholder ledsætningen, kan så i anden omgang indgå som sætningsled i en sætning, fx som subjekt: Den gamle komponist, som bor i Viborg, har skrevet en opera.

Ledsætninger i verdens sprog indledes ofte med et ord, der markerer, at der er tale om en ledsætning. Det kan være en underordnende konjunktion (bindeord) som fx at i dansk eller that i engelsk (she told me that she lived in Rome ’hun fortalte mig, at hun boede i Rom’), eller det kan være et relativt pronomen (stedord), der bøjes efter, hvad der henvises til, og efter funktion i ledsætningen. Et eksempel på dette er det latinske quae i urbēs, quae sunt magnae ’byerne, som er store’. Quae er pronomenet quī bøjet i femininum pluralis (hunkøn flertal), fordi det lægger sig til urbēs (pluralis af femininumsordet urbs ’by’), og i nominativ, fordi det fungerer som subjekt (grundled) i ledsætningen.

Den sætning, som ledsætningen indgår i, kaldes for oversætningen, og oversætningen fraregnet ledsætningen kaldes for oversætningsresten. I eksemplet hun fortalte mig, at hun boede i Rom er hun fortalte mig således oversætningsrest.

Ledsætninger inddeles traditionelt i tre hovedtyper, efter hvilken funktion de har i oversætningen: nominale ledsætninger, adverbielle ledsætninger og attributive ledsætninger.

En traditionel betegnelse for attributive ledsætninger er relativsætninger. Betegnelsen relativsætning er knyttet til forekomsten af et fællesled, der deles af oversætningen og ledsætningen. I analysen af kagen, som vi købte hos bageren, duftede skønt siger man, at korrelatet kagen dels er subjekt for verbet duftede i oversætningen, dels objekt for købte i ledsætningen. I mange sprog er fællesleddet repræsenteret i ledsætningen af et relativt pronomen, fx i latin som vist ovenfor med eksemplet urbēs, quae sunt magnae ’byerne, som er store’. Det relative pronomen quae repræsenterer her urbēs ’byer(ne)’ som ledsætningens subjekt.

Ledsætninger kan i et givent sprog følge en særlig ledstilling, dvs. særlige regler for sætningsleddenes rækkefølge. I tyske ledsætninger står det finitte verbal (dvs. det verbum, der er bøjet i person og tal) karakteristisk til sidst i sætningen, fx i sætningen: Ich weiß, dass er jeden Sommer nach Dänemark fährt ’jeg ved, at han rejser til Danmark hver sommer’, hvor fährt står til sidst i ledsætningen dass er jeden Sommer nach Dänemark fährt.

I dansk er den karakteristiske ledstilling for ledsætninger rækkefølgen subjekt-adverbial-verbal som i de vidste, at jeg ikke var klar, hvor adverbialet ikke står mellem subjektet jeg og verbalet var. Det er dog meget udbredt, især i talt dansk, at man i ledsætninger benytter samme ledstilling som i helsætninger med adverbialet placeret efter verbalet: de vidste, at jeg var ikke klar.

• sætning
• grammatik