lamaer

Sammen med kamelerne danner lamaerne kamelfamilien Camelidae inden for de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla). De adskiller sig så meget fra de andre parrettåede hovdyr, at de placeres i deres egen underorden, Tylopoda. Kamelfamilien inddeles i to stammer: kamelerne (Camelini) og lamaerne (Lamini).

Tidligere mente man, at lamaerne og kamelerne var nærtbeslægtede med drøvtyggerne (Ruminantia), som bl.a. omfatter hjortene og de skedehornede hovdyr (okser, geder, får, antiloper m.fl.). Nyere DNA-undersøgelser har dog vist, at kamelfamilien kun er fjernt beslægtet med drøvtyggerne.

Der kendes fire nulevende arter af lamaer, som her er vist med deres vægt og skulderhøjde i parentes:

• guanaco (Lama guanicoe) (80-140 kg, 90-130 cm)
• lama (Lama glama), en tamform af guanacoen (110-220 kg, 102-106 cm)
• vicunja (Vicugna vicugna) (38-45 kg, 85-90 cm)
• alpaka (Vicugna pacos), en tamform af vicunjaen (55-65 kg, 85-90 cm).

Kamelfamilien, inklusive lamaerne, opstod i Nordamerika for 40-46 millioner år siden og er en af de ældste nulevende familier af parrettåede hovdyr. Som gruppe er de tilpassede til at klare sig i tørre og højtliggende områder; disse tilpasninger ses også hos lamaerne i dag.

For 3-4 millioner år siden første landhævning til dannelsen af den Panamanske Landbro, som forbandt Nordamerika med Sydamerika. Via landbroens tørre korridorer spredte den lama-lignende Hemiauchenia sig ned igennem Mellemamerika og ind i Sydamerika. Her fulgte den Andesbjergene sydpå til Patagonien og pampassen. Hemiauchenia er forlængst uddød, men gav ophav til de to nulevende slægter af lamaer: Lama (guanaco og lama) og Vicugna (vicunja og alpaka).

Læs mere om lamaernes evolution i artiklen om kamelfamilien.

Lamaerne deler en række træk med kamelerne: De har lang, slank hals, et forholdsvis lille hoved, en spaltet overlæbe, lange ben og to tæer med små klove og polstrede fodsåler. Den lange hals gør det muligt for de høje dyr at nå ned til den korte vegetation, som de typisk lever af, mens de står op.

Alle lamaer har en tyk, ulden pels. Det gør dem velegnede til at leve højt oppe i Andesbjergene og sydpå i Patagonien, hvor nat- og især vintertemperaturen kan falde til langt under frysepunktet. Den tykke uld er blevet særlig fremavlet hos alpakaen.

Ligesom kamelerne er lamaer pasgængere. I pasgang føres benene på samme side frem samtidig, en forholdsvis sjælden gangart, der ellers kun ses naturligt hos giraffer, elefanter og bjørne, men som regnes for energimæssigt fordelagtig.

Hannerne og hunnerne af lamaer er nogenlunde lige store og ligner hinanden så meget, at de kan være svære at skelne i felten. De adskiller sig bl.a. ved, at hannerne har kraftige hjørnetænder, som de især bruger i slåskampe mod hinanden.

Lamaer er udelukkende vegetarer. De to vilde arter, guanacoen og vicunjaen, betragtes som opportunistiske generalister, der kan æde både græsser, urter, småbuske, kaktusser, frugter, blomster, laver og svampe. Græs udgør størstedelen af føden, når det er til rådighed i passende kvalitet. På andre tider af året skifter lamaerne over til, hvad der end måtte være af spiseligt. Guanacoen lader til at kunne klare sig på mere tør plantekost end de andre tre lama-arter.

Alle medlemmer af kamelfamilien har et avanceret fordøjelsessystem, som hjælper dem med at fordøje og udnytte fiberrig plantekost. Fordøjelsessystemet minder på mange måder om de egentlige drøvtyggeres, men er udviklet uafhængigt: Kamelfamilien har tre mavekamre (ikke fire som de egentlige drøvtyggere), hvor der foregår en mikrobiel fermentering og nedbrydning af føden. På samme måde som de egentlige drøvtyggere tygger kamelfamilien drøv, dvs. at de gylper maden op og tygger den igen.

Ligesom drøvtyggerne har kamelfamilien i stedet for fortænder en sej "pude" i overmunden. De river eller klipper effektivt plantedele ved at gribe dem mellem fortænderne i undermunden og puden i overmunden. Kamelfamilien har en veludviklet muskulatur i læberne, som gør dem meget bevægelige. De kan bevæge de to halvdele af den spaltede overlæbe uafhængigt af hinanden, samtidig med at underlæben er relativt lang og spids. Derved kommer læberne til at minde lidt om en trefingret hånd, der kan "håndtere" føden effektivt.

Selv om de på mange måder er veltilpasset til at leve i tørre områder, har vicunjaen og alpakaen brug for at drikke regelmæssigt. Vicunjaer kan vandre dagligt for at komme til et sted med drikkevand. Guanacoen kan derimod nøjes med at drikke en gang imellem, ligesom den kan tåle at drikke brakvand og endda havvand.

Lamaer er berygtede for at spytte, og det er noget, som alle fire lamaarter kan og gør. Spytningen er en del af deres aggressive adfærd. De kan spytte to meter, og det er ikke kun spyt, men også ildelugtende mavesekret, som de skyder med.

Lamaerne er typisk drægtige i omkring 11-12 måneder og får én unge ad gangen. Ungen kan stå op inden for en time og løbe allerede efter et par timer.

Lamaen er en tamform af guanacoen, der blev domesticeret for 4.500-5.500 år siden, mens alpakaen en tamform af vicunjaen, som blev fremavlet for 6.000-7.000 år siden. Lamaen er den største af de fire arter i stammen med en vægt på 110-220 kg. Den ekstremt tykpelsede alpaka er blot en smule tungere end vicunjaen. Mens lamaen først og fremmest tjener som transportdyr, avles alpakaen hovedsagelig for sin værdifulde uld.

Alle fire arter af lamaer kan hybridisere med hinanden og få fertilt afkom. Det betyder bl.a., at 80-90 % af alle alpakaer i dag har lama-DNA i sig, ligesom 40 % af lamaer har DNA fra alpakaer.

• kamelfamilien
• kameler