kyst

Der findes to hovedkysttyper: stejlkyst og fladkyst. Stejlkyst eller klintkyst forekommer, hvor bølgerne eroderer i sammenhængende materialer, sammenkittede sedimenter eller hårde bjergarter. Stejlkystens profil består af en klint evt. med en bølgeeroderet hulning (hulkele). Hvis der findes en strandbred, er den opbygget af groft materiale (grus, sten og blokke) samt af nedstyrtede dele, der er mere eller mindre forarbejdet af bølgeslaget. Den vanddækkede del af profilet er som regel udformet som en plan, bølgeeroderet flade, hyppigt dækket af en stenbrolægning, evt. med store blokke, der ikke kan flyttes af bølgerne. Finkornede partikler fra klinten er ført bort af bølger og strøm. Stejlkyster i hårde krystallinske bjergarter kan være stabile i årtusinder, mens morænekystens profil ændrer sig i ryk ved særlig kraftige storme og under høj vandstand.

Fladkyster eller strandvoldskyster er dannet i løse aflejringer, hvor det geologiske udgangsprofil er fladt, eller hvor sedimenttilførslen er stor. Væsentlige formelementer er: marint forland med eller uden strandvolde og/eller klitter, strandbred og strandplan med en eller flere revler. Kystens tværprofil ændrer karakter afhængigt af bølgeforholdene. Under storm bliver strandbredden eroderet, materiale ført udad, og revler bygget op. I perioder med roligt vejr transporteres sandet mod land, og strandbredden bliver bredere. Det løse sediment fungerer således som en stødpude mod bølgernes energi, og profilet udvikler sig mod en form, der er i ligevægt med bølgernes påvirkning, kystens såkaldte ligevægtsprofil.

Klassiske overordnede kystlandskaber er: erosionsprægede kyster som fjordkyster (Vestnorge), skærgårdskyster (Østsverige) og morænekyster (Danmark), der forekommer i tidligere nedisede områder. Riaskyster er dybt indskårne klippekyster, der er druknede floddale som følge af den relative havspejlsstigning efter istiden (fx Nordspanien, Sydengland); strukturkyster afspejler geologiske foldninger og forkastninger (fx Dalmatien i Kroatien). Kyster, der er præget af aflejringsprocesser, er barrierekyster, strandvoldskyster, mangrove, marsk, strandenge og floddeltaer. Kyster med foranliggende koralrev, koralkyster, forekommer både ved kyster opbygget af løse og hårde bjergarter. Nogle klassifikationer tager udgangspunkt i tidevand og forekomsten af bølgetyper og -energi.

Kystpartier, der rager frem, forbjerge, angribes kraftigt af bølger, og erosionsprodukter herfra aflejres i bugterne. Med tiden vil en ujævn kystlinje derfor ved kystudligning blive rettet ud; Sjællands nordkyst og Jyllands vestkyst er eksempler på sådanne udligningskyster. Kystens løse materialer stammer fra tre hovedkilder: fra floder og deltaer, fra havdækkede sanddepoter (fx druknede moræneaflejringer og flodsletter) og fra nedbrydningsprodukter fra eroderede kystklinter. På verdensplan kommer størsteparten af materialerne fra floder.

Klimafaktorer spiller en væsentlig rolle for forvitringen af klippekyster og de resulterende strandsedimenter. I de fugtige troper er kemisk forvitring dominerende, og de krystallinske kystklipper nedbrydes til grus; under arktiske forhold sker nedbrydningen hovedsagelig ved frost og tøprocesser med dannelsen af skarpkantede sten og blokke. Den biologiske faktor (og tidevand) er afgørende for kyster domineret af finkornede aflejringer, fx strandenge, vader, marsk og mangrove (i troperne). Bunddyrs filtrering og vegetationens evne til at fastholde opslæmmet materiale er afgørende for disse kysttyper. I den tropiske zone er den biologiske faktor (og det varme vand) afgørende for dannelse af koralrev og mangroveskove.

Mange kyster i verden bærer præg af udligning. Dette skyldes primært, at vandstanden i havet har været relativt stabil gennem de sidste 6000 år. Bliver en global opvarmning en realitet som følge af en øget drivhuseffekt, kan havspejlet stige og medføre radikale ændringer i kystlinjens forløb som følge af erosion og kysttilbagerykning.

Regionalt har menneskets indgreb og omformning af kysten især gennem 1800- og 1900-t. været af afgørende betydning for kystudviklingen. Dette er sket ved indgreb i kystprocesserne, fx ved konstruktion af høfder og bølgebrydere eller ved direkte omformning af kystlinjen ved anlæg af dæmninger, uddybning og efterfølgende dumpning af materiale, indpumpning af sand og strandfodring eller ved landindvinding, se kystsikring. Kysterosion er tilsyneladende et globalt generelt fænomen. Dette skyldes bl.a. omfattende opdæmninger af floder med nedsat sedimenttilførsel til følge. En konsekvens af havets relativt stabile vandstand er, at nettotilførslen fra undersøiske sedimentdepoter er minimal. En væsentlig årsag til erosionsproblemer er også menneskets massive, direkte indgreb i de naturlige kystprocesser ved kystsikringsanlæg og bebyggelse. Herved fikseres kystlinjen, den naturlige årstidsvariation i kystprofilet hindres, som regel med tab af sedimenter til følge.

Bølger påvirker havbunden, når vanddybden bliver mindre end en halv bølgelængde, hvilket i de indre beskyttede danske farvande sker i ca. 6 m dybde; langs Jyllands vestkyst "mærker" de store bølger land mellem 10 og 15 m dybde. Sådanne bølger kaldes grundtvandsbølger og er karakteristiske ved, at bølgens udbredelseshastighed og længde aftager med vanddybden, samtidig med at bølgehøjden og dermed også bølgestejlheden vokser. Når bølgen bryder, hvilket sker, når bølgehøjden er ca. 0,8 gange vanddybden, reduceres bølgehøjden, idet en del af bølgens energi omsættes til varme ved den voldsomme turbulens. Turbulensen når ned til bunden, hvor den medvirker til at hvirvle sedimenterne op, hvorefter strøm fører materialet af sted ved såkaldt opslæmmet transport.

I forårs- og sommerperioden i Danmark, hvor der er forholdsvis rolige bølgeforhold, tilføres sand til strandene, hvorved der opbygges et relativt stejlt strandprofil, også kaldet sommerprofilet. Under stormene i efterårs- og vintermånederne eroderes og nedbrydes strandene, og sandet føres til havs, stærkt hjulpet af en udadgående kompensationsstrøm over bunden. Under sådanne forhold er der en tendens til revleopbygning og dermed et relativt fladt strandprofil, som benævnes vinterprofilet. Under storm, hvor også store højvande optræder, kan stormbølgerne transportere grove sedimenter som sten mod land, hvorved der opbygges strandvolde. Den samtidige bortførsel af sand er dog i reglen mængdemæssigt meget større.

Bortset fra tidevandsstrømmene i Vadehavet er strømmene ved de danske kyster bølgestrøm eller strøm, som skyldes vandstandsforskelle som følge af vindens opstuvning af vand ved pålandsvind samtidig med lavtryk. På lavt vand tæt ved land dominerer bølgestrømmen, som dannes, når bølgerne bryder, idet der udløses et tryk i bølgeudbredelsesretningen. Bølgestrømmen er kraftigst over revler, hvor bølgerne bryder, og i strandbrydningszonen. I trugene imellem revler og strand tilføres vand, som ved bølgebrydningen kastes ind over revlerne. Dette overskudsvand søger langs kysten og gennemskærer med jævne mellemrum revlerne, idet der dannes render, revlehuller (hestehuller), med farlige koncentrerede strømme, som kan føre badende ud i havet.

Revler dannes som følge af modsatrettede cirkulationsstrømme udløst ved bølgebrydning. På en stejl kyst, hvor der kun forekommer strandbrænding, dannes ingen revler. På flade kyster som ved Vesterhavet kan der mange steder være tre revler. Ved kraftige storme begynder den dybdebetingede bølgebrydning ved yderste revle, mens den under sommerens normale bølge kun foregår ved den inderste revle. På kyster med større tidevandsvariationer opstår ingen revler, idet vanddybden, som for en given bølgehøjde fremkalder bølgebrydning, varierer for hurtigt med stedet.

Næsten al materialetransport foregår på langs ad kysten og kun, når der ved kraftige vinde og storm dannes store bølger, som ved brydning skaber bølgestrømme. Den voldsomme turbulens i brydende bølger bringer store mængder sediment i opslæmning, hvorfor materialetransporten er særlig koncentreret på revlerne og i strandbrydningszonen. For transporten langs Jyllands vestkyst er det anslået, at hastigheden i stormvejr typisk er 3-5 km/h, samt at der nogle steder passerer materialemængder af størrelsesordenen 10.000 m³/h. På årsbasis er de passerende mængder på nogle lokaliteter op til ca. 1 mio. m³.