kvindevalgret

Kvindevalgret er kvinders ret til at deltage i valg til et lands besluttende forsamlinger. Kravet om lige ret for mænd og kvinder til deltagelse i lokale og nationale valg blev første gang direkte formuleret i midten af 1800-tallet. For kvindebevægelsen var valgret ét krav blandt mange andre om ligestilling, og kun langsomt dannedes organisationer, der som eneste formål havde opnåelse af kvindevalgret.

I 1893 fik New Zealand som den første selvstændige stat kvindevalgret til parlamentet. I 1904 dannedes International Woman Suffrage Alliance, senere International Alliance of Women, der koordinerede kampen for kvindevalgret.

I modsætning til suffragetterne, der brugte militante metoder, arbejdede de fleste kvindevalgrets-organisationer på at bevidstgøre kvinder og offentligheden i det hele taget gennem foredrag og oplysningskampagner og ved at stille spørgsmål til politikerne. I Danmark arbejdede især Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret for indførelse af kvindevalgret, som kom i 1915. I mange andre europæiske lande fik kvinder valgret efter afslutningen af 1. Verdenskrig; argumentet var, at kvindernes indsats under krigen havde vist, at de var ligeværdige samfundsborgere. I Schweiz fik kvinder dog først valgret til parlamentet i 1971, i Portugal i 1975 og i Liechtenstein i 1984. Valgret for kvinder på det lokale, kommunale plan blev for mange landes vedkommende indført årtier før valgret til parlamentet.

Et udvalg af årstal for indførelse af almindelig valgret for både kvinder og mænd til parlamentet viser, at de "unge" nationer var først med denne ligestilling.