kult

Inden for religioner med et historisk udgangspunkt er kultens tid den hellige histories årlige højdepunkter, om end ofte samtidig forbundet med naturens omskiftelser, fx påske i jødedom og kristendom.

Kultens sted er det religiøse samfunds særlige helligsted, som enten afgrænses og indrettes fra gang til gang eller klargøres på ny, hvis det er stedfast. Kulten er bestemmende for helligstedets form og indretning, idet det almindeligvis udformes i overensstemmelse med det religiøse verdensbillede som et mikrokosmos, hvorfra livets genskabelse kan udgå.

Kulthandlinger tilstræber at give de livsskabende og -opretholdende magter en synlig og hørlig skikkelse og dermed sikre deres nærvær, fx gennem symbolske eller blodige offerhandlinger, processioner, recitationer, mimiske danse, sang og musik.

Skønt kulten efter sit væsen skal medvirke til livets fornyelse, når omskiftelser truer, er den også udsat for omskiftelser; således kan kultens elementer i europæisk sammenhæng ofte løsrives fra kulten selv og få verdslig form som dans, musik, malerkunst og skulptur.

• det hellige
• fest
• rite
• ritual
• kultdrama