Fra ca. 1500 til begyndelsen af 1800-tallet fandtes litterære traditioner inden for alle tre dialekter, men under den nationale vækkelse i 1800-tallet enedes kroatiske og serbiske intellektuelle om at udvikle et fælles štokavisk standardsprog. Aftalen blev bekræftet i Wien den 28. marts 1850, men et enhedssprog blev aldrig til virkelighed på grund af den politiske adskillelse mellem Kroatien og Serbien.
Først i 1918 indgik nutidens Serbien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina og Montenegro i samme stat, og da havde forskellige standardiseringer allerede etableret sig i Serbien og Kroatien. Der var statsstøttede forsøg på at eliminere forskellene og dermed unificere de eksisterende standarder bl.a. gennem en fælles almen retskrivningsordbog fra 1923 samt en retskrivningsordbog til anvendelse i skoler og på højere læreanstalter i 1929. Bestræbelserne blev afbrudt af 2. Verdenskrig, hvorunder især kroaterne fremhævede forskellene imellem sprogene, bl.a. ved at lovgive imod såkaldte serbismer og ved at indføre retskrivningsreformer.
I Titos Jugoslavien var serbisk og kroatisk formelt anerkendt som forskellige sprog, men i 1954 blev der med Novi Sad-aftalen gjort et nyt forsøg på at skabe et enhedssprog, dog uden held. Sprogpolitikken, der herefter blev fastlagt på delrepublikniveau, støttede udviklingen af forskellige nationale og regionale varianter, som efter føderationens opløsning i 1991-1992 fik først de facto-status, siden hen officiel status af selvstændige sprog. Således blev nationalsproget i Serbien serbisk (1992), i Kroatien kroatisk (1991), i Bosnien-Hercegovina bosnisk, kroatisk og serbisk (1995) og i Montenegro montenegrinsk (2007).
Opsplitningen af serbokroatisk i nationalsprog, modsat tidligere bestræbelser på at opfatte det som ét fælles sprog, er betinget af den politiske udvikling i Jugoslavien og Jugoslaviens arvtagerstater, især i 1980'erne og 1990'erne. Da serbisk, kroatisk, bosnisk og montenegrinsk baserer sig på samme dialektgruppe – štokavisk, er den indbyrdes forståelighed på trods af forskellige nationale standardiseringer meget høj.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.