krig

Krig kategoriseres ofte efter sin årsag, hensigt eller intensitet.

Dynastisk krig om den situation, hvor herskeren søger at udvide sin magtsfære vha. krig mod andre stater. Betegnelsen anvendes historisk om krigene i 1500-1700-tallets Europa.

Borgerkrig, hvor interne uoverensstemmelser i en stat søges afgjort ved våbenmagt. Borgerkrigen kan udløses ved, at en utilfreds gruppe griber til våben for at omstyrte et magtmonopol, der med våbenmagt undertrykker oppositionelle, eller som af andre årsager ønskes detroniseret.

Religiøs krig har som hovedårsag religiøs overbevisning og kan rumme ønsket om at påtvinge andre egen tro.

National krig betegner den situation, at national rivalisering er den principielle årsag til den væbnede konflikt mellem stater.

Frihedskrig vil ofte rumme elementer af såvel borgerkrig som national krig, idet frihedskrigen føres af en national gruppering i en stat mod den nationalitet, der besidder magten. Formålet er løsrivelse og dannelse af egen stat eller tilslutning til anden stat med samme nationale dominans. Fx var kolonikrigene frihedskrige.

Etnisk krig udkæmpes mellem grupperinger, der reelt eller blot i de involveredes egen opfattelse tilhører forskellige etniske grupper. Den rummer oftest aspekter af såvel borgerkrig som religiøs og national krig.

Revolutionær krig føres af en ikke-regerende gruppe mod staten og anskues normalt som ideologisk baseret, dvs. en krig mellem en eller flere klasser og statsmagten. Ofte vil revolutionær krig have borgerkrigens natur og nationale holdninger, eller frihedstrang være dominerende trods det proklamerede politiske motiv. Som det blev illustreret af krigen i det tidligere Jugoslavien 1990-1996, kan årsagerne til en og samme krig være flere af de ovennævnte.

Land-, sø-, luft- og guerillakrig betegner såvel miljøer og former for krigsførelse, der kan anvendes under alle krige, som krigsførelse, hvor sådanne midler eller metoder har været anvendt alene eller som de absolut dominerende.

Asymmetrisk krig er forsøg på at omgå eller underminere en modstanders styrke under udnyttelse af hans svagheder ved at bruge metoder, der afviger væsentligt fra modstanderens sædvanlige måde at gennemføre militære operationer på. Som eksempel kan nævnes palæstinensernes brug af selvmordsbombefolk mod israelerne og disses gensvar med moderne teknologi.

Den marxistisk-leninistiske krigsteori anvender herudover den generelle politisk baserede opdeling af krige i reaktionære og fremskridtsbefordrende krige.

Kriges intensitet har historisk været forskellig med de dynastiske krige som de mere begrænsede mht. valg af omfang, mål og midler. De ideologisk motiverede krige, fra de religiøse til de revolutionære, har generelt været de mest blodige. Den revolutionære krig omfatter således hele en stats territorium og alle befolkningsgrupper, og den udføres med alle midler.

Siden slutningen af 1960'erne har man anvendt intensiteten til kategorisering af krig. USA indførte mod slutningen af 1960'erne begreberne krig med høj, middel og lav intensitet.

Højintensiv krig, også betegnet storkrig, global eller total krig, omfatter indsættelse af alle moderne våben inkl. evt. kernevåben, som det sås under 2. Verdenskrig. I folkemunde omtaltes højintensiv krig som atomkrig. Kernevåben betragtedes først blot som bomber og granater med voldsomt forøget sprængvirkning, men bl.a. fordi analyser viste egen befolknings sårbarhed, forlod NATO-landene i 1960'erne denne opfattelse, og siden har de betragtet kernevåben som våben, der kun kan bruges politisk til at afskrække fra militært angreb, idet militær anvendelse dog har været øvet indtil slutningen af 1980'erne af hensyn til afskrækkelsens troværdighed. Der er tegn på, at Warszawapagtlandene bevarede den første opfattelse, og at den ikke er ganske forladt i Rusland i 1997. Atomkrig anses dog i dag for usandsynlig, mens andre masseødelæggelsesvåben som kemiske og biologiske må forudses anvendt under storkrig.

Middelintensiv krig er begrænset fx mht. territorium, målvalg, tidsramme og brug af midler. Betegnelsen begrænset eller konventionel krig anvendes derfor ofte. Golfkrigen 1990-1991 kan nævnes som eksempel. Konventionel krig bruges som betegnelse for at understrege, at denne kategori aldrig omfatter brug af kernevåben. Betegnelsen er dog ikke entydig, idet den også bliver brugt om flere typer lavintensiv krig.

Lavintensiv krig er krig, der føres med små midler, fx guerillakrig eller grænsekonflikter. Betegnelsen ukonventionel krig anvendes om guerillakrig, fordi den ikke udkæmpes efter krigskonventionerne. Et eksempel er krigen i Tjetjenien i sidste halvdel af 1990'erne.

Kold krig anvendes om den tilstand, der herskede fra 1947 til 1989, da USA og Sovjetunionen med respektive alliancer anvendte diplomatiske, økonomiske, psykologiske og i meget begrænset omfang, ofte ved stedfortræder, militære midler mod hinanden.

Krig har gennem tiderne taget karakter af det omgivende samfund, de væbnede styrkers organisation, det våbenteknologiske stade og den anvendte doktrin (metode). Disse faktorer har konstant påvirket hinanden og udgør i fællesskab den samlede evne, kapabilitet, til at udkæmpe krig. Kapabiliteten ændres, når de enkelte faktorer ændres. Forandring fremkaldes primært af de politiske, økonomiske og sociale udviklinger i samfundet, som fx er bestemmende for, i hvor høj grad de samlede civile og militære resurser forudses anvendt i krigen.

Den skyldes ligeledes den teknologiske udvikling, der fx gør det muligt at fremstille og masseproducere stadig mere effektive våben. Våbnenes og deres fremføringsmidlers effektivitet forandres i en løbende konkurrence mellem våbenvirkning og forsvars- og beskyttelsesmidler mod denne, herunder evnen til at flytte våbensystemer til positioner, hvorfra deres virkning kan udnyttes mod fjenden, eller flytte egne styrker, så de unddrages fjendens våbenvirkning.

Operationer og taktik, der sigter mod at bringe en overlegen våbenvirkning i anvendelse mod modstanderen, påvirkes i høj grad af de tekniske muligheder, ligesom der af organisations- eller doktrinmæssige årsager stilles særlige krav til den teknologiske udvikling. Omvendt ses teknologi, der er udviklet til militært brug, anvendt til civile formål. Idéer om organisation og doktrin kan også påvirke samfundsudviklingen, fx i spørgsmålet om indførelse eller afskaffelse af værnepligt, men påvirkningen går oftere modsat.

Bl.a. pga. de voldsomme påvirkninger, som krig udsætter mennesker for, kan resultatet af en krig aldrig forudses med sikkerhed. Krig bliver i sit forløb præget af tilfældigheder, og den menneskelige faktor spiller en afgørende rolle. I forsøget på at skabe de klarest mulige forudsætninger for krigens førelse har militærteoretikere på baggrund af krigserfaringerne opstillet en række principper for krigen og dermed for krigsføringen. Der foregår til stadighed en intens diskussion om principperne og deres gyldighed. I den vestlige verden er man nogenlunde enig om, at de ikke har videnskabelig karakter, men er til generel hjælp for føringen og kan medvirke til at undgå fortidens fejl. De tillægges ikke lige stor betydning og anvendes ikke alle samtidig i lige stort omfang, men afvejet under hensyntagen til den foreliggende situation.

I Danmark bruges betegnelsen krigsføringens principper, i alt otte. Der er målet, dvs. at det, der skal opnås, konstant skal holdes for øje, og alle anstrengelser skal sigte mod at nå det fastsatte mål, direkte eller indirekte; det er det overordnede princip. Der er angreb, forudsætningen for militær sejr; overraskelse, en uventet handling kan bringe fjenden ud af balance; tyngde, koncentration af alle anstrengelser og kræfter, kvantitativt og kvalitativt, i tid og rum; økonomi med kræfterne, anvendelse af de rådige midler, således at maksimal virkning opnås med minimal indsats; bevægelse, såvel fysisk bevægelse for at placere egne midler i en gunstig situation som mental smidighed; kræfternes samspil, dvs. alle rådige midlers koordinerede anvendelse, samt sikring, som dækker over foranstaltninger, der tjener til at undgå overraskelser fra fjendens side og dermed bevare egen handlefrihed.

Så længe man har kendt til landkrig mellem organiserede styrker, har krigen været ført efter nogenlunde samme principper.

• krigsførelse efter 2. Verdenskrig
• krigsetik
• den kolde krig
• landkrig
• søkrig
• luftkrig