Efterhånden fik de europæiske biblioteker og museer store samlinger af koptiske håndskrifter. I 1700-tallets Rom blev de første koptiske liturgiske håndskrifter udgivet. Kardinal Stefano Borgia (1731-1804) lod desuden som leder af Propagandakongregationen de katolske missionærer i Egypten opkøbe koptiske håndskrifter; flere danskere var knyttet til ham og arbejdede med at udgive disse håndskrifter (nu stort set i Napoli), således W.F. Engelbreth, Friederich Münter og frem for alt Georg Zoëga, hvis Catalogus codicum copticorum manuscriptorum qui in Museo Borgiano Velitris adservantur, der blev udgivet i 1810 efter hans død, var af væsentlig betydning, også for forståelsen af selve det koptiske sprog.
Koptisk var og blev et sprog, der blev studeret af teologer, men det fik også afgørende betydning for Jean-François Champollions tydning af hieroglyfferne, hvilket igen førte til etableringen af faget egyptologi, som også indbefatter studiet af koptisk. I begyndelsen blev koptisk (nu som en integreret del af egyptologien) et vigtigt universitetsfag i Berlin og Paris, i mindre grad i Storbritannien, hvor de fremtrædende koptologer H.F.H. Thompson (Henry Francis Herbert Thompson, 1859-1944) og W.E. Crum (Walter Ewing Crum, 1865-1944) var uden universitetstilknytning. Fra Crum stammer Coptic Dictionary (1929-1939), der blev genudgivet i 2005 og stadig anvendes. Fra og med Valdemar Schmidt er der blevet arbejdet med koptisk på danske universiteter.
Vores viden om det koptiske Egypten er blevet vældig forøget gennem de store håndskriftsfund og udgravninger fra 1800-tallet til vore dage. Fundene af koptisk-manikæiske håndskrifter fra Medinet Madi i 1929 (se manikæisk litteratur) og især de koptisk-gnostiske håndskrifter fra Nag Hammadi i 1945 vakte bred kulturel interesse for koptisk ud over en snævrere kreds.
Siden 1976 har der eksisteret en forening for forskere i koptologi, International Association for Coptic Studies.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.