kopi

Kopi, efterligning, gengivelse, afskrift. Hvor ordet i senantikken gjaldt som en positiv betegnelse, fx for den offentlige talers forråd af talemåder og eksempler (se exemplum), har det i nyere tid fået en overvejende nedsættende betydning.

At noget er en kopi, angiver, at det ikke er det originale dokument, kunstværk e.l., men blot en gengivelse — mere eller mindre vellykket. Den negative betydning hører sammen med den positive vægt, som nutiden har lagtpå originalitet og ægthed.

I kunstopfattelsen har dette siden renæssancen været tydeliggjort ved, at efterligning (se mimesis) efterhånden kom i miskredit som formel for kunstens væsen, og det enkelte kunstværk i højere grad betonedes som unikt.

Denne fremhævelse af det enestående og originale afspejler en almen værdiholdning. I 1800-tallet stillede den franske forfatter Stendhal det autentiske menneske i kontrast til mængden af "menneskekopier", ligesom den tyske filosof Nietzsche opbyggede sin kritik af dannelsesfilisteren over modsætningen mellem den livsfrodige græske original og samtidens kraftesløse kopier i det dannede borgerskab.

I bogtrykkerkunsten og den grafiske reproduktioner det ikke muligt at tillægge originalen en sådanvægt. Selve trykpladen er blot et arbejdsredskab, der normalt destrueres efter brug; trykprocessen resulterer i et antal ligeværdige eksemplarer.

Det samme gælder mht. medaljer og mønter samt fotografi og film og overhovedet inden for den industrialiserede musik- og billedkultur. Ud fra en kritisk distance til nutidens kunstbegreb kan det opfattes som netop en kvalitet ved disse medier, at de umuliggør forestillingen om originalens eksklusive forrang.

De moderne billedmediers destruktion af det traditionelle kunstværks "kultværdi" og "aura" så den tyske forfatter Walter Benjamin således i 1930'erne som en befriende afmystificering af kunstbegrebet, der stillede det til rådighed for en progressiv massekultur.

Det opgør med den romantiske og modernistiske kunstopfattelse, der i nyere tid bl.a. praktiseres under titlen "postmodernisme", synes tilsvarende at indebære en rehabilitering af begrebet kopi. Det bliver lettet for en del af sin negative byrde, i takt med at forgudelsen af det unikke, "det aldrig før sete eller hørte", aftager, og kunst i stedet betragtes som en institution, der uundgåeligt henviser til sig selv og fremstiller sig i et spil af citater.

En udligning af værdiforskellen mellem original og kopi er dog langt fra en selvfølge. Således finder mange det betænkeligt, at navnlig de elektroniske massemedier i såvel nyhedsformidling og information som underholdning formår at forme en væsentlig del af nutidsmenneskets virkelighedserfaring vha. teknikker, der umuliggør en skelnen mellem autentisk og kunstigt, original og kopi, ægte og falsk.

Endvidere har begrebet kopi i genteknologisk sammenhæng rejst et perspektiv, der kolliderer så voldsomt med en almen forståelse af menneskets forhold til tilværelsens grundvilkår, at det i 1990'erne har skabt bred moralsk indignation.