Kontanthjælp er en kontant udbetaling til en person eller en familie til den pågældendes eget eller til familiens underhold med videre. Kontanthjælp reguleres efter reglerne i aktivloven.
Kontanthjælp betegnes ofte som det sidste sikkerhedsnet i velfærdsstater. Heri ligger, at personer først kan modtage kontanthjælp, når der ikke er andre muligheder for at få støtte. Der er en lang række forskellige regler for størrelsen af kontanthjælp afhængigt af alder, uddannelse, forsørgelse m.v.. I modsætning til en række andre sociale ydelser har det betydning, om der er en formue. For tiden (2025) vil en formue over 10.000 kroner for en enkelt person (og 20.000 kroner for par, der bor sammen) medføre, at dette skal bruges først, dog med undtagelse af formue i en bolig, som er nødvendig for at have et sted at bo.
Der har historisk været en række ændringer og forandringer i systemet. En reform vedtaget i 2024 med virkning fra 1. juli 2025 medfører nye typer af satser. Der kommer en mindstesats, en grundsats og en forhøjet sats. Derudover, som noget nyt, kommer der i systemet et fritidstillæg og et medicintilskud. Der vil være et opholdskrav i Danmark (9 ud af de seneste 10 år) og et beskæftigelseskrav på mindst 2½ år indenfor de sidste 10 år for at kunne få kontanthjælp, og de, der ikke opfylder dette, får mindstesats. Personer under 30 år vil få grundsats, medmindre de er hjemmeboende, og personer over 30 år får forhøjet sats.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.