konglomeratstat

Som navnet siger, var der tale om flere separate politiske enheder, der havde samme monark. De forskellige enheder havde deres egne love og administrative og politiske institutioner, herunder normalt parlamenter i hver af de adskilte enheder. Således var der i den førnævnte Aragoniske krone separate parlamenter i Aragonien, Valencia og Catalonien. Konglomeratstatslogikken bliver også illustreret af, at den samme monark indgik i forskellige konge- eller fyrsterækker i deres forskellige besiddelser. Den tysk-romerske kejser Karl 5. var således kong Karl 1. af Castilien. Personalunioner såsom Storbritannien-Holland 1689-1702 og Storbritannien-Hannover 1714-1837 er eksempler på sådanne konglomeratstater.

Konglomerater brød af og til sammen, når monarken døde. Det kunne ske på forskellige måder. Nogle gange arvede monarkens sønner hver sin krone, eller en af hans brødre arvede visse besiddelser og en eller flere af hans sønner øvrige besiddelser. Andre gange valgte stormændene i de forskellige enheder forskellige monarker. Men ofte fortsatte konglomeratstaterne i generationer, fordi den afdøde monarks ældste søn eller en anden arving overtog magten i samtlige de forskellige enheder. Helt frem til 1. Verdenskrig tog mange af Europas monarkier derfor form af sådanne konglomeratstater.

Et af de mest berømte eksempler på en konglomeratstat er den tysk-romerske kejser Karl 5.s besiddelser. Karl var arving til tre store fyrsteslægter: de østrigske habsburgere (via sin far), det spanske kongehus (via sin mor) og den burgundiske Valois-slægt (via sin farmor). I 1519 blev han udråbt til spansk konge, og året efter blev han som habsburgsk arving valgt som tysk-romersk konge. Blot 20 år gammel var Karl derfor – uden at listen er udtømmende – både konge af Castilien, konge af Aragonien, konge af Valencia, konge af Napoli, konge af Østrig, konge af Ungarn, konge af Böhmen, tysk-romersk konge, fyrste af Catalonien, fyrste af Lombardiet, fyrste af de burgundiske besiddelser i Østfrankrig og fyrste af Nederlandene (det nuværende Holland, Belgien og Luxembourg).

Karls konglomeratstat blev efterfølgende delt mellem hans bror, Ferdinand 1., der arvede de østrigske besiddelser og blev valgt som tysk-romersk kejser, og hans søn Filip 2., der arvede de spanske og burgundiske besiddelser. Sidstnævnte gled gradvist ud af de spanske habsburgeres hænder, men de østrigske habsburgere regerede fortsat Böhmen, Østrig og Ungarn, kulminerende i Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn 1867-1918.

De fleste konglomeratstater brød på et tidspunkt sammen igen. Eksempelvis opløstes Østrig-Ungarn efter nederlaget i 1. Verdenskrig.

Mange andre konglomeratstater overlevede i betydeligt kortere tid. Et nordisk eksempel er Kalmarunionen 1397-1523, der bragte de danske, norske og svenske kongekroner sammen. Arkitekten bag Kalmarunionen var Margrete 1., der i 1397 fik sin 15-årige søsterdattersøn Erik af Pommern kongevalgt som fælles unionskonge. Senere danske konger som Christoffer af Bayern, Christian 1. og Christian 2. regerede også som unionskonger. Men svenskerne gjorde flere gange oprør, og i 1523 brød Kalmarunionen endeligt sammen.

De danske og norske kroner forblev forenede helt frem til Napoleonskrigene. Selv efter tabet af Norge i 1814 stod den danske konge fortsat i spidsen for en konglomeratstat, nemlig den såkaldte Helstat, bestående af kongeriget Danmark og Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Først med nederlaget i Den Anden Slesvigske Krig i 1864 brød denne konglomeratstat sammen, hvorefter enhedsstaten og nationalstaten Danmark opstod.

Visse konglomeratstater brød ikke sammen, men udviklede sig i stedet til moderne territorialstater. De to mest kendte eksempler er Storbritannien, der blev skabt ved, at Jakob 6. af Skotland i 1603 arvede den engelske krone (som Jakob 1.), der senere i 1707 blev lagt sammen en fælles union med ét parlament i Westminster, og Spanien, oprindeligt skabt gennem ægteskabet mellem Ferdinand 2. (den aragonske krone) og Isabella 1. (den castilianske krone).

• monarki
• rejsekongedømme
• Karl 5.
• Helstaten
• Aragonien
• Storbritannien
• personalunion
• enhedsstat