kirketugt

I oldkirken havde kirketugt, trods varianter og stridigheder, to grundbestanddele, som sammenfattende kan udtrykkes med ordene straf og forsoning. Straffen kunne i alvorligste fald have form af total udelukkelse, ekskommunikation, fra det kirkelige fællesskab og fra omgang med andre kristne.

Svarende hertil kunne forsoningen med kirken udskydes til dødsstunden. En mildere sanktion var udelukkelse fra deltagelse i nadveren i en periode, i løbet af hvilken synderen gjorde bod, dvs. aflagde vidnesbyrd om sin anger og sin vilje til forsoning med Gud og kirken i form af særlige religiøse handlinger såsom bøn, faste og almisseydelser.

Forsoningen fandt sted gennem kirkens anerkendelse af angerens ægthed og dens højtidelige, offentlige genoptagelse af den bodgørende gennem biskoppens håndspålæggelse. I den sene oldkirke begyndte den offentlige bod at blive afløst af den hemmelige, i forbindelse med skriftemål under fire øjne. Efter den romerske stats anerkendelse af kirken kunne kirketugt i øvrigt få videregående sociale konsekvenser.

Blandt de problemer, der knyttede sig til kirketugt, og de kontroverser, den gav anledning til, kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være muligt at gøre bod og opnå genoptagelse mere end én gang, og ikke mindst spørgsmålet om, hvem der sad inde med autoriteten til at bedømme forseelsen, fastsætte straffen og formidle forsoningen.

Problemet blev aktuelt i 200-tallet, da fængslede bekendere under kristenforfølgelserne gjorde krav på afgørende indflydelse — i konkurrence med den biskoppelige menighedsledelse — på sager vedrørende frafaldne, dvs. kristne, der havde efterkommet statsmagtens befaling om aflæggelse af hedensk offer og derefter ønskede genoptagelse i kirken. Striden afgjordes til bispeembedets fordel, hvad der på længere sigt indebar en væsentlig styrkelse af det biskoppelige monarki.

I nutidens kirker i Afrika kan op mod halvdelen af medlemmerne være under kirketugt, en praksis, som missionærerne indførte, og som bl.a. har baggrund i, at de traditionelle religioners ofte stærke tag i nye kristne gør det nødvendigt at markere grænser. I dag praktiseres kirketugt ofte strengt i Afrika, ikke mindst i de uafhængige kirker.

• oldkirken