kanonisk ret

Kanonisk ret er den ret, der gælder i den katolske kirke. Det græske ord kanon (rettesnor) benyttedes allerede i 300-tallet om kirkemødebeslutninger og kirkelige love, der samledes og dermed kom til at virke som retningslinjer for de kirkelige autoriteter. Hertil kom pavelige breve, dekretaler, som enten kunne være afgørelser af enkelttilfælde eller indeholde bindende forskrifter for bestemte typer af sager gældende for større geografiske områder. En vigtig retskilde var naturligvis også Bibelen og kirkefædrenes skrifter, ikke mindst skrifterne af Hieronymus, Augustin og Gregor 1. den Store.

Fra omkring 500 udgaves flere større samlinger kanones, hvilket bidrog til at give kirkeretten et ensartet grundlag. Vigtige samlinger er Hispana fra 600-tallet, de såkaldte pseudoisidoriske dekretaler fra 800-tallet, Ivo fra Chartres' samlinger fra 1000-tallet og ikke mindst Gratians dekret, Decretum Gratiani, der samlede de kanoniske retskilder i en ny orden og søgte at opløse modsætninger mellem dem. Hermed skabtes også et nyt grundlag for den kirkelige retsvidenskab, kanonistikken, en parallel til romerretsstudiet, der samtidig var under opbygning i Bologna. En del af den kanoniske ret var dog ikke universel og altså ikke bindende for hele kirken, men alene fastsat lokalt af biskoppen eller lokale kirkemøder og kun med gyldighed inden for afgrænsede områder.

I anden halvdel af 1100-tallet prægedes den kanoniske rets udvikling af flere stærke, juridisk uddannede paver, bl.a. Alexander 3., der i en række pavebreve var med til at give ægteskabsretten en ny udformning. Her lagdes grunden til kanonisk rets opfattelse, at et ægteskabsløfte er bindende inden ægteskabets fuldbyrdelse, samt til sondringen mellem en aftale om øjeblikkelig indgåelse af ægteskab (sponsalia de praesenti) og en aftale om senere indgåelse af ægteskab, således at aftalen først anses for fuldbyrdet og ægteskabet indgået ved efterfølgende samleje (sponsalia de futuro), se også ægteskab – retshistorie. Kirkeretlige beslutninger blev tillige truffet på konciler, fx indførtes lysning til ægteskab på 4. Laterankoncil i 1215, sakramentretten reguleredes, og det blev forbudt gejstlige at medvirke ved jernbyrd og andre gudsdomme.

På grundlag af en række mindre samlinger udarbejdedes efter anvisning af pave Gregor 9. den såkaldte Liber Extra, der blev udsendt 1234 og tillagde alle de deri indeholdte kanoniske retskilder universel gyldighed. De vigtigste senere samlinger er Bonifacius 8.s Liber Sextus fra 1298 og Clemens 5.s Clementinae fra 1317. Sammen med flere mindre samlinger blev de officielle kanoniske retssamlinger trykt i 1500-tallet som Corpus juris canonici; den dannede grundlag for den katolske kirkeret frem til udstedelsen i 1918 af en ny kirkelig lovbog, Codex juris canonici. Vigtige nydannelser skete dog ved Tridentinerkoncilet i 1500-tallet, bl.a. inden for ægteskabsretten, og ved Vatikankoncilerne i 1800- og 1900-tallet. En helt ny og revideret kirkelig lovbog udsendtes i 1983.