jesuitter

Efter to års noviciat, hvorunder novicerne gennemgår de 30 dages eksercitier (åndelige øvelser), der er grobunden for ordenens særegne spiritualitet, aflægger jesuitter de tre ordensløfter: fattigdom, kyskhed og lydighed. Ca. 10 procent af jesuitterne er lægbrødre, de øvrige præstevies efter grundstudier (filosofi, teologi) samt eventuelt specielle studier og praktik. Efter yderligere et noviciatlignende år med gentagelse af eksercitierne aflægges ordensløfterne i højtidelig form sammen med et fjerde løfte om at stå til pavens disposition med henblik på særopgaver.

Ordenssamfundet er opdelt i provinser med en overordnet generalforstander valgt for livstid. Ud over almindelig præstegerning, undervisning og socialt engagement har jesuitter talrige specielle arbejdsområder, fx Det Pavelige Bibelinstitut, Radio Vaticana og Det Pavelige Astronomiske Observatorium. Deres ideal er indsats i næstens tjeneste efter Jesu Kristi forbillede og "til Guds større ære" — ordenens valgsprog.

Sankt Ignatius var overbevist om, at man kan finde Gud i alle ting, og hans ordensregel undgår alt, hvad der kunne begrænse medlemmers bevægelsesfrihed i deres virke: ingen ordensdragt, korbøn, klostre osv. Kvindelige jesuitter findes ikke, men det nye ordensideal blev model for mange kvindelige ordenssamfund. Ordenens primære formål var mission og ikke, som ofte påstået, bekæmpelse af protestantismen.

Jesuitter var snart aktive i Nord- og især Sydamerika, hvor de samlede indianerne i kollektive landbrugssamfund til beskyttelse mod kolonisterne, og som missionærer i Indien, Japan og Kina tilpassede de sig de gamle kulturer. I Europa krævede to områder mange ressourcer: den overraskende store efterspørgsel efter gymnasier og universiteter med ignatiansk pædagogik og den uundgåelige konfrontation med protestantismen. Ordenssamfundet spillede en afgørende rolle i modreformationen, hvilket kom til at præge dets image i protestantiske lande: Jesuitten fremstilledes som ungdomsfordærver, intrigant person med upålidelig moral og, om end historisk ukorrekt, med tilknytning til inkvisitionen.

Nogle sider af ordenssamfundets virke, fx som opdragere og skriftefædre for fyrstehuse og organisering af oprindelige folk uden om det spanske og portugisiske kolonistyre, førte til politiske forviklinger. Pres fra magthavernes side resulterede bl.a. i fordrivelse fra Portugal (1759), Frankrig (1764) og Spanien (1767).

Ordenssamfundet blev endeligt opløst i 1773 af pave Clemens 14. efter pres fra kongerne af Portugal, Frankrig, Spanien og Neapel. Det var meningen, at opløsningen skulle gælde alle steder, hvor jesuitterne virkede, men zarina Katarina 2. den Store af Rusland nægtede at gennemføre den pavelige beslutning i sit rige. Zarinaen opretholdt jesuitterne i sit rige, hvor ca. 200 medlemmer virkede i katolsk sjælesorg og uddannelsesvæsen i den vestlige del af zardømmet. Fra denne gruppe af såkaldte loyale jesuitter genoprettede pave Pius 7. i 1814 ordenssamfundet.

Jesuitterne eksisterer fortsat, og det er et af den romerskkatolske kirkes største ordenssamfund i nutiden med ca. 23.000 medlemmer (1996) i over 100 lande. Ordenssamfundet ejer og driver stadig et stort antal uddannelsesinstitutioner i store dele af verden. Pave Frans er den hidtil eneste jesuit, der er valgt til pave.

Den første jesuit, der kom til Danmark, var den norske præst Laurentius Nicolai Norvegus i 1606. Senere vendte ordenssamfundet tilbage til Danmark med flere gesandtskabspræster hos de katolske diplomater i København frem mod religionsfriheden i 1849.

Allerede i 1702 fik den første jesuit det biskoppelige ansvar for katolikkerne i Danmark, idet hjælpebiskop i Osnabrück Otto Wilhelm von Bronckhorst zu Gronsfeld, S.J. blev apostolisk vikar for Norden. Han beklædte dette vikariat i perioden 1702-1713. Igen i perioden 1858-1866 havde en jesuit det biskoppelige ansvar for katolikkerne i Danmark, idet biskop af Osnabrück Paul Ludolf Melchers, S.J. (senere ærkebiskop af Köln og kardinal) var apostolisk provikar for Nordtyske missioner og Danmark.

Siden oprettelsen af Sankt Andreas Kollegium i begyndelsen af 1870'erne har ordenssamfundet været permanent til stede i det nuværende Bispedømmet København. Niels Steensens Gymnasium i København er grundlagt som jesuitergymnasium, og ordenssamfundet udpeger stadig flertallet af styrelsens medlemmer.

I tråd med ordenssamfundets tradition for at kombinere sjælesorg med akademisk arbejde har tre jesuitter erhvervet danske doktorgrader:

• pater Alfred Otto, S.J. blev i 1933 dr.phil. med disputatsen Liber daticus roskildensis : Roskilde Gavebog og Domkapitlets Anniversarieliste.
• pater Heinrich Roos, S.J. blev i 1952 dr.phil. med disputatsen Die Modi significandi des Martinus de Dacia : Forschung zur Geschichte der Sprachlogik im Mittelalter.
• pater August Ziggelaar, S.J. blev i 1971 dr.phil. med disputatsen Le physicien Ignace Gaston Pardies (1636-1673).

Desuden promoveredes biskop af København Hans Ludvig Martensen, S.J. i 1993 til dr.theol. h.c. Alle disse fire doktorgrader er erhvervet ved Københavns Universitet. Netop Københavns Universitet (Det Teologiske Fakultet) var i den tidlige efterreformatoriske tid en central modstander af jesuitternes forsøg på at missionere for katolsk kristendom i Danmark.

På dansk har ordet jesuit en ældre nedsættende betydning, nemlig 'person, hvis moral er bestemt af den grundsætning, at hensigten helliger midlet; snu og bedragerisk person'. Denne betydning kan spores tilbage til jesuitternes taktiske iver efter at missionere i ikke-katolske egne i ældre tid.

• Sankt Andreas Kollegium
• Niels Steensens Gymnasium

• Laurentius Nicolai Norvegus