japansk medicin

Mellem 1633 og 1636 blev der udstedt en række love, der skulle omdanne Japan til et lukket land (sakoku). Skibsfart blev forbudt, og alle japanere, der befandt sig i udlandet, fik forbud mod at vende tilbage. Alle udlændinge skulle desuden fordrives. Den hollandske base på Hirado-øen udlånte i perioden 1637-38 kanoner og skydevåben, der kunne anvendes mod de spanske og portugisiske søfolk, soldater og munke og de kristne japanere på Shimbara-halvøen. Som tak for hjælpen fik hollænderne tilladelse til at blive i landet, men de måtte kun opholde sig på den lille ø Dejima i Nagasaki-bugten. Den japanske befolkning blev inddelt i fire samfundsklasser: Shi-no-ko-sho. Samuraierne var samfundets overklasse og udgjorde en selvbevidst og magtfuldkommen elite.

I 1641 måtte hollænderne flytte deres base for handelsskibe til den lille ø Dejima ud for Nagasaki. Øen var indhegnet af en træpallisade og forbundet til fastlandet med en bro. Den hollandske base havde kun 10-20 fastboende, heriblandt en opperhoofd (overhoved eller kaptajn), en præst og en læge. I nogle perioder var lægen en tysker eller svensker. Et par hundrede japanske vagtposter overvågede øen, der reelt fungerede som noget, der minder om et fængsel. Den primære kontakt til japanere skulle foregå via særligt betroede embedsmænd, Oranda tsuji , der udover japansk også talte en smule portugisisk. Hollænderne var derudover på en årlig udflugt og audiens (hofreis) til Edo.

I 1706 udkom endnu en lærebog i vestlig kirurgi, Geka Soden, skrevet af en tolk fra Nagasaki. Den progressive shogun Tokugawa Yoshimune (1678-1751) afskaffede i 1720 den kinesiske kalender og tidsregning. Herefter beordrede han sin egen læge at studere “hollandsk medicin”, og hans bibliotekar blev beordret at studere hollandsk og udarbejde en ordbog. Den færdige ordbog forelå i 1758. I 1771 blev den første dissektion foretaget på liget af en henrettet japansk kvinde. Det var ikke bare den første dissektion i Japan, men i hele Østasien. I den forbindelse fik en række japanske læger lejlighed til at konstatere, at de europæiske anatomiske beskrivelser stemte overens med de faktiske forhold, mens de kinesiske var fejlagtige. To år senere, i 1773, blev Johann Kulmus' (1689-1745) anatomibog Anatomische Tabellen oversat fra hollandsk til japansk og udgivet under titlen Kaitai Shinso.

Der blev i 1700-tallets anden halvdel åbnet tolv private skoler, Rangakusha, hvor der blev undervist i hollandsk og hollandsk medicin (Rangaku). Den største og mest kendte af disse skoler åbnede i Edo i 1786 og havde plads til 90 elever. Omkring år 1800 var den japanske medicin på vej til at udvikle sig langt væk fra den konservative kinesiske medicin, som var dens ophav.

Philipp Franz von Siebold (1796-1866) opholdte sig i flere perioder i Japan bl.a. i 1823-1829, hvor han grundlagde en skole i Nagasaki med undervisning i vestlig sygdomslære, diagnostik og undersøgelsesteknik. Han introducerede ligeledes koppevacciner. Flere af hans elever fik betydning for den videre udvikling. Det gælder bl.a. Ito Genboku, der åbnede en skole i Edo i 1833 og i 1861 foranledigede, at de to første japanere, Hayashi Kenkai og Ito Gempaku blev sendt til Holland for at studere medicin. En anden elev Ko Ryosai blev Japans første moderne øjenlæge og åbnede en skole i Osaka.

Den tyske læge Otto Mohnike (1814-1887), der var ansat hos det hollandske Ostindiske Kompagni opholdt sig 1848-1850 i Japan og satte sig i den periode ind i landets sundhedsforhold og lægevidenskab. Mohnike var chokeret over den dårlige offentlige hygiejne. Han bemærkede ligeledes, at der ikke som i Europa var børnehjem, alderdomshjem, institutioner for handicappede og lignende. Det var hans vurdering, at der var et meget stort antal blinde og svagtseende, og at det bl.a. skyldtes, at almindelige øjenbetændelser blev behandlet med salve baseret på traditionel urtemedicin, der ofte forværrede tilstanden ved at skade øjets hornhinde.

Han bemærkede desuden et forholdsvis stort antal meget unge prostituerede kvinder i alderen 12-14 år og noterede sig, at prostitution ikke som i Europa blev opfattet som social lavstatus, men en naturlig måde at tjene penge på og hjælpe sin familie. Lægeuddannelsen var i høj grad baseret på den kinesiske medicin og foregik som en form for mesterlære. Akupunktur og moksibustion blev anvendt til behandling af stort set alt. Kirurgien og obstetrikken befandt sig på et tilbagestående trin i forhold til Europa. De obstetriske instrumenter, som f.eks. en fødselstang, var lavet af hvalknogler og ikke af metal som i Europa. Syfilis som var blevet bragt til landet af portugiserne i 1540erne var et udbredt sundhedsproblem.

I 1870 blev den første statslige lægeskole, Igaku-sho, oprettet efter vestligt forbillede, og i 1877 fik Japan sit første universitet i Tokyo med fire fakulteter: medicin, jura, naturvidenskab og litteratur. I 1875 begyndte de at udstede autorisation til læger. En lov fra 1883 fastslog, at en læge uddannet i kanpo-traditionen ikke kunne få autorisation. Meiji-perioden repræsenterer en meget anti-kinesisk og nationalistisk periode i Japans historie, og da kanpo var af kinesisk oprindelse gjorde man, fra myndighedernes side, hvad man kunne for at undertrykke det. De ønskede ikke at vedkende sig den kinesiske kulturarv. Kanpo fortsatte imidlertid med at blive praktiseret i landsbyerne i landområderne. På universiteterne begrænsede interessen sig til kemiske analyser af indholdet i urtemedicin.

I 2001 begyndte man så småt at undervise i kanpo igen på de japanske lægeuddannelser, og siden 2005 har alle medicinstuderende modtaget undervisning i kanpo. I 2010 oprettedes Evidence Reported Kanpo Treatment (EKAT), der er en komité, der skal indsamle rapporter vedrørende evidensen for virkningen af kanpo. Universitetshospitalet i Osaka har siden 2019 tilbudt patienter med cancer behandlingsforløb, hvor kemoterapi, stråler, hormonbehandling og anden medicinsk kræftbehandling kombineres med Kanpo.