inflation

Danmark og de fleste andre vestlige lande oplevede en periode med stigende inflation i 1960’erne og 1970’erne. I Danmark var den årlige inflation over 10 procent i 1980-1982. Siden fulgte i løbet af 1980'erne et generelt fald i inflationen (en disinflation).

I perioden 1990 til 2010 var de gennemsnitlige årlige prisstigninger i Danmark 2,1 procent. Efter finanskrisen var inflationen i en årrække i 2010'erne endnu lavere, og flere lande oplevede en situation med et faldende prisniveau, kaldet deflation.

I løbet af 2021 steg inflationen dog kraftigt først i USA og siden også andre lande, drevet af såvel høj efterspørgsel som forsyningsproblemer i kølvandet på COVID-19-pandemien. I Danmark var prisstigningstakten i hele 2021 på 1,9 procent, men året efter steg den til næsten 8 procent målt over hele året. I 2023 faldt inflationsraterne dog generelt igen, i Danmark til godt 3 procent (se også tabel). Året efter faldt niveauet yderligere til knap 1½ procent.

Nogle lande har historisk oplevet perioder med ekstremt høje inflationsrater på mange hundrede procent om året, såkaldt hyperinflation. Det skete blandt andet for Tyskland i 1922-1923 og senest 2016-2021 i Venezuela.

Bremses sådanne tilfælde ikke, fører de i sidste ende til pengesystemets sammenbrud.

En vigtig mekanisme er, at den højere efterspørgsel vil formindske ledigheden, hvilket på arbejdsmarkedet efterhånden sætter sig i større lønstigninger. Disse lønstigninger vil af virksomhederne blive overvæltet i højere vareprisstigninger. Det omvendte er tilfældet i en lavkonjunktur.

For det andet er prisstigningstakten påvirket af udbudsforholdene og dermed produktionsomkostningerne på varemarkedet. Et vigtigt eksempel var de kraftige olieprisstigninger under 1970’ernes oliekriser. De skabte det indtil da usete fænomen stagflation, hvor inflation og ledighed steg samtidig.

En tredje vigtig faktor er befolkningens forventninger til det fremtidige inflationsniveau, der har en tendens til at blive selvopfyldende. En central del af pengepolitikken i vore dage er derfor at sikre stabile inflationsforventninger.

I stedet forsøger de fleste centralbanker i den vestlige verden derfor i dag at styre inflationen via en officiel inflationsmålsætning. Centralbankerne ændrer deres pengepolitiske renter i passende omfang for at stabilisere efterspørgslen og aktivitetsniveauet omkring det niveau, der fastholder det ønskede inflationsmål.

Høj inflation medfører ofte samtidig, at inflationstakten vil svinge, så den bliver sværere at forudsige. Det gør det sværere at gennemskue de relative priser og forstyrrer dermed markedsøkonomiens prissignaler, så de fungerer mindre hensigtsmæssigt. Eksempelvis vanskeliggør varierende inflation fornuftige investerings- og opsparingsbeslutninger.

Samtidig vil den typisk medføre, at långivere vil kræve en risikopræmie, der forøger realrenten og hæmmer investeringerne og dermed den økonomiske vækst.

Uforudset inflation giver også anledning til en vilkårlig omfordeling af købekraft og formuer mellem långivere og låntagere og giver dermed uønskede fordelingsvirkninger, der kan skabe stor utilfredshed i befolkningen.

Inflation af en vis størrelse formindsker også risikoen for, at økonomien havner i en likviditetsfælde, hvor pengepolitikken bliver ineffektiv. Det skyldes, at der er en nedre grænse for, hvor lave de (nominelle) pengepolitiske renter kan blive.

Jo højere den forventede inflation er, jo højere vil det nominelle renteniveau også alt andet lige være. Dermed kan inflationen være med til at sikre, at centralbankerne ikke havner i en situation, hvor de har nået den nedre grænse for deres renter og dermed mister muligheden for at kunne stimulere økonomien.

Endelig overdriver forbrugerprisindekset af forskellige tekniske årsager normalt den målte inflation en lille smule. Selv hvis man ønsker en reel inflation på nul, bør man derfor stræbe efter et vist positivt niveau for den officielt målte inflation.

I 1990 indførte New Zealands centralbank som den første i verden et egentligt eksplicit inflationsmål som sin pengepolitiske strategi. Strategien viste sig at være succesfuld, og i dag fører de fleste vestlige lande pengepolitik efter en inflationsmålsætning. Inflationen var generelt lav og stabil i de vestlige lande fra 1990’erne indtil COVID-19-krisen i 2020.

I løbet af finanskrisen medvirkede det lave inflationsniveau til, at mange centralbanker oplevede en reel likviditetsfælde. De havde nået grænsen for, hvor lave de nominelle pengepolitiske renter kunne være.

Da inflationen samtidig var lav og endda faldt yderligere under krisen, var realrenterne (de nominelle renter fratrukket inflation) højere end ønsket. Da centralbankerne ikke kunne sænke realrenterne via traditionel pengepolitik, måtte de forlade sig på ukonventionelle og mere usikre instrumenter som kvantitative lempelser.

Denne problemstilling førte til en fornyet fagøkonomisk diskussion, om inflationsniveauet generelt var blevet for lavt.

Også efter finanskrisen fortsatte det lave inflationsniveau i en årrække.

Efter at COVID-19-pandemiens nedlukninger blev ophævet, var der en del ophobet købekraft blandt husholdningerne, som medførte et stort efterspørgselspres. Det blev yderligere understøttet af en ekspansiv amerikansk finans- og pengepolitik. Tilsammen medførte det en meget høj økonomisk vækst i USA i 2021.

Til disse efterspørgselsforhold kom også udbudsproblemer i form af flaskehalse i de globale forsyningskæder efter pandemien, der medførte kraftige råvareprisstigninger. De blev yderligere forværret af, at den amerikanske forbrugerefterspørgsel skiftede fra tjenester til varer, hvor transportveje spiller en større rolle.

Inflationsstigningerne spredte sig til andre lande, og i 2022 steg inflationen yderligere. I Europa blev udviklingen yderligere presset i vejret af Ruslands invasion af Ukraine i 2022, der ikke mindst har ført til en periode med højere energipriser.

I Danmark blev inflationen i 2022 således på 7,7 procent, hvilket var den højeste årsstigning siden 1982.

Den pludselige høje og ret uventede inflation førte til en betydelig omfordeling mellem forskellige befolkningsgrupper. Realindkomsterne er faldet hos mange, mens virksomhederne i nogle brancher omvendt fik betydelig større indtjeningsmuligheder som følge af det høje prisniveau.

Blandt andet som følge heraf skiftede den økonomiske politik i 2022 generelt over til at prioritere inflationsbekæmpelsen meget højt. Det skete især via en betydelig strammere pengepolitik (rentestigninger) fra centralbankerne.

Såvel den strammere pengepolitik som et fald i energipriserne førte i de følgende år til et betydeligt fald i inflationstakten. Den danske inflationsrate faldt således til 3,3 procent i 2023 og yderligere til 1,4 procent i 2024.