indisk medicin

Denne kultur er opkaldt efter en af de store udgravninger i Indusdalen, hvor der blev frilagt en større bymæssig bebyggelse. Harrappakulturens folk dyrkede forskellige kornsorter, men også bomuld, der blev anvendt til tøjfremstilling. Produktionen af tekstiler dannede basis for en omfattende fjernhandel i regionen og så langt vestpå som til Mellemøsten og Dilmun (i dag Bahrain) på den arabiske halvø.

I Atharvaveda omtales en dæmon ved navn Takman, der fremkalder en febersygdom, hvor “hede skifter med kulde”, og feberen kommer i anfald. Takman har tre slægtninge, som ledsager ham: broderen balasa, der er den forstørrede milt, søsteren kasika, der er hosten, og nevøen paman, der er hudkløen. De fleste medicinhistorikere mener at kunne genkende malaria i denne sygdom.

Den forstørrede milt ved malaria skyldes den øgede ødelæggelse af røde blodlegemer (erythrocytter), da disse indeholder malariaparasittter (plasmodier). Hendøende røde blodlegemer opmagasineres i milten. Hudkløen ved malaria skyldes den påvirkede leverfunktion og dermed den nedsatte galdeproduktion, der betyder, at koncentrationen af galdesalte i blodet stiger, og der deponeres galdesalte i huden.

En anden dæmon, som omtales i vedaerne, er Yaksma. Ud fra symptombeskrivelsen har det været den medicinhistoriske vurdering, at det må dreje sig om lungetuberkulose. Yaksma skulle fordrives med besværgelser og ved hjælp af lægeplanten kushta (Hellenia speciosa). Denne plante har en dokumenteret antibakteriel og desuden antidiabetisk effekt, og dens biologisk aktive stoffer anvendes eller har sidenhen været anvendt i medicinalindustrien.

Der er i Atharvaveda nævnt bestemte magiske formler mod specifikke sygdomme som slangebid, impotens og indvoldsorm. Det er dog sjældent, at de magiske formler kan stå alene. Som regel skal de kombineres med et lægemiddel, hvis virkning de på den måde er med til at potentere (give større kraft). Den sorte magi kan bl.a. rettes mod en rival, som man ønsker at gøre impotent, eller en kvinde, som man ønsker skal ende som gammeljomfru.

De klassiske indiske medicinske forfattere og lærermestre Caraka, Susruta og Vagbhata stammer fra den brahmanistiske periode. Caraka og Susruta er sagnagtige skikkelser, og viden om deres værker baserer sig på mundtlige overleveringer, der blev nedskrevet i de første århundreder af vor tidsregning. De regnes for forfattere til to store medicinsk-kirurgiske kompendier: Caraka Samhita og Susruta Samhita.

Indholdet i Caraka Samhita er overvejende medicinsk, mens indholdet i Susruta Samhita hovedsagelig er kirurgisk. De er skrevet på sanskrit. Vagbhata var en virkelig historisk person, der levede i 700-tallet. Han samlede det vigtigste af indholdet fra Caraka Samhita og Susruta Samhita i sin egen lærebog Astangahrdaya Samhita. Titlen på denne lærebog betyder "den otteledede videnskab". I den redegøres for lægevidenskabens otte vigtigste led:

1. Indre (medicinske) sygdomme.
2. Børnesygdomme.
3. Psykiske lidelser.
4. Sygdomme i hoved- og halsregion.
5. Kirurgiske sygdomme.
6. Modgifte.
7. Midler til forlængelse af livet.
8. Midler til at øge den seksuelle potens.

Så vidt vides var dissektioner af mennesker et tabu og den anatomiske viden hvilede på spekulationer, tilfældige observationer og dissektion af dyr. Men en dissektionsteknik er omtalt i Susruta Samhita. Den går ud på at lade et lig blive opblødt i vand. Liget anbringes i et bur i en sø, så det ikke bliver spist af krokodiller eller rovfisk. Efter syv dage, kan undersøgeren med en bambuspind skrabe hud og bløddele bort og med sine egne øjne iagttage de indre organer m.m.

Ifølge den indiske medicin har hjertet, hridaya, form som en lotusblomst, der vender spidsen nedad. Om natten, når man sover, folder den sig sammen, og om morgenen ved opvågning folder den sig ud. Hjertet er sæde for livsprincippet og bevidstheden, og fra det udgår 24 store kar til hele legemet. Andre steder nævnes det, at 700 blodkår udgår fra navlen.

En bemærkelsesværdig teori i den indiske medicin er troen på en række vitale triggerpunkter på kroppen, såkaldte marmas, der har særlig betydning for livsenergiens frie flow i kroppen. Man troede, at det kunne have fatale konsekvenser, i værste fald medføre døden, hvis kroppen blev påført skader på de punkter. Nogle af disse marmas ligger oven på nerver og blodkar, mens andre ligger “tilfældige” steder. I moderne ayurvedisk medicin og anden alternativ medicin anvendes marmas som akupunkturpunkter i akupressur.

De tre væsker eller substanser er: luft (vata), galde (pitta) og slim (kapha). De står i forbindelse med de tre gunnaer: sattvas, rajas og tamas, der er byggesten i verden omkring mennesket. En fejl i dosha, det vil sige overskud eller underskud af en af de tre væsker, kan føre til sygdom. Tridoshas-læren bliver af samme grund ofte kaldt “den indiske humoralpatologi”. De tre gunnaer påvirker mennesket, dets temperament og personlighed. Sattva ytrer sig i dyd, velvilje, munterhed og lykkefølelse, rajas i smerte, angst, ondskab, begær og ærgerrighed og tamas i forsagthed, frygt, træghed og afstumpethed.

Den indiske sygdomslære (patologi) klassificerer sygdomme på baggrund af deres årsager. Der er to hovedgrupper af årsager: ydre årsager og forstyrrelser i forholdet mellem de tre væsker. Ydre årsager kan være dæmoner, gift, slangebid, luft, ild, sår eller knoglebrud, som man er blevet påført, eller udsættelse for andres frygt, vrede eller begær.

Derudover kan synder i et tidligere liv give anledning til sygdomme i det nuværende. Den, der i sit tidligere liv har myrdet en brahman (præst), vil lide af blodmangel. Den, der har dræbt en hellig ko eller en munk eller blot hånet en munk, vil komme til at lide af spedalskhed. En kongemorder får tuberkulose, og en banal morder får kronisk diarré.

Handlinger i det nuværende liv medfører også sygdom. Utroskab fører til kønssygdomme og vandladningsbesvær. Drankere og brandstiftere får hudsygdomme. Folk, der spionerer og snager, udvikler synshandicap. Alle disse sygdomme kan kun mildnes og helbredes gennem bodshandlinger.

Ifølge den tyske læge og medicinhistoriker Reinhold Müller (1882-1966), der i 1927 studerede de indiske originalskrifter, stammer de ældste beskrivelser af diabetes fra Indien. Der findes beskrivelser af en sygdom, prameha, der kendetegnes ved rigelig vandladning. Den inddeles i 20 underkategorier, hvoraf de to: iksumeha (sukkerurin) og madhumeha (honningurin) kendetegnes ved sød urin, der tiltrækker myrer og insekter. Der nævnes forskellige følgesymptomer: tørst, vægttab, udtørring og bylder i huden. Som behandling anbefales en diæt bestående af grød.

Efter alt at dømme kendte man til spedalskhedens smittefare; det gjaldt også kopper. Om spedalskhed siger Susruta desuden, at hvis man dør af sygdommen, så får man den igen i sit næste liv. De troede, at kønssygdomme skyldtes enten utroskab, samleje med en menstruerende kvinde, undertrykkelse af sædafgangen eller uhensigtsmæssig seksualpraksis som oralsex.

De kirurgiske instrumenter blev ifølge Susruta Samhita opdelt i to grupper: de skarpe og de stumpe. De skarpe instrumenter omfattede kniv, saks, sav og nål, mens de stumpe instrumenter omfattede tang, pincet, hage, sonde, spekel og kateter. Magneter blev anvendt til fjernelse af jernsplinter i huden. Der findes beskrivelser af, at man har anvendt myrer med store kindbakker til sammensyning (sutur), på samme måde som man anvender clips i moderne kirurgi. Efter myren havde bidt sig fast, skulle kirurgen afklemme dens bagkrop, så kun hoved og kindbakker blev siddende og holdt såret lukket. Arkæologiske udgravninger har frilagt kirurgiske instrumenter af kobber fra omkring 600 f.v.t.

Stensnit og stærstik var kendte indgreb. Derudover reponerede man knoglebrud, bandagerede sår og skar hul på bylder. Der findes også beskrivelser af tarmkirurgi, men beskrivelserne er meget kortfattede, og det er uklart, hvor meget det har været praktiseret, da de dengang ikke rådede over potente bedøvelsesmidler.

Berusende drikke og indisk hamp (cannabis indica) blev anvendt som bedøvelsesmiddel. Derudover benytte man en lang række andre lægeplanter. Ofte afbrændte man tørrede blade og lod patienten indtage bedøvelsen ved inhalation. Den form for bedøvelse blev kaldt dhuma. Ved nogle typer af operation anbefalede man, at patienten fastede inden, og ved andre, at patienten forinden havde fået et godt måltid mad. Der måtte ikke anvendes bedøvelse ved mundsygdomme, fjernelse af blæresten, abort og sygdomme i underlivet.

Næseamputation blev også anvendt som afstraffelse af krigsfanger. I 1767 fik 865 mænd fra byen Kitipur afskåret næsen på ordre af den sejrherre, der indtog deres by. Traditionen med næseamputation som straf har været svær at komme til livs i Indien, selv om man forsøgte med et generelt forbud i 1889. Det sidste tilfælde af næseamputation som afstraffelse af en kvinde forekom så sent som i 2010, da en ung pige, der forsøgte at stikke af fra sin ægtefælle, fik afskåret både næsen og begge ører.

Dette barske kapitel i Indiens kulturhistorie skabte et behov for ansigtsrekonstuktioner samt en interesse for, hvordan det kunne udføres blandt lægerne. Europæiske læger, der opholdt sig i Indien i 1700-tallet og 1800-tallet, iagttog de indiske kirurgers arbejde, og disse iagttagelser blev en del af inspirationen for Harold Gilles (1882-1960) og andre læger, der under 1. verdenskrig revolutionerede plastikkirurgien. Den første formidling af rhinoplastik (rekonstruktion af næsen) for et engelsk-sproget publikum kom i 1793 i en artikel i The Madras Gazette af de to engelske kirurger Thomas Crusoe og James Findlay. Året efter blev historien bragt i Gentlemans Magazine i London.

Det blev anbefalet, at moderen ikke var yngre end 16 år, og manden ikke var yngre end 20 år, hvis et par ønskede at opnå graviditet. Livmoderen blev, ligesom hjertet, sammenlignet med en lotusblomst, der åbner og lukker sig. Ifølge indisk medicin folder livmoderen sig ud de første tolv dage efter menstruationens begyndelse, og det var derfor en gunstig periode for graviditet. Det stemmer dog ikke overens med moderne teorier.

Dalhana, som levede omkring år 1100, beskrev, at fosteret i den første måned af graviditeten var en uformelig klump, kalala , men gennem en transformationsproces, hvor det blev tilført kulde, varme og luft, blev fosteret til en mere hård substans (ghana). I tredje og fjerde måned blev arme og ben dannet. Ligeledes blev hjertet dannet og begyndte at fungere omkring dette tidspunkt. Intelligens og bevidsthed blev dannet til sidst. Fosterhinden er omtalt i den religiøse tekst Bhagadvadghita, men ikke i den medicinske litteratur.

Som en sidegren af tantrismen har Kundalini-yoga udviklet sig. Den baserer sig på den fysiologiske teori, at kroppen er i besiddelse af chakraer, der er særlige centre for livskraften, prana. Der er i alt 7 chakraer, der er beliggende langs med rygsøjlen. De forskellige chakraer er indbyrdes forbundne med usynlige kanaler, nadier. Gudinden Kundalini befinder sig i kroppens nederste chakra i sovende tilstand. Gennem kropsstillinger, åndedrætskontrol og mental koncentration ved hjælp af mantraer og mandalaer kan prana bevæge sig i frit flow og bringes til et punkt over hovedet, Sahasrara, hvor Kundalini forenes med guden Shiva.