Immunsystemet er de organer, væv og celler, der som hovedopgave varetager kroppens forsvar mod mikroorganismer, samt fjernelsen af kroppens egne aldrende, døde, inficerede eller kræftsyge celler.

I knoglemarven dannes makrofager, dendritiske celler og granulocytter, samt forstadier til særlige hvide blodlegemer (lymfocytter), af hvilke nogle videreudvikles i brislen (thymus) og milten. De modne lymfocytter har receptorer på overfladen, som bindes til molekylære determinanter (antigener) på overfladen af indtrængende mikroorganismer, hvorved der udløses en betændelsesreaktion og produktion af antistoffer. Desuden produceres særlige signalstoffer (cytokiner), der medvirker ved betændelsesprocessen og rekrutterer immunceller til infektionsstedet.

Under fosterlivet destrueres de lymfocytter, der reagerer mod kroppens egne væv ("selv"), således at der kun resterer lymfocytter, der reagerer mod fremmede antigener ("ikke-selv"). Denne immunologiske tolerans kan brydes ved autoimmune sygdomme, idet der ved disse dannes antistoffer mod "selv". Autoimmunitet m.m. kan undertrykkes med lægemidler ved immunsuppression eller immunterapi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig