Ikosaeder
Ikosaederet har 20 sideflader, 12 hjørner og 30 kanter.
Ikosaeder
Licens: CC BY SA 3.0

Et ikosaeder er et geometrisk legeme, der begrænses af 20 lige store, ligesidede trekanter. Ikosaederet er et af de fem regulære polyedre.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er sammensat af græsk eikosi 'tyve' og hedra 'flade'.

Platon forbinder i dialogen Timaios ikosaederet med grundelementet vand i græsk filosofi.

Trunkeret ikosaeder

Buckminsterfulleren

Det enkelte molekyle i det kemiske stof buckminsterfulleren består af 60 kulstofatomer, der alle har samme afstand fra et fælles centrum. Atomerne sidder som hjørnerne i et trunkeret ikosaeder, der har 32 sideflader, 60 hjørner og 90 kanter.

Buckminsterfulleren
Af .

Ved afskæring af hjørnerne på et ikosaeder med plane snit, der ved hvert af de 12 hjørner i ikosaederet bortskærer pyramiden med toppunkt i hjørnet og sidekanter, der er en tredjedel af de fem kanter som udgår fra hjørnet, fremkommer et interessant polyeder med 12 regulære femkanter og 20 regulære sekskanter som sideflader. Polyederet er et såkaldt semiregulært polyeder, kendt som et trunkeret ikosaeder. I overensstemmelse med Eulers polyedersætning har et trunkeret ikosaeder 32 sideflader, 60 hjørner og 90 kanter.

I krummet form er et trunkeret ikosaeder kendt fra overfladen af en fodbold. I fysisk kemi er skelettet (hjørner og kanter) i et trunkeret ikosaeder kendt fra kulstofmolekylet buckminsterfulleren.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig