"Vandrer over tågehavet"
Caspar David Friedrichs berømte Vandrer over tågehavet fra 1818 er malet i den tyske idealismes storhedstid: Vi ser samme vej som vandreren, men kan kun lige dele hans fantastiske vision - for vi befinder os til syvende og sidst i hver vores verden.

Begrebet idealisme betegner en filosofisk strømning, der tager udgangspunkt i, at idéen om verden er mere virkelig end den fysiske verden. Som konsekvens af denne tanke ser nogle idealister fysisk eksistens som en illusion.

Faktaboks

Etymologi

Platons teori om, at objekter i den inderste virkelighed er en idé – på græsk: εἴδω, eido – har lagt navn til idealismen.

Grundbetydningen af ordet idé er 'synlig form'.

Man skelner inden for den filosofiske idealisme mellem objektiv idealisme og subjektiv idealisme. Den objektive idealisme ser idéerne som noget, der objektivt eksisterer og dermed er løsrevet fra menneskets tolkning af dem. Den subjektive idealisme ser derimod virkeligheden som en subjektiv konstruktion.

Hverdagens idealist vs. filosofisk idealisme

En idealist i dagligdags betydning handler ud fra "ideale" betingelser. Idealister har blikket rettet mod et højere formål og skeler ikke til praktiske hensyn. Typiske modsætninger til idealister i den daglige betydning er realister og pragmatikere.

Begrebet bruges nogle gange nedsættende om personer med en verdensfjern tankegang eller med mangel på erfaring.

Idealisme i filosofisk betydning

Idealisme i filosofisk betydning må ikke forveksles med den daglige betydning. Man kan sagtens være idealistisk filosof uden interesse for idealistiske handlinger i dagligdags forstand.

Filosofiske idealister oplever forestillinger som mere ægte end foreliggende ting. Nogle idealister vil for eksempel kalde vores bevidsthed for mere virkelige end den fysiske verden. Idealistens verden "bagved" tingene kan enten være en forestillet virkelighed (objektiv idealisme) eller et resultat af aktiviteter i sindet (subjektiv idealisme).

Modsætningen til filosofisk idealisme vil altid være realismen og meget ofte også materialismen på grund af idealismens åndeligt orienterede verdensbillede.

Platons idélære

Platon
Af /Real Academia de Gastronomía, Vatikanmuseet.
Licens: CC BY NC SA 4.0

Man ser i dag Platon som idealismens opfinder. Platon sætter den materielle og den immaterielle eksistens i rangorden. Det klassiske eksempel på hans rangorden er en knivs tre fremtrædener:

  • Billedet af kniven er det fattigste udtryk for knivens væsen.
  • Den virkelige kniv i vores hånd rangerer en smule højere på grund af dens anvendelighed for os.
  • Idéen om kniven er øverst i hierarkiet – og sidste ende knivens eneste form for virkelighed.

Ligesom billedet er en afglans af den fysiske kniv, da er den fysiske kniv kun en afglans af knivens ”idé”.

Platon: idealist og realist

Platons hule, stik fra 1604
Af /National Gallery of Art, Washington DC.
Licens: CC BY 2.0

Platon er ironisk nok også realist på nogle punkter. Han ser for eksempel matematikkens sandheder som ubetinget virkelige. Også hans opfattelse af selve idéerne som eksisterende i sig selv kolliderer med idealismens væsen.

Platons idéer er altså både den eneste virkelighed, og den er skjult for vores sanser. Senere tiders idealister har som regel arbejdet videre med de to grene hver for sig: Man har enten tolket en immateriel verden som objektivt eksisterende (den ontologiske version) eller interesseret sig for relationen mellem verden og vores subjektive sanser (den erkendelsesteoretiske version).

Den ontologiske version: Objektiv idealisme

De objektive idealister lader verden være immateriel helt fra bunden. Verden er efter objektive idealisters opfattelse fundamentalt ikke-fysisk af natur. Om tingene med deres immaterielle virkelighed måtte finde vej til vores sanser og bevidstheden, har ikke noget med sagen at gøre.

Leibniz' monader

G.W. Leibniz
Af /The Herzog August Bibliothek (HAB) .
Licens: CC BY 3.0

G. W. Leibniz er i nogles øjne objektiv idealist. Den tyske tænker bygger verden op af ”åndelige atomer” ved navn monaderne. Han kalder hver monade for et ”levende spejl” i stadig vekselvirkning med alle andre monader. Alt er enten en monade i sig selv – for eksempel et menneskes sjæl – eller sammensætninger af monader med illusionen om fysisk materie som resultat.

Hvor idealistisk skal man forstå Leibniz’ verdensbillede? Monaderne findes helt uafhængigt af menneskelige idéer eller forestillinger. Leibniz kan i den retning mere ligne en slags videnskabsteoretiker med anti-materialistiske holdninger end en egentlig idealist. Flere iagttagere gennem årene har peget på, at monadernes eksistens både som ånd og materie er dualistisk – og at Leibniz i sine skrifter bevidst har undgået at blive sat i bås som enten idealist eller realist.

Kants transcendentale idealisme

Immanuel Kant, ca. 1790
Af /NDLA, Nasjonal Digital Læringsarena, Norge.
Licens: CC BY NC 4.0

Immanuel Kant er idealist i den ontologiske forstand. Vi kan i Kants øjne ikke vide noget om det egentliges eventuelle egenskaber. Mennesket kender kun verden gennem to anskuelsesformer i form af tid og rum. Sindet vil derefter tolke tingene fra tid og rum gennem systemets 12 forstandskategorier med "årsag og virkning" som den mest kendte.

Resultatet er en objektiv idealisme lidt i familie med Platons idélære: Kosmos deles i den egentlige verden uden for erkendelsens rækkevidde og den tilgængelige verden. Han kalder det egentlige objekt for Das Ding an sich og objektet i vores erkendelse for Das Ding für uns – altså tingen ”i sig selv” og tingen ”fra vores synsvinkel”.

Tankegangen som helhed kaldes i hans berømte Kritik af den rene fornuft fra 1781 for transcendental (”overskridende”) idealisme med henvisning til det nye fokus på sindets egen virkemåde.

Den erkendelsesteoretiske version: Subjektiv idealisme

De subjektive idealister tolker verden som bevægelser i sindet. Kosmos er efter subjektive idealisters opfattelse et fænomen og derfor ikke nødvendigvis fysisk eksisterende. Lignende synspunkter findes i østlig filosofi, herunder i begrebet om śūnyatā (”tomhed”) inden for buddhismen og om xuwu (”intethed”) inden for daoismen.

Subjektiv idealisme kan sommetider tangere solipsisme – altså ideen om at jeg er ”alene i verden” – med knap så frugtbare konsekvenser rent filosofisk.

Berkeleys afvikling af materien

George Berkeley, ca. 1727
Af /The Smithsonian’s National Portrait Gallery .

George Berkeley er de subjektive idealisters første hovednavn. Hans store A Treatise Concerning the Principles of Human Knowledge fra 1710 gør materien til noget abstrakt og vores bevidsthed til det virkelige.

Argumentet lyder: Vi kan godt forestille os et træ. Men vores forestilling giver ikke hele historien. For vi kan ikke bare klippe os selv ud af billedet. Vi kan ikke tænke på træet uden at tænke på træet i gang med at blive iagttaget. Bevidstheden hos Berkeley består derfor kun af ting eller tanker eller følelser i gang med at blive iagttaget.

Findes træet alligevel? Berkeley bliver sommetider taget til indtægt for et nej. Men han benægter ikke direkte eksistensen af fysiske ting. Han siger kun, at hvis man insisterer på den, så bevæger man sig ud på abstraktionens overdrev.

Et objekt vil altså sige et iagttaget objekt. Iagttageren vil også selv sige et iagttaget objekt. Hvis ingen af delene bliver iagttaget, så "er" de slet ikke. Verden består ganske enkelt af flygtige manøvrer i en bevidsthed nu og her.

Niels Bohr som idealist

Berkeley forbinder sig til ikke til mange kolleger i fagets historie. Man kan kun i mindre grad filosofere videre over en så kompromisløs negligering af den fysiske verden. Hans eftertid har desto mere kunnet trække ham frem ved behov for en klar holdning i spørgsmål om erkendelsens gyldighed.

Man nævner for eksempel ofte Berkeley i forbindelse med fysikeren Niels Bohr og hans tolkning af kvantemekanikkens gåder:

Tag to partikler i den mindste skala. Påvirk den ene partikel med en måling eller lignende. Den anden partikel vil under særlige omstændigheder ”reagere” på samme måling selv over store afstande. Bohrs accept af ovenstående tolkning er i konflikt med Albert Einsteins afvisning af påvirkninger over lyshastighed – og efter nogles opfattelse i tråd med Berkeleys holdning til iagttagelse.

Einstein genbruger også Berkeleys gamle sindbillede i sin gengivelse af Bohrs holdning: Hvis et træ i skoven er væltet uden iagttagere, kan man så stadig sige, det er væltet?

Den tyske idealisme

Subjektiv idealisme får også tyske aflæggere: Den tyske idealisme i 1800-tallet har egentlig Kants objektive idealisme som afsæt, men den drejer hurtigt over i nye vinkler på Kants tankegang med en subjektiv idealisme som resultat.

Fichtes uendelige jeg

Johann Gottlieb Fichte
Af /Albrecht Fürchtegott Schultheiß.

Johann Gottlieb Fichte arbejder allerede i 1790’erne – til den aldrende Kants store harme – med en radikal omfortolkning af tingen i sig selv og tingen for os.

Fichte tolker for eksempel Kants begreber som ”ikke-jeg” og ”jeg”. Han sætter altså lighedstegn mellem tingen i sig selv og subjektets omgivelser. Subjektet er nu forment nogen viden om eventuelle omgivelser og dermed blevet alene med verden. Subjektet er med Fichtes ofte citerede udtryk blevet ”det uendelige jeg” og i sidste ende selv producenten af alle indtryk fra kosmos. Teorien får meget stor indflydelse op gennem 1800-tallet, særligt i kunstarterne med deres romantiske dyrkelse af geniet og ensomheden.

De tyske idealister adskiller sig fra Berkeleys subjektive idealisme gennem deres accept af en ekstern bevidsthed – historiefilosoffen G.W.F. Hegel kalder den ”verdensånden” – med det enkelte individ som uvidende andelshaver.

Schopenhauers vilje

Arthur Schopenhauer kritiserer i sin Verden som vilje og forestilling (skrevet 1818-1859) både Kant og alle de tyske idealister efter. Han accepterer i idealismens ånd verden som sindets forestilling. Men vi har efter hans opfattelse en umiddelbar erfaring til rådighed i form af kroppens ”vilje”.

Schopenhauers vilje er i nyere tid blevet oversat til ”drifter” og til energi for de livløse tings vedkommende. Viljen hos Schopenhauer er både selve tegnet på eksistens og den afgørende årsag til tingenes fremtræden som fænomener i vores bevidsthed.

Senere idealisme og stream of consciousness

May Sinclair, 1904

Med den monumentale A New Idealism fra 1922 kigger May Sinclair endelig på idealismens muligheder for at overleve i en realistisk orienteret tid. Hendes afsæt er australskfødte Samuel Alexanders tanke om en ”emergent evolution” i kosmos med bevidsthedens uforudsigelige opståen af rumtiden som resultat.

Sinclair selv tolker nu alle begivenheder i rumtiden som punktformede: Begivenhederne er – hvor tæt de end ligger – ikke indbyrdes forbundet af noget. Hun lader mennesket selv forbinde punkterne i bevidstheden med en stadig ”fortælling” til følge. En blivende konsekvens af May Sinclairs arbejde er begrebet stream of consciousness som redskab i litterær analyse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig