Hypostase, et nøglebegreb i senantik og kristen tænkning; det betegner substantiel virkelighed, hos Plotin (200-t.) udformet i læren om de tre hypostaser eller hierarkiske niveauer af den egentlige (immaterielle) virkelighed: Det højeste princip (det ene), fornuften eller ånden (nus) og sjælen (jf. Plotin).
Faktaboks
- Etymologi
- Begrebet hypostase kommer af græsk hypostasis 'grundlag', af hypo- og stasis 'stilling'.
En lavere hypostase er en individualiseret fremtrædelsesform for en højere og er derfor afhængig af denne, hvad der udtrykkes ved metaforen "udstrømning" (emanation). Materien er ingen hypostase, idet den uden selvstændig væren kun modtager en afspejling af den egentlige virkelighed.
I tidlig kristen tænkning søgtes hypostasebegrebet knyttet til de tre personer i Treenigheden.
Begrebet har kun mening i en udpræget idealistisk metafysik. Ud fra andre filosofiske synspunkter er det derfor blevet kritiseret, ikke mindst af Immanuel Kant.
Udtrykket at hypostasere kommer således til at betyde en (illegitim) antagelse af, at noget, der blot eksisterer for tanken, også eksisterer i den objektive virkelighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.