hvælving

Hvælving, hvælv, selvbærende overdækning af et åbent eller lukket rum. Den ægte hvælvings statik svarer til buens, dvs. at den er i stand til at optage belastningerne fra selve byggematerialet og de evt. overliggende bygningsdele og lede dem ned i de understøttende mure, piller eller søjler.

Det ideelle tværsnit af en jævnt belastet hvælving er en parabel. Denne form er brugt til en del falske hvælvinger, opført med vandretliggende, koncentriske, men gradvis udkragede stenlag, som mødes i toppen, fx de mykenske kuppelgrave fra 1200-tallet f.Kr.

Den enkleste hvælving er tøndehvælvingen, der oftest har form af en halvcylinder. Den var kendt i Egypten ca. 2700 f.Kr., men blev først brugt i monumentalarkitekturen af romerne fra 300-tallet f.Kr. I de følgende århundreder blev der udviklet flere hvælvingstyper, bygget af sten eller beton, der kunne spænde over meget store rum, fx to krydsende tøndehvælvinger, der danner en krydshvælving eller korshvælving, hvor trykket fordeles i de fire hjørner.

Denne hvælving kaldes også grathvælving efter navnet på skæringslinjerne, grater; den er brugt i bl.a. Maxentius-basilikaen i Rom (ca. 300 e.Kr.). Klosterhvælvingen kan betragtes som en lukket krydshvælving, hvor vægten er fordelt over det overdækkede rums mure; kuppelhvælvingen er en klosterhvælving udspændt over en ligesidet polygon (se også kuppel).

De næste afgørende skridt i hvælvingens udvikling blev taget i slutningen af 1000-tallet med anvendelsen af spidsbuen til også at overhvælve irregulære rum og med udviklingen af ribbehvælvingen, opbygget af bærende buer, ribber, der omrammer de mellemliggende murflader, kapperne, som kan gøres ganske tynde og lette.

Med dette system, tidligst anvendt i katedralen i Durham i Nordengland (påbegyndt 1093), var der skabt en konstruktionsmæssig basis for udviklingen af den gotiske bygningsstil med de høje, tynde mure og store vinduesflader, idet trykket fra hvælvingerne nu kunne samles på et mindre antal punkter og let optages af stræbepiller og/eller -buer, der blev bygget uden for det overhvælvede rum. I sengotisk tid fik hvælvenes ribber tillige en dekorativ funktion og udbyggedes i stjerne-, vifte- og nethvælvinger; de fik deres mest udviklede former i den engelske perpendicular style.

Andre hvælvingsformer er trughvælvingen, en tøndehvælving, der for enderne lukkes af kapper, og spejlhvælvingen med den plane topflade. Fra islamisk arkitektur kendes stalaktithvælvingen, hvis inderside er opløst i nicher adskilt af ribber med nedhængende, drypstenslignende tappe.

Anvendelsen af armeret beton har i 1900-tallet muliggjort overdækning af store rum med hvælvinger i mange forskellige former, fx de såkaldte hyparskaller anvendt af den spansk-mexicanske arkitekt Felix Candela.