hunner

Hunnerne var asiatiske nomader, hvis oprindelse, muligvis tyrkisk, fortaber sig i det uvisse. Hunniske folk havde tidligere spillet en rolle i kampen mellem romerne og de iranske Sasanider i Mellemøsten, men da de begyndte at gøre sig gældende i Europa, var det ikke som lejetropper, men som et selvstændig magt med flere forskellige folkeslag under sig.

Hunnerne kan måske føres tilbage til folkeslaget xiongnuerne, der regerede over et stort rige nord for Kina i 100-tallet f.v.t., og derefter formentlig har hersket over et stort, men heterogent, rige i Centralasien, i århundrederne inden de omkring år 375 ekspanderede mod egnene omkring Donau og fordrev alanerne og goterne og dermed indledte den europæiske folkevandringstid.

Hunnerne optræder i Europas og Mellemøstens historie i perioden ca. 375-ca. 455. De sikre arkæologiske vidnesbyrd om dem er få, og man kender derfor bedst til dem gennem romerske historikeres beretninger. Da hunnerne var et frygtet folk, beskrives de stereotypt efter de gældende normer som uciviliserede barbarer. Historikeren Priskos fra Panion (død efter 472) i Thrakien giver dog et mere nuanceret billede af dem, da han i 449 var østromersk udsending til hunnerkongen Attila.

I 370'erne besejrede hunnerne det iranske folk alanerne, hvoraf en del flygtede til Kaukasus og andre tilsluttede sig sejrherrerne. I midten af årtiet blev goterne slået, hvilket sendte dem på flugt mod sydvest og Donau. Goterne fik lov til at krydse Donau og opholde sig på romersk territorium, men en række uoverensstemmelser førte til slaget ved Hadrianopel (det nuværende Edirne) og romernes nederlag.

I 395 udnyttede hunnerne borgerkrig i Romerriget til at plyndre på den romerske side af Donau i Balkan, og nogenlunde samtidig gik en styrke gennem Kaukasus og hærgede i Mellemøsten.

Da Uldin i perioden 399-ca.410 var leder, begyndte hunnerne at deltage i magtspillet mellem de to dele af Romerriget og forsøgte bl.a. at indynde sig hos Arkadios ved at henrette den oprørske goter Gainas og sende hans hoved til kejseren. Da visigoterne senere flygtede fra området nord for Donau, etablerede Uldin sig og udlånte på den ene side tropper til Romerrigets vestlige halvdel, mens han på den anden opkrævede beskyttelsespenge af den østlige. Hunniske styrker satte bl.a. den romerske general Stilocho i stand til at fordrive visigoterne fra Italien og sikre riget mod andre gotere. Mens Stilicho var optaget af det, gik alanere sammen med de germanske folk sveberne og vandalerne den 31. december 406 over Rhinen og satte dermed gang i en ny fase af folkevandringstiden, hvilket vendte op og ned på forholdene i vest. Lidt efter gav Uldins afpresning af kejseren i Konstantinopel bagslag, og i stedet for at betale, befæstedes riget mod hunnerne.

Under hunnerkonen Rua (ca. 422-435) plyndredes Thrakien, og østromerne blev igen pålagt at betale beskyttelsespenge. Der blev atter knyttet bånd til Stilicho, der som følge af en tabt magtkamp havde søgt tilflugt hos hunnerne, og med deres hjælp genvandt han sin position i Rom. Som tak gav han Ruas nevøer, Attila og Bleda, områder i det nordlige Balkan.

Stilicho bevarede alliancen med hunnerne og nedkæmpede med deres hjælp burgunderne ved Rhinen.

Bleda og Attila regerede efter Rua som henholdsvis konge og underkonge over hunnerne og fortsatte med at dominere Europa med jævnlig krigsførelse og opkrævning af beskyttelsespenge. I 444 eller 445 dræbte Attila sin broder og var herefter enehersker, og angreb Theodosius 2., som han tvang til en ufordelagtig fred. Kejserens efterfølger, Markian (regerede 450-457), og hærchefen Aspar afbrød imidlertid strømmen af betalinger, hvilket havde store konsekvenser for den hunniske økonomi, der netop for en stor del var baseret på betalinger fra romerne. Modstanden i øst fik Attila til at angribe i vestromerne i Gallien med en hær primært bestående af fodfolk, da hans rytteri var udlejet til armenerne i deres krig mod sasaniderne. Den vestromerske hærchef, Aëtius, allierede sig med den visigotiske konge Theoderik 1. og udkæmpede et blodigt slag med hunnerne på De Katalauniske Marker i 451. Året efter angreb Attila det nordlige Italien, men sygdom og et østromersk angreb mod de hunniske områder i Balkan fik ham til at afbryde felttoget.

Efter Attilas død i 453 formindskedes hunnernes magt, og allerede i årene 454-455 udbrød der et oprør blandt de folk, hunnerne havde underlagt sig. Herefter var hunnerne ikke længere en samlet magtfaktor.

Hunniske folk vedblev at blive brugt som lejesoldater under bl.a. kejser Justinian 1.s generobringskrige, men efterhånden blev de indoptaget i andre stammeforbund, såsom bulgarerne, avarerne og khazarerne, og forsvandt ud af historien som selvstændigt folk.

I de forskellige varianter af sagnet om nibelungerne, blandt andet Das Nibelungenlied, spiller Attila og hunnerne ofte en stor rolle.

Hunnernes kortvarige dominans i Europa satte sig varige spor, og de er efterfølgende blevet synonyme med barbari og invasion, f.eks. i vestmagternes omtale af tyskerne under 1. Verdenskrig.

Selvom hunnerne og de senere magyarer næppe har meget med hinanden at gøre, er tanken om hunniske rødder populær i Ungarn, og Attila er et udbredt drengenavn der.

• folkevandringstiden