holocaust

Holocaust kan siges at være begyndt i 1933 med det nazistiske regimes jødepolitik og overgreb mod de tyske jøder. De vigtigste indgreb var boykotten af jøder 1. april 1933, Nürnberglovene 1935, der gjorde jøderne til andenrangsborgere, og Krystalnatten, pogromen i november 1938, hvorunder næsten 90 jøder blev dræbt og op mod 200 synagoger ødelagt. Nazistyret gennemførte over 2.000 antijødiske love, der gjorde jøderne retsløse. Indtil 2. Verdenskrig forsøgte Tyskland målrettet at drive jøderne ud af landet, og i 1938 oprettedes et særligt emigrationskontor under Adolf Eichmann. Over halvdelen af Tysklands jøder undslap, men omverdenens restriktive indvandringspolitik begrænsede i stadig højere grad mulighederne. Da krigen brød ud, var jøderne, også i resten af Europa, derfor fanget i en fælde.

Efter besættelsen af Frankrig i 1940 opererede Reichssicherheitshauptamt (RSHA) og Reinhard Heydrich, der fra 1939 havde stået i spidsen for det såkaldte jødiske spørgsmål, bl.a. med den mulighed at deportere jøderne til Madagaskar, men idéen blev opgivet. Allerede efter invasionen af Polen i september 1939 var det dog blevet besluttet, at Polens godt 3 mio. jøder skulle samles i ghettoer, især for at lette en senere overførelse til koncentrations- og arbejdslejre. Efter angrebet på Sovjetunionen i juni 1941 kom områder med stor jødisk befolkning, først og fremmest Ukraine og Hviderusland, under tysk kontrol. Formentlig blev den såkaldte Endlösung, dvs. den fysiske tilintetgørelse af jøderne, besluttet på dette tidspunkt. Den praktiske tilrettelæggelse af Endlösung skete på Wannseekonferencen i januar 1942 i overensstemmelse med Hermann Görings ordre af 31. juli 1941 til Reinhard Heydrich om at tage "alle nødvendige forholdsregler ... til at gennemføre en total løsning på det jødiske problem i områder under tysk indflydelse i Europa".

I september 1941 blev flere end 30.000 jøder i løbet af to døgn dræbt ved skydning ved Babij Jar nær Kyjivv, men nedskydning viste sig at være en for langsommelig og ineffektiv metode.

Den 3. september 1941 foregik de første eksperimenter med gasning i Auschwitz. 600 sovjetiske krigsfanger og 300 jøder blev kvalt af Zyklon B-gas. Den første dødslejr blev oprettet i Chełmno den 8.12.1941, og i løbet af tre dage blev de første 700 jøder her ombragt ved hjælp af kulilteforgiftning. Denne erfaring blev afgørende for Wannseekonferencens forløb.

De vigtigste udryddelseslejre var Treblinka, Auschwitz-Birkenau, Majdanek, Chełmno, Bełźec og Sobibór, alle på tidligere polsk område. Fra januar 1942 til september 1944 omkom ca. 4,2 mio. i dødslejrene. Treblinkas kommandant, Franz Stangl, pralede senere med, at lejrens 12 gaskamre kunne dræbe 10.000 mennesker om dagen.

Selvom den britiske ledelse allerede i løbet af sommeren 1941 opdagede, at tyskerne udførte massakrer i Sovjetunionen, varede det en rum tid, før omverdenen i øvrigt blev opmærksom på Adolf Hitlers bestræbelser på at udrydde de europæiske jøder. Den polske undergrundspresse offentliggjorde i januar 1942 oplysninger om en massakre i Chełmno, men hverken de jødiske ledere i Polen eller i den allierede verden troede i begyndelsen på rapporterne; tanken om masseudryddelser var ufattelig, og de valgte at tro på, at der var tale om enkeltstående pogromer, og at Tysklands hensigt var at deportere jøderne til tvangsarbejdslejre, for at de der kunne arbejde i krigsindustrien. I allierede regeringskredse var reaktionen på de første rapporter en blanding af manglende interesse og vantro.

Fra december 1942 kunne der imidlertid ikke længere herske tvivl om de tyske planer, men da 1943 var vendepunktet for de allierede, fik holocaust en lav prioritet i krigsplanerne. Churchill afviste jødiske henstillinger om luftbombardementer af dødslejrene og de dermed forbundne jernbanelinjer. Han mente, at man måtte koncentrere kræfterne om at vinde krigen, og at det også måtte være i jødernes interesse.

Af det tyskbesatte Europas 9 mio. jøder slap de danske heldigst. Indtil oktober 1943 levede de uberørt af Hitlers raceforanstaltninger, men da den dansk-tyske samarbejdspolitik brød sammen den 29.8.1943, var deres skæbne beseglet. Natten mellem den 1. og 2. oktober indledte den tyske besættelsesmagt Jødeaktionen mod de ca. 8000 jøder i Danmark. Det lykkedes for langt de fleste at flygte til Sverige. Færre end 500 blev fanget og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, hvor 52 døde. De øvrige blev hentet hjem i april 1945 i Folke Bernadottes hvide busser.

Holocaust fik skelsættende betydning for jødisk historie og identitet. Folkedrabet udløste en teologisk diskussion om Guds natur og blev i mange jøders øjne et dementi af Guds almagt og retfærdighed og Guds særlige forhold til det jødiske folk.

Holocaust blev set som en konsekvens af jødernes nationale hjemløshed og fik afgørende betydning for Israels oprettelse i maj 1948. Den traumatiske tilstand, som holocaust efterlod de overlevende jøder i, har bl.a. sat sit præg på den jødiske stats sikkerhedspolitik, der er stærkt præget af en eksistensangst, som har rod i den kollektive erindring om, at også det ufattelige er en mulighed.

Den årlige internationale holocaustmindedag afholdes efter en FN-resolution fra 2005 den 27. januar, som er årsdagen for den sovjetiske hærs befrielse af Auschwitz i 1945.

Den i dag vidt udbredte brug af glosen skyldes uden tvivl den amerikanske tv-dramaserie i fire dele, Holocaust, som blev instrueret af Marvin J. Chomsky efter et manuskript af Gerald Green og udsendt i 1978. Serien, der er koncentreret om den fiktive jødiske familie Weiss, benytter sig af traditionel Hollywood-dramaturgi og kunne bl.a. etablere Meryl Streep som stjerne. Af helt afgørende betydning blev udsendelsen af serien i vesttysk tv i januar 1979, hvor den trak 10-15 mio. seere pr. gang.

Kritikere i både USA og Tyskland anklagede serien for at have udsat Auschwitz for sæbeopera. I Tyskland har man dog understreget den pædagogiske effekt: Det var her for første gang i den vesttyske mentalitetshistorie lykkedes at få et massepublikum til at identificere sig med de jødiske ofre og beskæftige sig med nazisternes forbrydelser.

I kølvandet på disse diskussioner etableredes fremmedordet Holocaust i almindelig og officiel tysk sprogbrug som kortformel for det, man ikke hidtil havde fundet en præcis betegnelse for.

• holocaustlitteratur
• holocaustbenægtelse
• antisemitisme
• Endlösung
• Nürnberglovene
• Krystalnatten
• 2. Verdenskrig
• Adolf Hitler
• Auschwitz
• koncentrationslejr
• nationalsocialisme
• NSDAP
• folkedrab