hjul

Vognhjul i form af massive skivehjul af træ kendes fra agerbrugskulturer i Nær- og Fjernorienten fra det 4. årtusinde f.v.t. Herfra udbredtes hjulet i det følgende årtusinde i forskellige udformninger knyttet til forskellige vognkonstruktioner til det meste af den gamle verden, mens det i den nye verden først anvendtes efter Columbus.

Europas ældste vognhjul stammer fra yngre stenalders tohjulede kærrer trukket af okser. De er fundet i pælelandbyer i Schweiz og dateres til ca. 3100 f.v.t. Der er tale om skivehjul uden nav, som er samlet med indfældede lister af to-tre planker. De er parvist monteret på en aksel, der roterer under kærrens A-formede understel – ligesom et hjulsæt på en jernbanevogn. Disse kærrer anses for at være udviklet af trækslæder uden hjul.

I Nordvesteuropa og Danmark er de ældste bevarede vognhjul fra det 2. årtusinde f.v.t. De knyttes til en form for tohjulet kærre af Klosterlund-type, der også kunne anvendes som trækslæde uden hjul og aksel. Kærretypen kan tilskrives bondestenalderens enkeltgravskultur, der af nogle forskere knyttes til de indoeuropæiske Yamnaya-folk, som var kvægnomader. Der er tale om massive skivehjul med fast navpibe til hver side, som roterer om en fast aksel under kærrens vanger. Hver hjulskive er udhugget af en marvspaltet halv stamme, som regel af eg, således at en stammelængde (blok) kunne give to hjul.

Denne ret skrøbelige hjulform er identisk med meget store hjul samlet af flere planker fundet i øst- og centraleuropæiske grubegrave, der indeholder mægtige firhjulede vogne trukket af okser. De har muligvis også inspireret en række jyske stendyngegrave i tragtbægerkulturens tidlige fase 3100-3000 f.v.t., der måske har indeholdt to- eller firhjulede vogne trukket af okser. Deres funktion og hjulformer er ukendt, og de kan ikke umiddelbart knyttes til fund af egentlige vogndele i Danmark og Nordeuropa.

I ældre bronzealder dukker bronzestøbte modelhjul med fire eger op i Skandinavien. De kendes bedst fra solvognen fra Trundholm og ses på helleristningerne, fx fra Kivikgraven i Skåne. De er påvirket af stridsvognene fra Sydeuropa (Mykene), og i yngre bronzealder kommer der egentlige firehjulede pragtvogne af bronze (Skjerne og Egemose), som har støbte bronzehjul med fire eger og fælge af træ af en type, der må være indført fra urnemarkskulturen.

I sen bronzealder ses i Centraleuropa også de egentlig fælleseuropæiske skivehjul med løse rørformede nav og halvmåneformede udskæringer som de danske hjul af Rappendam-type. De tilhørende europæiske vogntyper er derimod vanskelige at rekonstruere, fordi fundmaterialet er spinkelt.

I ældre jernalder dominerede de fælleseuropæiske skivehjul af Rappendam-type. De halvmåneformede udskæringer gjorde hjulskiven mere stabil og lettere end den massive, samtidig med at det rørformede nav gav hjulet en mere stabil gang.

Efter alt at dømme er den gradvise introduktion af skivehjul af Rappendam-type knyttet til udviklingen af lave firhjulede landbrugsvogne i Danmark, der kendes fra Rappendam-fundet og dateres til det 1. århundrede f.v.t. Denne særlige vogntype med de relativt små hjul blev brugt i landsbyerne med de inddigede marker (celtic fields, se oldtidsagre), formentlig til transport af gødning ud på markerne og tørv hjem til husenes arner.

En anden hjulform udvikledes til de hestetrukne metalbeslåede pragtvogne med fire hjul i den såkaldte Hallstatt-kultur i Central- og Østeuropa, formentlig under påvirkning af skytiske og kinesiske hjulformer med mange eger, varmebøjede og ofte sammensatte fælge og beslåede nav. De blev yderligere forædlet af kelterne (som det kendes fra la Tène) i de befæstede byer (oppidae), og fra det nuværende Bøhmen kom formentlig omkring 50 f.v.t. de håndværkere, der har udviklet og produceret pragtvogne af Dejbjerg-type, der næsten kun kendes fra Danmark.

Indtil videre er der fundet rester af i alt 6 pragtvogne af denne type i Danmark, men vognene mistede betydning omkring 200 e.v.t. og blev henlagt bl.a. i Dejbjerg Præstegårdsmose. Omtrent samtidig hermed ses arbejdsvogne af grønt og tørt træ træ uden beslag med høje egehjul med delte fælge af Tranbær-type, der er inspireret af både Dejbjerg-vognene og romerske landbrugsvogne fra provinserne. De var ligesom Dejbjerg-vognene trukket af heste med et rygåg og introducerer faktisk landbrugets stive arbejdsvogn, der blev produceret af bønderne selv – senere af deres hjulmagere – frem til efter 2. Verdenskrig.

I løbet af yngre jernalder fik egehjulene smalle og høje fælge, der ofte blev slidt kraftigt ned, og tøndeformede nav, der kunne styrkes med tøndebånd af vidjer.

Yngre jernalders hjultype videreudvikles i vikingetiden, hvilket ses på hjulene fra Osebergfundet i Norge, der formentlig er inspireret af jyske former. Vikingetidens forskellige vogntyper var udstyret med samme hjul-former, der ligesom de øvrige hjul fra dansk jernalder med pindeformede eger (undtagen Dejbjerg-typen), var samlet vandret, formentlig på en en skjoldformet plade.

I løbet af ældre middelalder fik hjulene bredere fælge og cigarformede eger, givetvis under hanseatisk indflydelse. Det betyder, at hjulene skal samles lodret på en hjulstok som følge af en professionalisering af hjul- og vognfremstillingen i byerne og på herregårdene, hvor man nu fremstillede hjul af lagret tørt træ – mod tidligere af vådt nyfældet træ. Sidstnævnte teknologi fortsatte dog på landet langt op i renæssancen, og der var fortsat spor af denne våde teknologi hos landets hjulmagere, der fremstillede stivvogne uden tegning frem til efter 2. Verdenskrig – i modsætning til byernes karetmagere, der byggede vogne af tørt og lagret træ efter tegninger.

I løbet af 1500-tallet indførtes jernskinner på rejsevognenes hjulfælge, fordi adelvejene var blevet hårdere, og de fik senere paraplyform (styrt), så de brede vogne kunne køre på veje med smalt spor. Bøndernes stivvogne var uden jernbeslag frem til midten af 1800-tallet, hvorefter de fik varme jernskinner sømmet på fælgenes slidbane (skinnegang) og senere varme massive jernringe omkring fælge og nav. Samtidig fik navene indvendige smedede bøsninger af jern og senere støbte smørebørsninger og såkaldte patentbøsninger.

Omkring 1900 fik de finere rejsevogne belægning af massivt gummi på fælgendes jernringe for at reducere støjen på byernes gader. Under 1. verdenskrig blev der udviklet særlige hestetrukne militærvogne med hjul med stålnav, som kunne repareres i felten med en skruenøgle. De har inspireret hjul både til landbrugsredskaber og tidlige automobiler (med luftgummihjul). De blev også anvendt af Værnemagten under 2. verdenskrig.