Hjernerystelse, commotio cerebri, forbigående, lettere forstyrrelse af hjernens funktion, der opstår i tilslutning til et stød eller slag mod hovedet (kranietraume). Der kan optræde bevidstløshed og hukommelsestab for selve kranietraumet og begivenhederne lige derefter fulgt af hovedpine, kvalme, opkastning og svimmelhed. Symptomerne svinder som regel i løbet af få dage, hvis man holder sig i ro, indtil tilstanden bedres. Kun undtagelsesvis får patienter med hjernerystelse desuden en hjernehindeblødning med risiko for tiltagende bevidstløshed i timerne efter traumet; derfor bør sovende patienter vækkes, for at man kan kontrollere bevidsthedsniveauet, og berusede patienter bør observeres i mindst 12 timer. Hjernerystelsens symptomer skyldes formentlig forbigående stræklæsioner af nervecellernes korte udløbere (dendritter) og lange udløbere (axoner). Hjernerystelse og hjernekvæstelse er forskellige grader af begrebet diffus hjernelæsion; symptomerne danner en glidende overgang. Patienterne vurderes med forskellige former for kliniske skalaer for at kunne opfange komplikationer i tide, fx hjernehindeblødning. Lidt over 10% af patienter med hjernerystelse kan få mere langvarige følger (postkommotionelt syndrom). I Danmark indlægges hvert år ca. 12.000 personer pga. hjernerystelse (2004).
Forstå aktuelle begivenheder

Valg i Grønland 2025
Den 11. marts 2025 afholdes der valg til Grønlands parlament, Inatsisartut. Formanden for Naalakkersuisut, Grønlands regering, udpeges af Inatsisartut efter valget.

NATO
NATO er en forsvarsorganisation baseret på Den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten). Forkortelsen står for North Atlantic Treaty Organization.

Mellemøsten i krig
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.