Hjelm 1923
Hjelm 1923 var den danske hærs første stålhjelm. Den blev indført fra midten af 1920'erne. Nationalmuseet. Museumsnummer e 5525.
Hjelm 1923
Af .
Licens: Nationalmuseet

En hjelm er en hovedbeklædning, der beskytter bæreren mod slag eller våbenvirkning.

Hjelme har været kendt siden antikken og i de fleste kulturer. De har været fremstillet af læder, kobber, bronze, jernlegeringer, glasfiber og Kevlar®; dvs. af materialer, som på fremstillingstidspunktet ydede bæreren størst mulig beskyttelse med lavest mulig vægt. Hjelme har været prydet af dekorationer fra høje kamme til fjer, der ud over at tjene dekorative formål angav bærerens rang eller identitet.

I Europa blev der i tidlig middelalder udviklet to hjelmformer, en åben til fodfolket og en lukket til det pansrede rytteri, den såkaldte tøndehjelm. Med ildvåbnenes udvikling blev hjelmens betydning for både fodfolk og rytteri mindre, men den kunne dog stadig yde en vis beskyttelse mod sabelhug. Under 1. Verdenskrig blev mange soldater dræbt eller såret af læsioner i hovedet, hvilket var forårsaget af artilleribeskydning. Som følge heraf blev der udviklet en hjelm af stål, som skulle yde bedst mulig beskyttelse mod sådanne læsioner.

Den militære hjelm blev videreudviklet til civile beskyttelseshjelme af stål eller glasfiber. De anvendes i dag i trafikken og på mange arbejdspladser.

Læs mere på Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig