hitliste

Grundlaget for musikhitlister er oftest ugentlige salgstal, der er indsamlet fra forretninger og streamingtjenester inden for klart definerede, geografiske områder (typisk nationalstater), og inden for mere eller mindre klart definerede musikgenrer.

Nært beslægtet med de ugentlige hitlister er lister over ”de bedste” numre, album eller musikere. Sådanne lister er baseret på afstemninger og dermed smagsdomme frem for salgstal. Det kan være årets bedste produkter baseret på afstemninger blandt kritikere, branchefolk eller forbrugere. Flere ældre rockmagasiner bringer ind imellem lister over alle tiders bedste singler, album, guitarister osv. Sådanne lister fungerer både som underholdning og som en stadig debat om kanon.

Musikhitlisterne bidrager grundlæggende til den moderne populærmusiks kulturelle betydning. De fremhæver musikken som konkurrence og som hurtigt omsættelige varer. De danner en målestok for succes og indirekte for musikalsk kvalitet, idet de ofte forstås som et udtryk for forbrugernes smag, der grundlæggende er god, hvis tilstrækkelig mange andre har den samme.

Hitlistetankegangen er også vigtig i opfattelsen af andre samfundsmæssige områder som uddannelse og sundhed, hvor enkle rangeringer af skoler eller læger ses som klare udtryk for deres kvalitet. Fjernere beslægtet er tendensen til principielt at gøre alle kulturelle produkter sammenlignelige ved at rangordne dem med et antal stjerner, hjerter eller andre symboler. Alt sammen for at rådgive publikum i deres forbrug af kultur.

Man kan spore musikhitlister tilbage til 1800-tallet i USA, hvor nodeforlæggere publicerede lister over deres bedst sælgende sange i reklameøjemed. Billboard (1894-), der er det ældste, stadigt eksisterende magasin i den nordamerikanske underholdholdningsindustri, er et godt eksempel på den videre udvikling. Det begyndte som et månedsblad for reklamebranchen og siden også underholdningsbranchen. Først efter anden verdenskrig blev Billboard musikindustriens ledende informationsmagasin.

Hitlisterne blev langsomt udviklet i 1930’erne, og under 2. Verdenskrig nåede Billboard frem til den grundlæggende opdeling af markedet, som stadig er gældende i dag, i genrene pop, rhythm ’n’ blues og country. I 1955 blev poplisten transformeret til Hot 100, en samlet liste over de mest populære singler i USA baseret på pladesalgstal og radioafspilninger.

Det var ikke svært at påvirke de tidlige hitlister, fordi det blev oplyst, hvilke forretninger salgstallene stammede fra. Og når gode hitlisteplaceringer var god reklame, var det oplagt at prøve at påvirke dem. Men efterhånden som reklameeffekten blev klarere og klarere, blev det samtidig mere og mere ønskværdigt at forhindre påvirkninger, fordi hitlister også var en vare, der skulle sælges – og deres troværdighed er en af deres helt centrale værdier.

I 1950’erne blev det almindeligt at give radio-dj's gaver for at spille bestemte numre. Det var faktisk ikke ulovligt, men alligevel blev mange dj's fyret, og resten blev grundigt kontrolleret. Forestillingen om, at hitlister og programindhold afspejlede lytterens og køberens smag, skulle opretholdes.

Så sent som i 1970’erne blev Billboards nationale lister til på baggrund af kun 80 forhandlere og 125 radiostationer. Til gengæld voksede antallet af lister ganske voldsomt, efterhånden som der kom flere genrer og medier til. Først i 1991 gik Billboard over til at bruge Soundscan, hvor alle køb registreret på kasseapparaterne i et stort antal forretninger blev elektronisk registreret. Det havde en voldsom effekt på hitlisternes sammensætning, idet mere eller mindre marginaliserede genrer som country og heavy metal umiddelbart efter overgangen til det ny system blev mærkbart bedre repræsenteret på listerne.

Billboard eksisterer stadig, og i mange lande har de lokale IFPI-afdelinger (International Federation of the Phonographic Industry) påtaget sig at stå for de nationale hitlister. Efterhånden som musikstreamingmarkedet blev normaliseret i løbet af 2010’erne blev de også opfattet som tilsyneladende objektive målestokke for, hvad lytterne hørte. Antallet af streams blev en ny målestok og gav anledning til hitlister i det nye medium, og specielt streamingtal fra Spotify bliver anført som en vigtig indikator for popularitet.

Siden 2016 har Spotify som en del af sin marketing publiceret Spotify Wrapped, en liste over de numre, hver enkelt kunde har hørt mest i løbet af det sidste år. De personlige hitlister baseret på personlige data er blevet voldsomt populære, ikke mindst fordi de er som skabt til at blive delt på sociale medier.

I løbet af 1950’erne kunne man så småt begynde at finde hitlister i Danmark, både i trykte og æterbårne medier. DR var tidligt ude med Ti på toppen, der løb fra 1950 til 1952. Piratradioen Radio Mercur (1958-1962) tog tråden op og bragte ugentlige top ti-lister sponsoreret af Toms Chokoladefabrik. DR svarede sent igen med Jørn Hjortings Ti vi ka’ li’ fra 1962 og Jørgen Mylius Top 20 fra 1963. Mylius blev indbegrebet af DR's salgsbaserede hitlisteprogrammer i 1960’erne. I 1968 vendte Jørn Hjorting tilbage med en ny liste, Dansktoppen. Siden kom separate single og lp-lister til.

De forskellige hitlisteudsendelser var utrolig populære, men de blev alle lukket i 1977 på grund af det til tider uigennemsigtige samspil med musikindustrien, som listerne var fremragende reklamesøjler for.

Lokalradioerne, der kom til i 1980’erne, benyttede hitlisteformatet, og i konkurrencens navn oprettede DR flere nye hitlisteprogrammer. De mange samtidige hitlister gjorde, at de mistede en del af deres status som sandsigere om, hvad der var populært. Den situation har varet ved, og i dag kan man finde hitlister mange steder.

IFPI står for det, de selv kalder ”de officielle danske hitlister”, hvor man på hitlisten.nu kan finde salgstal for album, enkeltnumre, kompilationer, radioafspilninger og vinylalbum. Disse lister er mere henvendt til branchen, mens Spotifys opgørelser lader til at betyde mere i den brede offentlighed og for de enkelte streamingkunder.

• popmusik

• hitlisten.nu