asiatisk vildhest

Hestene tilhører hestefamilien (Equidae), der også omfatter æslerne og zebraerne. Alle arter i familien tilhører samme slægt, Equus. Æslerne og zebraerne er tættere beslægtet med hinanden end med hestene. Hestefamilien er en af tre familier i ordenen uparrettåede hovdyr (Perissodactyla), som er hovdyr med et ulige antal tæer på fødderne; de to andre er næsehorn og tapirer.

De nulevende og recente hestes nærmere slægtskab har været genstand for megen diskussion igennem årene, hvilket bl.a. er kommet til udtryk i varierende videnskabelige navne.

I mange hovedreferencer betragtes den asiatiske vildhest eller przewalskihest som en underart af vildhesten (Equus ferus) og giver den underartsnavnet Equus ferus przewalskii. Vildhesten var i forhistorisk tid vidt udbredt i Eurasien, heriblandt i Danmark. Andre anser dog asiatisk vildhest som en selvstændig art, Equus przewalskii. Navnet przewalskihest refererer til den russiske oberst og opdagelsesrejsende Nikolai Przewalski, som i 1878 hjembragte et skind og et kranium af en vildhest fra en ekspedition til Xinjiang, Kina.

I de fleste nylige kilder tildeles den moderne tamhest sit eget artsnavn, Equus caballus. Visse steder omtales den dog som en underart af vildhesten, dvs. Equus ferus caballus.

Den asiatiske vildhest vejer 200-300 kg og har en skulderhøjde på 120-147 cm. Den er robust bygget og har en forholdsvis kort hals, et stort hoved, en opretstående man, en mørk rygstribe (særligt synlig i sommerpelsen) og en langhåret, ca. 100-110 cm lang hale. Pelsfarven varierer fra gulbrun til rødbrun. Mulen er sort, men ellers er snudespidsen hvid. Nogle gange har den striber på den nedre del af benene. Asiatisk vildhest har ikke pandelok som tamhesten. Den får en tyk man om vinteren, som den i modsætning til tamhesten fælder om foråret sammen med resten af vinterpelsen.

Typisk for familien har heste forlængede ben med en enkelt hov, hvilket er en tilpasning til at vandre langt og løbe hurtigt under flugt fra rovdyr i et åbent landskab. Parallelt med evolutionen af lange ben har medlemmerne af hestefamilien udviklet en lang hals og et aflangt hoved, så de kan nå ned til deres primære fødeemne, græs. Øjnene sidder højt oppe på ansigtet, hvilket gør dem i stand til at se over højt græs, mens de æder, så de kan holde øje med fjender.

Der er ikke den store forskel på størrelsen af hanner og hunner i hestefamilien; hannerne vejer typisk ca. 10 % mere end hunnerne. Til gengæld er hannerne udstyret med en hjørnetand, som sidder 2-3 cm bag fortænderne. Hjørnetænderne er effektive våben, som hannerne bruger i deres indbyrdes slåskampe.

Vildtlevende asiatiske vildheste findes i dag kun i Mongoliet og det nordlige Kina tæt på den mongolske grænse; mere specifikt i fem genudsættelsesområder, tre i Mongoliet og to i Kina.

Deres nuværende levesteder omfatter golde halvørkenstepper og højtliggende græssletter, mestendels i over 1.000 meters højde. Klimaet her kendetegnes af kolde, barske vintre med kraftige vinde og sne.

Muligvis er de tørre regioner, som den asiatiske vildhest nu findes i, ikke dens optimale levesteder, og den er måske blevet fortrængt hertil gennem årtusinder af nomadiske pastoralister, der i stigende grad har domineret Centralasiens mere frodige græsstepper.

Heste er specialiserede græssere. I modsætning til drøvtyggerne, der har mistet fortænderne i overmunden, har medlemmerne af hestefamilien kraftige fortænder både i over- og undermunden. Det gør dem i stand til at klippe græs af helt tæt på jorden. De har store, højkronede kindtænder, som er beregnet til at bearbejde groft, fiberholdigt græs.

Medlemmer af hestefamilien er kendetegnet ved at have en ret simpel mave. Hos dem foregår fermenteringen af planteføden ved hjælp af mikroorganismer i blindtarmen, der er placeret på overgangen mellem maven og tarmen.

Den asiatiske vildhest blev aldrig studeret grundigt i naturen inden dens udryddelse, så man ved reelt ikke, hvordan dens sociale struktur var. I fangenskab har man holdt den i familiegrupper (haremgrupper) med flere hopper og deres afkom samt en enkelt hingst, svarende til hvad man ser hos forvildede heste. Den sociale struktur har de asiatiske vildheste bibeholdt, efter at de er blevet genudsat i naturen i Mongoliet og Kina. De overskydende hanner danner ungkarlegrupper. Man ser nogle gange 2-4 familiegrupper slutte sig midlertidigt sammen. I kontrast til zebraer soignerer heste ofte hinanden gensidigt, især på halsen og manken, hvilket udover at fjerne utøj fra pelsen, styrker deres sociale bånd.

Der er dominanshierarkier inden for flokkene, både i haremmerne og ungkarlegrupperne. Den rang, unge hanner opnår i ungkarlegrupperne, kan have afgørende betydning for deres senere ynglesucces. Blandt hingstene afgøres omkring 85% af konfrontationer uden fysisk slåskamp, men i stedet igennem duftsignaler, vokaliseringer og stampen med en fod.

Både hanner og hunner forlader flokken, de er vokset op i, når de er 2-4 år. Når hannerne er fem år eller ældre, vil de forsøge at tilegne sig et harem. Det kan foregå ved at overtage et harem fra en anden hingst, stjæle hunner fra rivaler eller indgå i forhold med unge hunner, der har forladt flokken, de er opvokset i, for at søge efter en ny familie at slutte sig til.

Asiatiske vildheste er ikke territorielle og har overlappende leveområder. I Great Gobi B Strictly Protected Area (Mongoliet) er deres leveområder på 150-825 km². Familiehanner duftmarkerer dels ved at urinere oven på hoppernes urin, dels ved at efterlade deres hestepærer i fælles møgbunker langs vandreruter.

Heste er de mest vokaliserende medlemmer af hestefamilien. De har et stort repertoire af vokaliseringer, som de bruger i mange forskellige sociale kontekster.

Den primære naturlige fjende af asiatiske vildheste er den grå ulv, der især er farlig for føl. Når en flok opdager ulve, danner hopperne, både mødre og hunner uden føl, en forsvarsring rundt om føllene. Hvis der er mindst tre hopper til stede, har føllene en stor chance for at overleve.

Hoppernes brunst varer ca. en uge ad gangen. Bliver de ikke befrugtet i den periode, kommer de i brunst igen efter to ugers tid. Drægtigheden varer 330-350 dage.

Begge køn forlader familien, de er vokset op i ved kønsmodenhed. Hopper kommer i brunst for første gang som toårige, men yngler normalt ikke før de er tre år. Hingstene bliver kønsmodne som treårige, men parrer sig typisk ikke, før de er 5-6 år, hvor de er i stand til at dominere andre hanner nok til at have langvarige associationer med modne hopper.

Rekordlevetiden for en tamhest i naturen er 62 år.

Selvom vildhesten engang var vidt udbredt over store dele af Eurasien, som bevidnet bl.a. af hulemalerier i det sydlige Europa, så har den i historisk tid kun forekommet i Mongoliet, Kina og Tibet. Siden slutningen af 1700-tallet har alle observationer af vildheste været i et relativt lille område i Mongoliet og det nordlige Kina tæt på den mongolske grænse; her er der tale specifikt om underarten asiatisk vildhest.

Det var i denne region, at man i 1969 havde den sidste registrerede observation af den oprindelige bestand af asiatisk vildhest, nærmere bestemt i det sydvestlige Mongoliet i, hvad der i dag er Great Gobi B Strictly Protected Area. Herefter blev den erklæret for udryddet i naturen af IUCN og overlevede kun i fangenskab.

Udryddelsen skyldtes givetvis en kombination af adskillige faktorer, deriblandt konkurrence med husdyr om græsgange og drikkevand, jagt, adgang til moderne våben og en stribe særligt hårde vintre. Dertil kommer, at efterspørgslen på asiatiske vildheste i vestlige zoologiske haver og dyreparker ledte til fire indsamlingsekspeditioner fra 1897-1902. Disse ekspeditioner fokuserede på føl, da de voksne vildheste var for svære at fange.

Fra disse ekspeditioner overlevede 53 føl transporten til Europa, men kun 12 af disse ynglede. Derudover blev en enkelt hoppe indfanget i 1947, der også ynglede. Det giver et samlet tal på 13 individer, som hele den nuværende bestand er baseret på. I 1980’erne indledte man et internationalt avlssamarbejde for at bringe den asiatiske vildhest tilbage fra randen af udryddelse. I 1990’erne nåede fangenskabsbestanden op på over 1.500 individer.

Målet var at genintroducere den asiatiske vildhest i dens oprindelige udbredelsesområde, og i 1990’erne begyndte man at sende individer fra Europa til Mongoliet. I 1997 udsatte man den første familiegruppe i Great Gobi B Strictly Protected Area i udkanten af Gobiørkenen. Ikke længe derefter introducerede man også asiatiske vildheste på græsstepperne i Hustai Nationalparken i det centrale Mongoliet. I 2004 etablerede man et tredje genudsættelsessted i Mongoliet, Khomintal op ad Khar Us Nuur Nationalparken nord for Altajbjergene. Kina fulgte efter med to genudsættelsesområder i hhv. Kalamaili Nature Reserve, Xinjiang (2001) og Dunhuang Xihu National Nature Reserve, Gansu (2010). I de to kinesiske områder bliver de fleste af vildhestene dog sat under hegn og fodret om vinteren.

I 2014 estimerede man, at der var 1.988 vildtlevende asiatiske vildheste i de fem genintroduktionsområder i Mongoliet og Kina. De seneste tal publiceret i 2022 er 1.360 vilde individer foruden 900 individer i fangenskab i Europa og 120 i USA. I Great Gobi B Strictly Protected Area har bestanden oplevet tre store fald (i hhv. 2000/2001, 2009/2010 og 2022/2023) som følge af klimafænomenet dzud, der medfører tørre somre og særligt hårde vintre med dyb, kompakt sne op til en meter tyk, men på trods af det er bestanden nu stigende. IUCN's rødliste kategoriserer i dag den asiatiske vildhest som truet (EN).

• hestefamilien
• tamheste
• uparrettåede hovdyr
• hovdyr