Herpes er en samlebetegnelse for forskellige sygdomme, der er fremkaldt af herpesvirus. Der er ni herpesvirus, der smitter mennesker, og de kan bl.a. give forkølelsessår, herpesudbrud på kønsorganerne (herpes genitalis), skoldkopper og helvedesild.
Ordet herpes er græsk og betyder 'udslæt', afledt af herpein 'krybe'
Herpesvirus kaldes også Herpesviridae eller Herpetoviridae er en familie af virus, der ligner hinanden i form og struktur. Virus er 100-180 μm store, og er kappeklædte DNA-virus. Den har en kappe i form af en ydre dobbeltmembran, som omkapsler proteinkapslen (capsidet), der har form af et ikosaeder, der er bygget op af 161 kapsomere enheder. I den ydre membrankappe sidder de såkaldte virale glyko-protein spikes, som binder sig til de af vores celler, som virus inficerer.
Inde i capsidet findes virus-arvemassen i form af et lineært dobbelt-strenget DNA (dsDNA) på 109.000-241.000 baser, som indeholder gener, der koder for ca. 50 proteiner. Det er disse proteiner, overfladeglykoproteinerne og sammensætningen af virusgener i capsidet, der bestemmer hvilke celler og væv virus inficerer – og dermed hvilke bestemte sygdomme virus fremkalder.
Herpesvirus har set sådan ud i over 200 millioner år – længe før pattedyr blev splittet op i forskellige arter. Virusfamilien omfatter ca. 100 arter, som forårsager infektion hos forskellige dyr og holder sig til en bestemt vært, fx aber, svin, heste, køer eller fjerkræ. Ved infektion formerer virus sig i værtscellens kerne.
Ordenen af Herpesvirales fra dyr og mennesker er delt i tre virusfamilier:
Biologiske karakteristika ved disse mange herpesvirus er, at infektionerne er livslange persisterende og latente (populært kaldet "sovende"), men virus kan reaktiveres ved bestemte påvirkninger, fx sollys, stress etc. Ved reaktivering ødelægges de inficerede celler, som virus replikerer sig i, og deres virusgener og proteiner kan kontrollere vores immunitet imod dem. Sammensætningen af gener bestemmer hvilke arter de forskellige virus kan inficere og dermed hvilken sygdom, der opstår.
Ved smitte med herpesvirus, som oftest sker i barnealderen fordi disse virus er meget smitsomme og for det meste er uden alvorlig sygdom, har alle herpesvirus evnen til at persistere altså forblive sovende (latente) i forskellige af vores celletyper resten af livet. Herfra kan disse virus reaktiveres fra tid til anden bestemt af ydre omstændigheder, og ved svækkelse af immunsystemet at forårsage celledød og sygdom.
Indenfor Herpesviridae familien er der ni herpesvirus, der inficerer og kan give sygdom hos mennesker, og disse kaldes human herpes-virus, hvilket forkortes HHV.
Formelt tilføjes desuden et af de tre bogstaver for Alfa, Beta eller Gamma (fra den ældre subfamilieinddeling). Den nyeste formelle navngivning (nomenklatur) for de ni humanpathogene herpesvirus er således Human Herpes Virus, som forkortes HuHV, med et A, B eller G efterfulgt af et nummer, fx HuAHV-2, men de kendes heldigvis stadig også under de almindelig brugte navne som
Før kendskabet til herpesvirusernes DNA sekvenser og proteinsekvenser opdelte man dem i tre underfamilier kaldet alfa-, beta- og gamma-herpesvirus baseret udelukkende på deres biologiske karakteristika, og interessant nok holder opdelingen også efter de moderne genetiske og formelle karakteriseringer og er derfor stadig inkluderet i nomenklaturen:
Herpes simplexvirus type 1 er en af de to herpes simplexvirus (HSV). Disse deles op i type 1 (HuAHV-1 eller HSV-1) og type 2 (HuAHV-2 eller HSV-2).
Herpes simplexvirus (HSV) er store virus med et langt dobbeltstrenget DNA-genom på mindst 152 kilobaser. Herpes simplexvirus fremkalder udbrud af små væskefyldte blærer på huden eller slimhinderne, der flyder sammen og danner overfladiske sår, der kaldes forkølelsessår. De to typer HSV har forskellige overfladeantigener, inficerer forskellige anatomiske steder og giver dannelse af forskellige antistoffer. Immunitet mod type 1 beskytter således ikke mod type 2 og omvendt. Herpesudbrud kan behandles effektivt med lægemidler, fx acyklovir, men behandlingen er kun virksom mod det aktuelle udbrud. Det vil sige, at virusset forsvinder ikke fra kroppen men forbliver latente, idet antiviral medicin kun hæmmer den aktive virusreplikation, mens medicinen tages. Til gengæld er medicinen relativ ugiftig, men dyr, og nogle skal have livslang behandling.
Herpes simplex virus type 1 angriber næsten alle mennesker som børn, oftest i 6 til 18-måneders alderen. Der optræder ofte ingen tydelig sygdom ved smitte, men nogle får dog udbrud af blærer i munden, på læberne eller på øjets hornhinde. Mellem 50-70 % af alle voksne er kronisk smittede med HSV type 1. Smittede vil bære virus i nerveknuder (ganglier) i hoved-halsregionen resten af livet.
Forkølelsessår opstår, når sovende (latente) virus reaktiveres og vandrer i nervefibrene ud til huden, hvor de danner virusfyldte blærer, vævsskade og sår. Reaktivering af virusset sker, når ligevægten i den latente infektion mellem virus og immunsystem forstyrres. Forstyrrelsen er ofte ifm. tilfældige foranledninger, men især ved midlertidig immunsvækkelse, fx ved solskoldning, afkøling, menstruation, stress og ved forkølelse (deraf navnet forkølelsessår). Nogle har hyppige udbrud, typisk på det samme sted som foregående gang, og hyppig eller livslang behandling kan blive nødvendig.
Herpes simplexvirus type 2 er mindre udbredt end HSV-1. Omkring 20 % af alle voksne er kronisk inficeret med HSV-2. Udbruddene minder meget om HSV-1 men er ofte lokaliserede til kønsorganernes hud og slimhinder (herpes genitalis), og smitteoverførslen sker oftest seksuelt i voksenalderen. Af og til kan børn, der fødes, mens moren har herpes genitalis, blive smittede under fødslen, da der ikke altid er symptomer fra moren. Udskillelsen af smittefarlige HHV-2 på genitalias silmhinde er periodevis (intermitterende) og er ikke altid ledsaget af de typiske symptomer, hvilket gør det vanskeligt at vurdere en risiko for at føde vaginalt, hvor barnet kan smittes, frem for ved kejsersnit (sectio), hvor barnet ikke smittes. I visse situationer gives herpesmedicin til den fødende.
HSV-2 udvikler sig til en kronisk latent infektion i de nerveknuder (ganglier), der svarer til det ramte hudområde. Sygdommen viser sig som udbrud af smertefulde små blærer, der tørrer ind efter 1–3 uger. Mange har gentagne udbrud, ofte flere gange i året. Udbruddene kan være meget plagsomme på grund af smerterne, og desuden problematiske fordi sygdommen overføres seksuelt. Ofte aftager tendensen til udbrud med tiden.
HHV-3 er en varicella zoster virus (VZV), som er en almindelig udbredt art af herpesvirus, særligt hos børn. HHV-3 er en alfa-herpesvirus, som kan behandles med acyklovir og forebygges med en zostervaccine.
Dette virus giver skoldkopper i barnealderen med væskefyldte blærer i huden. Virusset kaldes derfor også ofte skoldkoppervirus. Virus ligger latent i kroppen efter infektion, og kan i voksenlivet give helvedesild, hvis immunsystemet er svækket, og virus reaktiveres. Det er altså samme virus, der kan give skoldkoppesygdom i barnealderen og helvedesild senere i livet.
I nogle tilfælde præsenterer en reaktivering af varicella zoster virus senere i livet sig som en hjernebetændelse, der kaldes VZV hjernebetændelse. Denne kan være alvorlig, evt. dødelig og kræver medicinsk behandling med acyklovir i store doser. Det er eventuelt nødvendigt med en vedligeholdelsesdosis af medicinen resten af livet, fx hjernebetændelsen forekommer mere end en gang.
Epstein-Barr virus (EBV) er en almindelig og vidt udbredt virus. 80-90 % af voksne er kronisk smittede og bærer virus resten af livet. EBV smitter ved tæt kontakt med virusholdige vævsvæsker, fx i børneinstitutioner og ved kys. EBV inficerer og bor i B-lymfocytter i blodet. Inkubationstiden er typisk 4-7 uger. Der findes ingen specifik behandling eller vacciner mod EBV.
EBV giver kyssesyge (mononukleose), som er en virushalsbetændelse, der giver feber, grødet stemme, hævede mandler med gule pletvise bakteriebelægninger.
EBV kan desuden give sygdommen Burkits lymfom. Det er en lymfekræftform, som findes i Østafrika, men virus kan også danne kræft i næse-svælg andre steder i verden.
HHV-5 får inficerede celler i blodet til at svulme op med en mørk plet i, og kaldes også ugleøjneceller. Denne herpesvirus kaldes Cytomegalovirus, og kan give sygdom forskellige steder i kroppen.
Cytomegalovirus er en virus, der får de celler i blodet, som CMV inficerer, til at svulme op til store, lyse celler med en mørk plet i. Det kan ligne en pupil i øjet på en ugle, og de kaldes derfor ugleøjneceller. Ugleøjneceller blev tidligere brugt til at stille diagnosen CMV-infektion på mikroskopi af en blodprøve. Nu stilles diagnosen ved en genteknologisk test (PCR) for CMV på blod, spyt, snot, savl, urin, sæd, brystmælk, som også er de vævsvæsker, der smitter.
De fleste smittes i barnealderen. CMV bæres i blodceller resten af livet, og 80-90 % af smittede er kronisk CMV-smittede resten af livet. Som med de øvrige herpesvirus opstår sygdom, når der er en ubalance mellem virus og immunsystemet.
Symptomer ved sygdom efter CMV-smitte er forskellige og afhænger af personens alder. Der kan opleves sygdom fra alle organsystemer, fx leverbetændelse. Et ufødte barn kan smittes af moren gennem moderkagen, især ved akut infektion af moren, og i sjældne tilfælde kan CMV give medfødte nerveskader som mikrocefali, hjerneskader, blindhed og døvhed.
Der findes ingen vaccine mod CMV, men infektion kan behandles med lægemidler med ganciclovir, som er beslægtet med acyklovir.
HHV-6A, HHV-6B, HHV-7 og HHV-8 er herpesvirus, der kan give forskellige sygdomme.
HHV-6 opdeles i HHV-6A og -6B, som kan give forskellige meget smitsomme sygdomme fx Roseola infantum, også kaldet exanthema subidum eller tredagesfeber, som er meget almindelig med 3 dages feber efterfulgt af et blegt, rødt udslæt og rammer så godt som alle børn (6 måneder til 3 år), eller virus-mellemørebetændelse med feber og hjernebetændelse, som dog er sjældent.
HHV-7 kan, lige som HHV-6, give sygdommen Roseola infantum.
HHV-8 er ikke forbundet med nogen akut sygdom, men kan give kronisk Kaposi sarcoma kræft i huden og aids-relateret non-Hodgkin lymfom, som er en kræftform i lungehinde, hjertehinden eller mave- og tarmslimhinden.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.