herme

Herme er hos oldtidens grækere en ofte ganske primitivt udformet pæl af træ, efterhånden også af sten, som øverst havde et skægget mandshoved, på midten en fallos og sommetider to groft tilhugne armstumper. I Athen var de ondtafværgende hermer opstillet ved vejkryds og foran mange huse, og det opfattedes som en alvorlig gudsbespottelse, da nogle ballademagere, heriblandt antagelig Alkibiades, under en natlig fest i 415 f.v.t. knuste mange af hermerne.

Med den hellenistiske og romerske portrætkunst blev det almindeligt at placere buster på glatte sokler ("hermer"), en skik, som har holdt sig op til nutiden. Da portrætterne af digtere og filosoffer var opstillet i biblioteker, blev der også fremstillet dobbelthermer, to ansigter med fælles baghoved, fx af Hesiod og Vergil, en græker og en romer, der begge har skrevet digte om landbrug.

I arkitekturen har man siden renæssancen benyttet pilastre, der øverst er udformet som både mandlige og kvindelige buster eller halvfigurer. I Danmark finder man ofte denne type hermer på 1500- og 1600-tallets prædikestole og altertavler, udformet som allegoriske personifikationer af forskellige dyder; se også atlant.