havene omkring Grønland

Havområderne omkring Grønland har gennemgået store svingninger i både temperatur og saltholdighed, og begge dele forventes også at ændre sig i fremtiden. Fra 1920 til 1930 steg havtemperaturen langs Vestgrønland med 1,5 °C, og den holdt sig på det høje niveau frem til 1960’erne. I perioden 1970 til 1990 faldt temperaturen, men steg herefter igen og toppede i 2016. Siden er havtemperaturen faldet, men med den nuværende klimafremskrivning forventes det, at overfladetemperaturen i havene omkring Grønland frem til år 2100 vil stige med gennemsnitligt 0,3 °C pr. årti. Det vil betyde, at store områder til den tid vil være isfrie om sommeren.

Isen omkring Grønland har i de seneste 40 år også undergået store forandringer, idet mængden af åbent vand er øget dramatisk. I Baffin Bugt er arealet af havis faldet med 4% pr. årti, og arealet udgør i dag kun en tredjedel af arealet i 1979. I Grønlandshavet er tilbagegangen på 9% pr. årti.

Livet i Grønland, og udforskningen og udnyttelsen af Grønland, har altid været tæt knyttet til havet med dets levende ressourcer, transportmuligheder og isfyldte begrænsninger. Fangst af havpattedyr og især hvalfangst har drevet flere folkeslag over isen fra Canada, og kommercielle hvalfangere fra Europa er sejlet til Grønland. I dag er det de fiskerimæssige ressourcer, som er afgørende for samfundet, mens indtægter fra andre ressourcer i havet, fx olie og gas, endnu ikke har fået nogen betydning.

Grønland ligger også ved porten til Nordvestpassagen, som i århundreder har været forsøgt kortlagt af uheldsramte opdagelsesrejsende. Med et mindsket islæg i Nordcanada kan Nordvestpassagen i fremtiden få ny betydning som transportvej mellem Atlanten og Stillehavet.

Mellem det nordlige Canada og Grønland ligger Baffin Bugt, som er et stort (690.000 km²) og op til 2.000 m dybt bassin, der om vinteren er dækket af is, og om sommeren er isfrit. Den østlige del af Baffin Bugt er lavvandet med en vanddybde på mindre end 200 m. En kontinentalsokkel, som gennemskæres af dybe kanaler, forbinder det dybe vand uden for kontinentalsoklen med fjordene og gletsjerne langs kysten.

Mod syd mødes Baffin Bugt med Davisstrædet, som strækker sig med en 300-600 m dyb tærskel fra Grønland til Canada og udgør forbindelsen til det nordlige Atlanterhav. I den sydlige del af Davisstrædet er havdybderne større end 2.000 m. Den østlige del af Davisstrædet har, i modsætning til Baffin Bugt, en ret smal kontinentalsokkel (mindre end 50 km).

De smalle og relativt lave stræder i Nordcanada udgør den primære tilførsel af koldt polarvand til Baffin Bugt. På østsiden langs Grønlands vestkyst transporterer Den Vestgrønlandske Strøm varmt og salt vand af atlantisk oprindelse nordpå.

Ud for Sydøstgrønland ligger der et dybt (ca. 2.000 m) bassin, som forsynes med koldt vand fra Den Østgrønlandske Strøm og med varmt vand fra en sidegren af Den Nordatlantiske Strøm. Området, som kaldes Irmingerhavet, er vigtigt for dannelsen af Irmingerstrømmen, der bringer varmt vand op langs Vestgrønland og dermed holder havet isfrit om vinteren og stimulerer en rig marin produktion.

I den nordlige del af Irmingerhavet ligger Danmark Stræde, hvor koldt og tungt polarvand synker ned under det lette vand fra Den Nordatlantiske Strøm.

Nord for Grønland ligger Lincoln Hav. Det er det meste af året dækket med flerårig havis og sender koldt polarvand ned igennem Nares Stræde til Baffin Bugt. Vand fra Stillehavet, som strømmer langs Nordcanada, mødes med atlantisk vand i Lincoln Hav, hvorfra det opblandede vand passerer ned gennem Nares Stræde. Grønlandshavet på ca. 1,2 mio km² ud for den nordlige del af Østgrønland støder op til Norskehavet og Danmark Stræde og udgør, via Fram Strædet, forbindelsen mellem Polbassinet og Atlanterhavet. Den vestlige del er domineret af den kolde Østgrønlandske Strøm, som bevæger sig sydover på den grønlandske sokkel. Ved Uummannarsuaq (Kap Farvel) bøjer strømmen af mod nord og fortsætter i aftagende styrke op til Qeqertarsuup Tunua (Disko Bugt). Mod øst bevæger en sidegren af Golfstrømmen sig nordpå med varmt atlantisk vand, som afkøles i Grønlandshavet og synker mod bunden.

Grønlandshavet er et af de vigtigste steder, hvor nedsynkningen af det varme vand fra Golfstrømmen finder sted. Denne proces har afgørende betydning for cirkulationen i oceanerne. Med en fremtidig stigning i overfladetemperaturen i Grønlandshavet menes denne varmeudveksling, og dermed pumpen bag Golfstrømmen, at kunne blive påvirket.

Den sydvestlige del af Qeqertarsuup Tunua har en 700 m dyb rende, som forsyner bugten med varmt vand fra Den Vestgrønlandske Strøm. Bugten er normalt isdækket fra januar til april, men åbent vand året rundt er blevet mere almindeligt de sidste årtier.

Gletsjeren Sermeq Kujalleq i den østlige del af Qeqertarsuup Tunua er den største leverandør af isfjelde i Grønland. Den bringer næringsstoffer fra land ud i havet, og afsmeltningen af det lette ferskvand skaber turbulens. Planteplanktonet udnytter næringsstofferne, som sammen med lyset sætter gang i fødekæden.

• Grønlands fjorde
• Grønlands natur og landskab
• havets ressourcer – Grønland
• ferske vande i Grønland
• vindsystemerne i Grønland