harer - Læs om arter, evolution og levevis

Harer og kaniner er en familie af pattedyr, der sammen med pikaer (familien Ochotonidae) udgør ordenen Lagomorpha (de støttetandede). De adskiller sig fra gnaverne, som de ellers ligner meget, ved at have et par ekstra fortænder lige bag de store fortænder i overkæben. Karakteristisk for harer og kaniner er, at de har længere bagben end forben, og at ørerne er store og lange. Vægten varierer fra 400 g til 6,5 kg.

Faktaboks

Også kendt som: Leporidae (familie)

Familien er vidt udbredt i Afrika, Eurasien og Nord- og Sydamerika. Der kendes 11 slægter med i alt 66 nulevende arter. Heraf er 32 arter harer (alle i slægten Lepus), mens resten betegnes kaniner. I Danmark findes to repræsentanter for familien: eurasisk hare (Lepus europaeus) og vildkanin (Oryctolagus cuniculus).

Tilpasning

Harer og kaniner er tilpasset et liv som planteædere og flugtdyr. Allerede for 40 millioner år siden afveg familien i udseende fra de marsvinelignende pikaer. Baglemmerne er særligt udviklet til hurtig flugt, som sker i en hoppende bevægelse, en slags galop. Nogle af de større arter kan nå hastigheder på op til 80 km/t, og de kan holde en hastighed på 50 km/t over længere strækninger. Ørerne kan drejes i alle retninger, så harer og kaniner hurtigt kan afgøre, fra hvilken retning en fjende kommer. Øjnene er store, udstående og placeret højt på siden af hovedet, så hele horisonten og det meste af himlen kan overskues på én gang. Endvidere har harer og kaniner et godt nattesyn, og de fleste arter er mest aktive i skumringen og om natten.

Ernæring

Harer og kaniner lever først og fremmest af saftige græsser og urter, men tager også nye skud af træer og buske samt frugt, kornkerner og frø. Som hos gnavere er harernes og kaninernes tandsæt særligt udviklet til at afbide og formale planteføde, og tænderne vedbliver at vokse livet igennem.

Harer og kaniner har en meget stor blindtarm, hvori føden fermenteres. Herved dannes fedtsyrer, proteiner og vitaminer, som ikke findes i planterne, men som er nødvendige for dyrene. For at kunne optage disse næringsstoffer må harerne og kaninerne tømme blindtarmen og æde denne afføring, som tages direkte fra endetarmsåbningen. Det kaldes koprofagi, og harer og kaniner betegnes som pseudodrøvtyggere.

Forskelle mellem harer og kaniner

Harerne adskiller sig fra kaninerne, ved at de som regel har længere bagben og ører, samt at kraniets mellemisseben går i ét med issebenet. Harerne er langdistanceløbere med et forholdsvis stort og kraftigt hjerte. Deres muskulatur består fortrinsvis af lange fibre, hvilket forklarer kødets karakteristiske mørke farve. Kaninerne har derimod korte muskelfibre, lyst kød og er kun i stand til at udføre korte, hurtige spurter. I levevis er harerne og kaninerne forskellige ved, at harer lever mere eller mindre enkeltvis, mens kaniner ofte danner kolonier med mange individer sammen. Til forskel fra harerne graver kaninerne skjulesteder i jorden, hvor de kan gemme sig for fjender.

Forplantning

Harer og kaniner får forholdsvis mange unger, og de fleste arter får flere kuld om året. Harer føder deres unger, killinger, direkte på jorden, mens kaninerne laver en rede, der er foret med græs og uld og oftest gravet ned i jorden. Harernes killinger fødes med fuldtudviklet pels og åbne øjne, og de kan i løbet af få timer bevæge sig omkring på egen hånd. Kaninernes unger er derimod nøgne og har tillukkede øjne ved fødslen. De bliver i reden, til de er fuldtudviklede, 20-21 dage gamle. Harer føder (sætter) 1-8 kuld killinger om året. Harearter, der lever i de koldeste egne, får de færreste og største kuld, hvilket er en tilpasning til planternes korte vækstperiode. Eksempelvis får den arktiske hare (Lepus arcticus) kun ét kuld med 5-8 killinger om året, mens nordlig afrikansk krathare (Lepus victoriae) får 5-6 kuld om året, om end den i alt kun får otte killinger i løbet af en sæson.

I Danmark får den eurasiske hare 6-12 killinger fordelt på 3-4 kuld i perioden fra begyndelsen af februar til slutningen af september. Første og fjerde kuld er mindre end andet og tredje. Kaninerne får generelt dobbelt så mange unger som harerne, og kuldstørrelsen ligger på tre til ti unger afhængigt af årstiden. I tempererede områder yngler vildkaninen i 8-9 måneder om året og i de subtropiske egne stort set hele året rundt.

Fjender

Mange arter af familien er vigtige fødeemner for forskellige rovdyr. Også mennesket efterstræber dem, og det er populært at drive jagt på en række forskellige arter. Den eurasiske hare er af den grund udsat bl.a. i Syd- og Nordamerika samt i Australien og New Zealand. Den er det pattedyr, der skydes flest af i Danmark. Vildkaninen har i mange lande været af stor betydning som føde for mennesker, og den er ligeledes udsat mange steder verden over. Tamkaniner stammer fra vildkaninen.

Evolution

Ordenen Lagomorpha, hvis nærmeste slægtninge menes at være gnaverne, kan ligesom disse via fossiler spores tilbage til Paleocæn (ca. 60 millioner år før nu) i Asien. De udviklede sig til en evolutionært set ret ensartet gruppe, som bl.a. er karakteriseret ved seks øvre og fem nedre kindtænder i hver side. Traditionelt inddeles den kun i to familier.

Familien harer og kaniner (Leporidae) omfatter en snes uddøde slægter og kendes fossilt tilbage fra Sen Eocæn (ca. 40 millioner år før nu) i Nordamerika, fra Tidlig Oligocæn (ca. 35 millioner år før nu) i Europa og fra Pliocæn (ca. 4 millioner år før nu) i Afrika. Til Sydamerika nåede de første kaniner først frem i Pleistocæn (for måske 1 million år siden).

Familien pikaer (Ochotonidae) omfatter ligeledes en snes uddøde slægter. De var generelt lidt senere undervejs end kaninerne og harerne, men kendes dog fra Afrika fra Tidlig Miocæn (ca. 20 millioner år før nu).