Hæmolyse kan påvises ved at måle mængden af en række stoffer i blodet. Almindelige undersøgelser er blodprøver med måling af laktatdehydrogenase (LDH), retikulocytter, haptoglobin og bilirubin.
LDH er et intracellulært enzym, der frigives, når celler går til grunde. Koncentrationen af LDH i blodet vil derfor stige ved hæmolyse. Retikulocytter er røde blodlegemer i et tidligt udviklingsstadium. Når knoglemarven mangedobler produktionen for at kompensere for tabet af røde blodlegemer, fører det til en stigning af disse umodne røde celler, der træder over i blodbanen. Haptoglobin er et protein, der binder frit hæmoglobin. Ikke målbart haptoglobin er et tegn på, at der foreligger frit hæmoglobin og hæmolyse. Bilirubin er et nedbrydningsprodukt, der stiger i blodet, når hæm fra hæmoglobin nedbrydes.
Hvis disse prøver viser, at der foreligger hæmolyse, udføres direkte antiglobulintest (DAT), også kaldet Coombs test, for at afgøre, om hæmolysen skyldes autoimmune mekanismer eller ej. Der kan også foretages måling af frit hæmoglobin i serum og/eller urin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.