hår (frisure)

Hulemalerier viser stenalderjægere med opsat og måske flettet hår, og små statuetter af kvinder fra samme periode viser ligeledes opsatte frisurer af snoet eller flettet hår. Assyriske krigere bar store krøllede og pudrede skæg, og håret, der var kort fortil og langt i nakken, blev holdt på plads med pandebånd. Oldtidens egyptere lod i stedet alt hoved- og kropshår rage af og bar kunstfærdige parykker. Olier og duftende pomader gav parykhåret glans og holdt samtidig utøjet borte. Kamme, hårnåle, pincetter og rageknive kendes i Danmark fra de samtidige bronzealdergrave. I de bevarede egekister, for eksempel fra Egtved, Skrydstrup og Dragshøj, ses såvel glatbarberede og kortklippede mænd som kvinder med kort eller langt og kunstfærdigt opsat hår. Fra bronzealderens gravhøje kendes en betydelig mængde hårnet fremstillet i sprang, som kvinder tilsyneladende har båret om deres komplicerede frisurer.

I Grækenland bar begge køn ca. 700-500 f.v.t. langt hår, der ofte var samlet med et bånd. Fra midten af 500-tallet f.v.t. ses eksempler på mænd med kort hår, især atleter og sørgende; det blev almindeligt i 400-tallet f.v.t., også til sørgende kvinder og slavinder. I øvrigt bar kvinder opsat hår. Romerske mænd fremstilles altid korthårede, og i romersk kejsertid fulgte hår og skæg kejsernes, mens kvindemoden fulgte dels de kejserlige kvinders frisurer, dels de græske. Parykker, særlig blonde, vandt frem hos de velhavende, og af- og indfarvning af håret blev udbredt.

I samme periode viser fund af moselig i danske moser og grave, at man også her kendte til forskellige former for opsatte og flettede kvindefrisurer. Desuden har man i moser fundet en del lange, afklippede fletninger, der givetvis er nedkastet i mosen som ofring. Om disse tilhørte mænd eller kvinder er uklart, men handlingen illustrerer hårets rituelle betydning i oldtidens Danmark.

Vikingerne bar fuldskæg og forholdsvis kort hår, mens kvinderne havde deres lange hår bundet i knude og hængende ned derfra. I middelalderen satte de håret op med bånd, net og forskellige hovedtøjer i form af lin, huer og tørklæder. Håret var forholdsvis kort, og i 1000-tallet barberede man endda håret op i nakken. Igen i 1400-tallet barberede man såvel nakke som pande og fik dermed en lille "kasserolle"-frisure.

Mens jomfruer havde langt, løst eller måske oftere flettet hår, var gifte kvinders hår med kristendommen efterhånden tabu og måtte ikke vises for fremmede. Tildækning af håret kendes dog i Europa længe inden kristendommens ankomst, blandt andet de nævnte hårnet fra danske bronzealdergrave. Middelalderens kombinationer af huer og tørklæder blev derfor med små ændringer bevaret blandt almuen som anstændige gifte kvinders påklædning langt op i 1800-tallet. De højere stænder derimod udviklede og fulgte moden såvel i påklædning som i hår og skæg. Velplejet, langt hår og skæg var i middelalderen et statussymbol, der adskilte adlen fra samfundets øvrige grupper, og det var for eksempel ved at fjerne håret (tonsur), at man indtrådte i den gejstlige stand.

I 1600-tallet havde mændene atter langt hår, ofte med en pisk eller hængekrølle ned over den ene skulder. Gifte kvinder kunne igen vise hår i opsatte frisurer med løse sidekrøller og en knude øverst på issen. I århundredets slutning forsvandt skæggene, og de lange mandsfrisurer blev erstattet af store allongeparykker; kunstig hårpragt af forskellig form og størrelse blev karakteristisk for begge køn i det meste af 1700-tallet. Kvindernes hår blev omkring år 1700 toppet op på hovedet sammen med hovedtøjet fontange. I løbet af 1700-tallet blev kvindefrisurerne stadig mere kunstfærdige og var suppleret med løst hår og parykker. Både mænd og kvinder pudrede såvel det naturlige hår som parykkerne.

Den Franske Revolution var også i hår- og skægmoder en tilbagevenden til det naturlige; håret skulle falde frit omkring ansigtet på både mænd og kvinder efter græsk forbillede. I løbet af 1800-tallet blev kvindefrisurerne igen stablet op på hovedet med nåle og bånd, og efterhånden skulle håret krølles med jern eller suppleres med løse lokker og krøller. Håret var kort bortset fra ca. 1840, da mænd bar halvlangt hår i bløde krøller, og der forblev kort indtil 1960’erne.

Det mandlige pagehår blev gradvis længere igennem 1970'erne med variationer som det stort krusede, opbørstede afrohår eller de snoede dreadlocks, men fra midten af 1980'erne har mænd kunnet bære såvel helt kort som langt hår, sidstnævnte oftest arrangeret i en hestehale.

Den største omvæltning i kvinders hårmode kom efter 1. Verdenskrig, da det kortklippede garçonne-hår vandt frem. Frisuren var kort, glat og praktisk, men snart skulle håret igen "bobbes", nu med den revolutionerende permanent i stedet for brændende krøllejern. Trods langhårsperioder i 1930-40'erne og 1960-70'erne er det praktiske korte hår ikke siden forsvundet fra kvindernes hårmode. Ligesom i tøjmoden er der i dag mange muligheder, men den gode klipning er det centrale.

Hår er også blevet opfattet som erotisk, hvilket særligt gælder for kvinders lange hår. Det hænger givetvis sammen med de opstillede moralsk betingede regler for, hvor og hvornår håret måtte vises, der kendes fra mange forskellige kulturer. Når en ung pige blev kønsmoden eller indgik ægteskab, blev hendes hår tildækket eller opsat i bestemte frisurer for at signalere overgangen fra ét livstadie til et andet. Kvinders utroskab eller førægteskabeligt seksualliv er ofte blevet straffet med afskæring af håret. Denne form for straf er regelmæssigt blevet genoptaget i selvtægt over for for eksempel kvinder, der under krige har haft samliv med fjenden; dette skete blandt andet i Danmark med "feltmadrasserne" efter Besættelsen. Sådan afstrafning viser, at håret er tæt forbundet med ens ære og køn, og hvordan man frarøvede kvinder begge dele ved at barbere deres hår af.

Tilhørsforhold til forskellige religiøse retninger har også været, og er stadig, en vigtig baggrund for forskellige frisurer: Bibelens Samson tilhørte en religiøs gruppe, der ikke måtte lade sig klippe. Visse ortodokse jøder bærer lange slangekrøller ved ørerne til en ellers kortklippet frisure. Indvielse til bod, askese og pilgrimsfærd for en periode eller til munk, profet, hellig person for livet kan medføre enten krav om ikke at lade sig klippe (som hos sikher for livet og muslimer på pilgrimsfærd til Mekka) eller om netop at lade sig klippe eller kronrage (som katolske munkes tonsur og buddhistiske munkes totalbarbering; se kronragning).

• skæg
• hår