De vigtigste skriftlige kilder til middelaldersproget på Gotland er lovteksten Gotlandsloven og fortællingen Guta saga fra 1200-tallet. Begge tekster er bevaret i et håndskrift fra omkring 1350 på originalsproget samt i oversættelse til tysk i et håndskrift fra 1400-tallet. Derudover findes der ca. 350 gutniske runeindskrifter, heriblandt indskriften på en importeret døbefont fra 1100-tallet i Aakirkeby.
Oldgutnisk adskiller sig fra samtidens østnordisk, dvs. svensk og dansk, ved bl.a. at have bevaret tre urnordiske diftonger, fx stain 'sten', laus 'løs', hoyra 'høre', oftest også kort u-lyd, fx gutniskr 'gotlandsk', stukkr 'stok', þula 'tåle'. Diftongen iu er blevet en triftong, fx hiaul 'hjul', biauþa 'byde', jævnfør svensk bjuda, og flere vokaler er indsnævret: mela 'mæle', kni 'knæ', sykia 'søge' osv.
I bøjning, syntaks og ordforråd afviger gutnisk kun lidt fra fællesnordisk: Eksempelvis har substantiver af typen kuna 'kvinde' genitiv singularis kunur, ikke kunu; til maskulinum hann 'han' svarer femininum han 'hun'. Ud over vikingetidens kristelige låneord: kirkia, munkr, skripta 'skrifte' mfl. forekommer enkelte nedertyske som rauferi 'røver'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.