gulsot hos nyfødte

Til at vurdere sværhedsgraden af gulsoten anvendes et instrument, der kan måle koncentrationen af bilirubin i huden, eller der tages en blodprøve. I de fleste tilfælde går gulsoten over af sig selv, og kontrol af koncentrationen af bilirubin ophører, når målingerne viser, at gulsoten er aftagende.

I behandlingen af gulsot kan der anvendes lysbehandling. I lysbehandlingen af nyfødte anvendes smalspektret blåt lys, fordi fotoner med netop den bølgelængde/energi kan nå og omlejre de bilirubinmolekyler, der ligger yderst i huden, så de bliver udskilt med urinen. Normalt er lysbehandling kun nødvendigt i nogle dage, men præmature børn kan have brug for lysbehandling i længere tid, fordi deres lever er mere umoden. I Danmark bruger alle hospitaler en national vejledning for, hvilke grænser for koncentrationen af bilirubin, der er nødvendige, før et barn skal have lysbehandling. I de fleste tilfælde kan lysbehandling kan ske på barselsgangen, og der arbejdes med, at behandlingen kan ske hjemme efter udskrivelse fra hospitalet.

Lysbehandlingen af nyfødte har rødder tilbage til 1958, hvor en sygeplejerske opdagede, at de børn, der lå nærmest vinduerne på hospitalet, fik mindre gulsot.

Det er den historisk vigtigste årsag til gulsot hos nyfødte og den farligste. Rhesus-blodtypesystemet blev først opdaget efter en beskrivelse i 1939 af et nyfødt barn, der var død med gulsot, alvorlig blodmangel og alt for meget væske i kroppen. Det som nu kaldes rhesussygdom.

Mennesket har ikke naturligt forekommende rhesus-antistoffer. Men under graviditet passerer røde blodceller fra fosteret til moderens kredsløb. Hvis fosteret er Rh-positiv og moderen Rh-negativ, vil blodcellerne opfattes som fremmede, så moderen danner antistoffer mod fosterets røde blodceller. Disse antistoffer passerer moderkagen til fostret. De røde blodceller hos fosteret vil da ødelægges. Det er nedbrydningen af røde blodceller og frit hæmoglobin i plasma, som fører til overproduktion af bilirubin. Før fødslen udskilles bilirubinen let gennem moderkagen, men i timerne efter fødslen får barnet hurtigt gulsot, hvor lysbehandling kan blive utilstrækkelig.

De sygeste børn behandles derfor med såkaldt udskiftningstransfusion. Den procedure blev beskrevet første gang i 1946 og var et gennembrud i neonatologien. Gennem et kateter i en navlevene trækkes en lille portion blod ud og den erstattes med donorblod, som er foreneligt med både moderens og barnets blodtyper. Det gentages mange gange. Det fjerner både antistoffer og bilirubin. På samme tid behandles den blodmangel, som børnene også har.

I andre tilfælde kan en alvorlig, tidlig gulsot hos nyfødte ses efter uforenelighed i ABO-systemet eller andre blodtypesystemer.

Næsten alle alvorlige sygdomme hos nyfødte påvirker også leveren og giver derfor også risiko for gulsot. Dertil kommer en lang række af specielle sygdomme, der på forskellig vis påvirker bilirubinstofskiftet. Hvis barnet ikke har andre symptomer end gulsot anbefales det ikke at foretage andre undersøgelser. En særlig situation er, når gulsoten varer over to uger. Så det undersøges om der er tale om gulsot med bilirubin, som er konjungeret. Det vil sige, at leveren har gjort sin del, men der kan være en afløbshindring for galden. Disse sjældne tilfælde skal opereres så hurtigt som muligt for at undgå en sekundær skade på leveren.