gækkebrev

Hvis modtageren ikke er i stand til at gætte, hvem brevet er fra, er han eller hun dennes gæk, dvs. nar, medmindre afsenderen kompenseres med en lille gave, som regel i form af et påskeæg. I 1800-tallet var der formodentlig tale om kogte og til tider dekorerede hønseæg, der var en kærkommen luksus efter en lang vinterperiode, hvorunder hønsene ikke lagde æg. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at kunne købe først sukker- og siden chokoladeæg, som efterhånden kom til at udgøre præmien i gækkebrevslegen.

Gækkebrevet kendes kun i Danmark, hvor det var blandt flere andre gækkelege, som var med til at markere forårets komme. I det danske bondesamfund var man indtil slutningen af 1800-tallet meget afhængigt af vejrforholdene, og de første spæde tegn på forårets komme var et glædeligt tegn på, at man nu var på vej mod lysere tider.

Den historiske forløber for gækkebrevet er det tyske bindebrev, som vi kender fra 1600-tallets Danmark, hvor de først vandt indpas blandt adelen og senere bredte sig til den øvrige befolkning. De ældst bevarede gækkebreve er fra slutningen af 1700-tallet.

Skikken at gøre en til gæk alene med årets første blomst er ældre end gækkebrevet. Ifølge Peder Syv i 1668 sagde man til den gækkede: Sommergæk, Vinternar! Daaren er altid saa! Målet var at snyde en bekendt ved at lokke dem til at røre en vintergæk. Det kunne fx foregå ved, at man gemte blomsten i næven, før man gav hånd til sine venner. Man kunne også skjule vintergækken i en kuvert, som modtageren nysgerrigt og uforvarende ville stikke fingrene i.

Kombinationen af den tørrede vintergæk og det udklippede gækkebrev opstod i begyndelsen af 1800-tallet, som var en en tid, hvor der var en stor folkelig interesse for at samle og presse blomster.

Vintergækken har altså en central placering i flere af forårets forskellige gækkelege. Det skyldes formentlig, at den i sig selv er en form for narreblomst, idet den lille løgplante kan blomstre på trods af frost og dermed foranlediger os til at tro, at vinteren er endegyldigt ovre. Vintergækken, der allerede kan springe ud i begyndelsen af februar, kaldtes af samme grund undertiden også for sommergæk.

I 1800-tallet udsendte den københavnske forlægger Julius Strandberg adskillige trykte samlinger med gækkevers for voksne, hvilket medvirkede til at udbrede gækkebrevstraditionen blandt voksne og unge i de største danske byer. I 1900- og 2000-tallet er det imidlertid især børn, der sender gækkebreve ved påsketid.

• aprilsnar
• bindebrev
• påske
• påskeæg