frelse

I oldtidens græske religionsformer forud for kristendommens indtog opstod tanken om frelse forstået som udfrielse fra et kredsløb af genfødsler (på græsk metempsykhosis, dvs. reinkarnation).

Guden Dionysos (også kaldet Bakkhos og identificeret med den frygiske Sabazios) blev i den forbindelse dyrket som forløser (lysios). Mest udbredt fandt dette sted i den orfiske mysteriekult.

Platon taler tilsvarende om en frigørelse fra nye genfødsler gennem filosofisk indsigt.

I de hinduiske religioner bliver frelse brugt om moksha, der består i den indsigtsfulde frigørelse fra Samsara, genfødslernes kredsløb.

I hinayana-buddhismen er frelse en tilstand opnået i dette liv. Dette er muligt for en munk af højeste værdighed, arhat. I kraft af sin indsigt i eksistensens gåder kan denne arhat også indgå i nirvana efter døden uden at blive genfødt. I mahayana-buddhismen forstås frelse som en tilstand i sukhavati, lykkelandet, hos Amitabha Buddha.

I kristendommen står frelse for befrielsen fra syndens og dødens herredømme ved Jesu død og opstandelse. Som indviet til Guds rige ved dåben har den troende del i frelsen allerede i dette liv, men vil først erfare den fuldt og helt ved dommedag.

I islam er frelse en lykketilstand i paradisets have (jannah), hvor de, der har levet i overensstemmelse med Koranens forskrifter, tilbringer efterlivet.

• reinkarnation
• nirvana
• syndsforladelse
• moksha
• frelsesreligion