fornuft

Fornuft, kan dels betegne et metafysisk princip, dels en evne til begrebsmæssig tænkning og til at opnå objektiv erkendelse, herunder også erkendelse af etiske værdier.

Som metafysisk princip, "verdensfornuft", optræder fornuften i den tidlige græske filosofi, hvor logos og nous kan betegne den kosmiske eller ordnende lov. Fx talte Heraklit om logos, den evige verdenslov, og hos Xenofanes, Anaxagoras og Aristoteles betegner nous det guddommelige princip bag verdensordenen.

Stoikerne opfattede det enkelte menneskes fornuft som en manifestation af verdensfornuften, og i middelalderen var "tingens fornuft" en betegnelse for en tings væsen, som den har i medfør af verdensordenen. Hos Hegel optræder fornuften som den historiske udviklings drivende princip, der fuldkommengør den menneskelige erkendelse og dermed frisætter mennesket.

Platon og Aristoteles talte også om fornuften som menneskets evne til erkendelse af sandheden, dvs. som en kilde til erkendelse. I middelalderen blev fornuften populært sagt betragtet på linje med åbenbaringen, og der udspandt sig en omfattende diskussion om forholdet imellem fornuft og tro som kilder til erkendelse.

I 1600-tallets rationalistiske tænkning (René Descartes, Baruch Spinoza, Leibniz) er fornuften evnen til at erkende verden ud fra egne resurser. Fornuften opfattes således som konstruktiv, hvorimod John Locke og 1700-tallets oplysningsfilosofi betragtede den som et redskab til kritisk tænkning. I begge tilfælde er fornuften menneskets væsenskendetegn, hvorimod dyrene af fx Chr. Wolff tilskrives en fornuftlignende evne (analogon rationis).

Hos Immanuel Kant betegner fornuft en evne til at ræsonnere (teoretisk fornuft) og en evne til at handle ud fra pligtens bud (praktisk fornuft); samtidig er den en tendens hos mennesket (ren fornuft) til at søge at vide den menneskelige erkendelse ud over rammerne for mulig erfaring (fx til en oversanselig virkelighed), hvilket ifølge Kant munder ud i selvmodsigelser.

I den vestlige filosofis historie blev fornuften frem til midten af 1700-tallet opfattet som en evne til objektiv og almen erkendelse, der står i modsætning til følelser og vanetænkning.

Denne nedvurdering af følelserne blev afvist af Rousseau. Siden kritiserede bl.a. Nietzsche og Freud den opfattelse, at mennesket besidder en autonom fornuft, en kritik, som store dele af 1900-tallets tænkning har tilsluttet sig; Horkheimer, Adorno og Habermas taler fx om en instrumental fornuft, dvs. menneskets tendens til at opfatte Verden og Naturen udelukkende som genstand for menneskelige manipulationer. Se også sund fornuft.