fonem

Et fonem er en sproglyd med distinktiv, dvs. betydningsadskillende funktion. Alle sprog har et begrænset (i praksis tocifret) antal fonemer, der findes vha. minimale ordpar eller ordserier, dvs. ord, der kun har én lydlig forskel, som fx fil og bil eller fil og føl (bydeform af verbet at føle). Det finder man frem til ved brug af den såkaldte kommutationsprøve, hvor en sproglyd ombyttes med en anden. Hvis denne ombytning ændrer ordets betydning, er der tale om forskellige fonemer. Fx viser ordene skylde, skylle, skulle, at /y, ø, u/ er forskellige fonemer i dansk. Fonemskrift angives i skråklammer / /, mens den mere detaljerede lydskrift står i skarpe parenteser [ ].

Man kan have forskellige kriterier for hvordan fonemer fastlægges i en analyse, afhængigt af hvilken teori for fonologi man arbejder med. Uanset teori er der dog enighed om det grundlæggende princip beskrevet ovenfor, at en lyd skal være betydningsadskillende for at kunne være et fonem. Det er også vigtigt at være opmærksom på at fonemerne kan være fordelt forskelligt i ordstoffet på tværs af dialekter. Fx udtales ordet midt i nogle dele af landet med et /e/, altså [med̥], mens man andre steder udtaler det med et /i/, altså [mid̥]. Alle danske dialekter har fonemerne /i/ og /e/, så forskellen drejer sig alene om hvilket fonem man bruger i bestemte ord. I nogle dialekter er den fonologiske form altså /med/, mens den i andre er /mid/.

Alfabetskrift bygger på fonemprincippet, hvor hvert bogstav svarer til et af sprogets fonemer, og hvor der kun noteres lydforskelle, der er betydningsadskillende. I fx dansk er der dog mange afvigelser fra dette princip: Ordene vejr, vær, værd, hver udtales alle [væʌ̯^ʔ], mens lyst står for tre ord med forskellig udtale alt efter ordets betydning: 'ikke mørkt' [lysd̥], 'kastet lys på' [lyˀsd̥] eller 'glæde' [løsd̥]. Nogle sprog har bedre overensstemmelse mellem bogstav og fonem end dansk, fx tysk og spansk.