folkevandringstiden

Romernes naboer langs den lange grænse langs Rhinen og Donau fra Den engelske kanal til Sortehavet kendes kun fra græsk-romerske kilder og arkæologien. Vi har ikke beretninger fra disse overvejende germanske folk, og Jordanes og Paulus Diakonens historier er skrevet meget senere og skabt i en romersk litterær kontekst.

De arkæologiske fund nord for grænsen kan ikke fortælle os noget om, hvilket folk eller hvilken gruppe der boede et bestemt sted, men man kan konstatere, at samfundene bliver rigere, og at der opstår et stærk elitekultur med store huse og en mængde luksusvarer. Den langvarige kontakt, samhandel og brug af germanske lejetropper har sandsynligvis formet denne udvikling, og det er muligvis baggrunden for, at man i hvert fald lokalt kunne udfordre romerne og invadere riget.

Fra slutningen af 100-tallet begynder en periode med hyppige angreb på Romerriget og i 200-tallet tog de til og faldt sammen med borgerkrigene i Romerriget. Skønt angrebene var alvorlige og forårsagede tab af mange ressourcer og liv, er det sigende, at kejserne prioriterede grænsen mod perserne i øst. Man har sandsynligvis haft tillid til, at grænseegnene kunne genopbygges og germanerne straffes, og at angrebene ikke ville resultere i varig skade på riget – og slet ikke at romerne mod deres vilje skulle afstå territorium. Diokletian forsøgte at stabilisere grænserne ved at omorganisere hær og regering, men hans 4-kejser-model kollapsede med Konstantin 1.'s sejr i borgerkrigene i starten af 300-tallet.

Da goterne invaderede Romerriget, var det ikke som et erobrerfolk. De var tværtimod blevet besejret af hunnerne og fordrevet fra deres hjemegne nord og nordøst for Donau. Man ved ikke, hvorfor hunnerne angreb, og man kender således ikke de dybereliggende årsager til, at folkevandringerne begyndte. Goterne søgte sikkerhed i riget, men de fandt den ikke. Det kom derfor til et skæbnesvangert slag ved Adrianopel den 9. august 378, hvor goterne besejrede den romerske hær og kejser Valens blev dræbt.

Goterne havde med denne sejr nok besejret én romersk hær, men ikke dem alle. De kunne således ikke bosætte sig og dyrke jorden uden en romersk anerkendelse, hvilket betød, at de ikke var i stand til at brødføde sig selv. Deres situation var dermed yderst vanskelig. Romerne forstod at udnytte sulten som forhandlingspartner, men omvendt kunne germanerne også i desperation foretage plyndringer, der var med til at ødelægge den romerske infrastruktur. Det fundamentale problem i perioden var, at folkevandringsstammerne udgjorde en trussel mod Romerriget, men manglede den afgørende styrke til en endegyldig sejr, ligesom romerne heller ikke var i stand til at fordrive dem. Konsekvensen var, at parterne måtte nå frem til en gensidig forståelse, der både kunne sikre Romerriget og give germanerne mulighed for at overleve. Det er i dette spændingsfelt, at periodens historie skal forstås.

I den magtkamp skulle romerne komme med udspillet, eftersom landet var deres. I første halvdel af 400-tallet lykkedes det som oftest for dem at knytte enkelte folkevandringsstammer eller dele af dem til sig gennem en overenskomst, foedus, og i kraft af denne kunne de anvende dem som soldater i den romerske hær til at bekæmpe andre, mere genstridige stammer. Som modydelse måtte romerne give penge og forsyninger og undertiden også land, som germanerne kunne bo på og dyrke. Når en krise dermed var overvundet, forsøgte romerne imidlertid som oftest at begrænse de fordele, som deres allierede havde opnået gennem deres foedus; dette holdningsskift førte med usvigelig sikkerhed til nye spændinger, der igen måtte overvindes med evt. nye alliancer.

Bag disse holdningsskift lå tillige indre politiske magtkampe mellem rigets ledende mænd, der så en fordel i at anvende folkevandringsstammerne for egen vindings skyld. Magtkampene kunne fortsætte uden afgørende konsekvenser, så længe den indre struktur var forholdsvis intakt, det vil sige så længe produktionen af landbrugsvarer med mere blev opretholdt, central- og lokaladministrationen fungerede, skatterne blev opkrævet og en nogenlunde stærk hær var til rådighed. Når den indre struktur gik i opløsning et eller andet sted, hvilket især skete vestpå, fik det alvorlige konsekvenser for det romerske herredømme, idet folkevandringsstammerne da løsgjorde sig fra Rom og dannede deres egne riger, som de gennem krige søgte at udvide.

Der er således ikke tale om, at folkevandringsstammerne invaderede Romerriget og erobrede dele af det. Den første fase var netop karakteriseret ved et uafklaret magtforhold mellem romere og germanere. Goternes historie i de 40 år efter Slaget ved Adrianopel i 378 handler bl.a. om, hvordan de under ledelse af forskellige hærførere vandrede på Balkan, i Illyricum, i Italien, i Gallien og i Spanien for at finde land, der var egnet til at slå sig varigt ned på.

Den mest succesrige af disse hærførere var Alarik 1., der på én gang nåede en af de højeste poster i det romerske militær, magister militum, og kæmpede mod romerne, når de svigtede deres forpligtelser over for ham og hans folk. Således erobrede han i 410 byen Rom, hvor ingen fjende havde været siden galleren Brennus, dvs. omtrent 800 år tidligere. Denne begivenhed blev af samtiden opfattet som skæbnesvanger, fordi byen og imperiet var så nært knyttet sammen i romernes tankeverden, at byens fald meget vel kunne forveksles med imperiets fald. I virkeligheden var der intet ændret i goternes situation, og de måtte vandre videre, indtil de i 418 endelig fandt et blivende sted i Aquitanien i det vestlige Gallien. Det skete vel at mærke ikke efter en erobring, men derimod på romersk initiativ og efter romersk lovgivning. Desværre ved man ikke, om de fik en del af jorden eller en del af skatteindtægterne, men baggrunden var utvivlsomt, at goterne fra da af blev betragtet som en del af det romerske forsvar i det turbulente område. De var dog farlige og upålidelige allierede, og på længere sigt skulle dispositionen vise sig at blive katastrofal; goterne var imidlertid nødvendige, fordi andre og mere uregerlige folk var dukket op i Gallien og Spanien.

Nytårsnat 406/407 var en konføderation af alanere (et iransk folk), svebere og vandaler gået over Rhinen, og hærgende var de draget gennem Gallien til Spanien, hvor de forsøgte at finde et blivende sted. Samtidig slog burgunderne sig ned omkring Worms. Den romerske hær i Britannien gjorde oprør og drog til Gallien for aldrig mere at vende tilbage til øen, som dermed var gået tabt for imperiet og således lå åben for en angelsaksisk invasion senere i århundredet.

Kilderne nævner i disse år også bagaudernes hærgen i Gallien. Det var i den situation, at den romerske ledelse havde brug for goterne, som bl.a. blev anvendt mod vandalerne i Spanien. Denne politik lykkedes til dels, indtil også vandalerne blev inddraget i de indrepolitiske magtkampe i Romerriget.

I 429 drog Geiserik, der var konge over vandalerne og alanerne, til det romerske Africa (i Nordafrika), hvor lederen af et oprør havde søgt hans hjælp. Oprøret blev hurtigt slået ned, men vandalerne blev i stand til at bemægtige sig regionen, idet de endte med i 439 at erobre Karthago. I 442 måtte romerne anerkende Vandalerriget som den første suveræne folkevandringsstat.

De øvrige folkevandringsstammer fortsatte imidlertid med at leve i et mere eller mindre afklaret statsretligt forhold til Romerriget. Deres konger kunne være højtstående romerske officerer, samtidig med at de eller dele af deres folk førte småkrige mod romerne. Det mest frygtindgydende folk var utvivlsomt hunnerne og deres konge Attila, der i 440'erne hærgede Balkan og tvang romerne til at betale store årlige tributter i guld. Da han i 451 forsøgte sig i Gallien, blev han dog stoppet i Slaget ved De Katalauniske Marker af en af periodens mest fremtrædende vestromere, Aëtius. Det var lykkedes for Aëtius at skabe en alliance af romere og folkevandringsstammer med goterne som et væsentligt element. Da Attila et par år senere døde, gjorde de undertvungne stammer i Donauområdet sig selvstændige i Slaget ved Nedao i 454, og hunnerhorden opløstes.

Da nu en mægtig fjende var forsvundet, blussede de indre romerske stridigheder igen op, og de førte på kort sigt til, at Aëtius blev myrdet, og at vandalerne igen blev inddraget i den romerske politik. Denne gang blev konsekvensen, at Rom blev erobret og plyndret i 455. På længere sigt blev stridighederne udnyttet af goterkongen Euric til en løsrivelse fra riget og til i 475 at få sine landområder anerkendt som suveræn stat. Samtidig foretog han en systematisk erobring af Spanien.

Fra 476 var germaneren Odoaker den egentlige hersker i Italien. Den del af goterfolket, der i begyndelsen af folkevandringstiden var blevet tilbage i områderne nord for Donau, havde været underlagt hunnernes myndighed. Nu var de blevet frie, og under ledelse af Theoderik den Store erobrede de Italien fra Odoaker i begyndelsen af 490'erne, formentlig i forståelse med den østromerske kejsermagt. De skabte i samarbejde med den romerske befolkning et rige, der blev en af tidens stærkeste statsdannelser bl.a. gennem et vidtforgrenet net af alliancer med de andre germanske riger. Den romerske kultur oplevede endnu en blomstringstid, og her blev sagnene om goternes oprindelse og historie for første gang nedfældet på skrift af romeren Cassiodorus. Hans Goterhistorie er gået tabt, men den kendes i en forkortet udgave, der er skrevet af Jordanes.

På kejser Justinian 1.s tid (527-565) opstod den tanke, at den vestlige del af Romerriget var gået tabt, da Odoaker i 476 havde afsat den vestromerske kejser og sendt de kejserlige værdighedstegn til den østromerske kejser og anerkendt ham som sit overhoved. Denne handling var ikke dengang blevet betragtet som skelsættende, men nu kunne den bruges af Justinian i hans propaganda for at genvinde de tabte områder i vest. Det førte til en række mere eller mindre fremgangsrige krige, der i sidste instans medførte, at Vandalerriget i Africa blev erobret i 534, og goterne i Italien blev undertvunget 540/554, samt at dele af Spanien blev erobret fra de derværende gotere. Romerne var dog ikke i stand til at fastholde områderne, idet longobarderne allerede i 568 invaderede Italien. Kun Ravenna-eksarkatet, der var en smal stribe land i Mellemitalien fra Ravenna til Rom, samt Sicilien og det sydligste Italien forblev under deres styre. De sidste besiddelser i Spanien blev generobret af goterne ca. 625. Africa gik først tabt, da kalifatet ekspanderede, og Karthago faldt i 698.

Den statsdannelse, der skulle få den varigste betydning for den europæiske historie, blev imidlertid skabt af frankerne, som ikke havde deltaget i de vandringer, der har givet perioden sit navn. Frankerne var en fællesbetegnelse for en række folk, der formentlig havde boet ved Nedre Rhin igennem århundreder.

I 300- og 400-tallet begynder de at optræde i de samtidige kilder, og med Chlodovech 1. (481/482-511) fik de en konge, der ikke alene formåede at samle alle de frankiske stammer under sig, men også var i stand til at udvide sit magtområde. Først eliminerede han Syagrius' rige, der var den sidste romerske besiddelse i Nordgallien. Dernæst besejrede han alemannerne, og endelig fordrev han goterne fra Gallien efter et slag ved Vouillé i 507. Kun Septimanien, der er området omkring Narbonne, blev fastholdt af den gotiske centralmagt i Spanien, indtil denne magt blev udslettet af araberne i 711. Under Chlodovechs sønner, der delte riget imellem sig, blev Burgunderriget i 534 annekteret, og Provence i 536 afstået til dem af goterne i Italien i forbindelse med krigene mod Østrom.