De tyske nazisters inddragelse af folkemusikken som led i den politiske propaganda gjorde begrebet suspekt efter 2. Verdenskrig. Da man i 1947 i UNESCO-regi dannede den verdensomspændende interesseorganisation, International Folk Music Council, blev der snart behov for en ny definition. Den lyder i uddrag i dansk oversættelse: "Folkemusikken er produkt af en musikalsk tradition, der bygger på overlevering gennem øret. De faktorer, som skaber traditionen, er: (1) En kontinuitet, som sammenknytter nutid og fortid; (2) variation, der udspringer af kreative impulser fra individ eller gruppe; (3) et samfunds udvælgelse, som er afgørende for, i hvilke former musikken overlever. (...) Det er et samfunds omformning og genskabelse af musikken, der gør den til folkemusik".
Skønt denne definition forsøger at være objektiv og verdensdækkende, rummer den nogle diskutable antagelser. Den forudsætter eksistensen af samfund med stabile levevilkår, hvor mundtlig tradition kan eksistere. Højt industrialiserede, urbaniserede samfund passer ikke ind i definitionen. Kritikken af definitionen kom især fra amerikanske socialantropologer, som ønskede at studere musikkens sociokulturelle aspekter, herunder også musikskabelse og musikudøvelse i industrisamfund. Overlevering gennem øret er vigtig for megen, også nutidig, musik, men med de audiovisuelle massemedier har denne overleveringsmåde fået et afgørende nyt aspekt. Ikke bare i den vestlige verden, men også fx hos musikere i stammesamfund i Afrika, bruges den nye teknologi som led i ikke-skriftlig musikoverlevering. Desuden blandes mundtlig og skriftlig overlevering.
De forskellige opfattelser af folkemusik lægger forskellig vægt på sociologiske, musikalsk-stilistiske og funktionelle kriterier. Romantikerne opfattede folkemusik som den traditionstro landalmues musik, og socialistisk inspirerede skribenter har defineret folket som arbejderklassen. Musikvidenskaben har påpeget nogle stiltræk, som hævdes at være karakteristiske for folkemusik: Særlige skalaer, improvisation på basis af melodiske formler, specielle instrumenter, et eget klangideal. Musiketnologer og -antropologer har studeret, hvordan musikken er bestemt af sin funktion, fx som led i riter, arbejde, berettelse eller dans. I dag er interessen mindre fokuseret på musikkens oprindelse end på den musicerende personlighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.