Flatulens er forøget dannelse og afgang af tarmluft (flatus) gennem endetarmsåbningen. Flatulens er som hovedregel ikke tegn på sygdom.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra nylatin flatulentia, af flatus 'vind', af flare 'blæse'.

Tarmluftens indhold

Tarmluften består dels af kvælstof, der dels synkes, dels via blodet stammer fra indåndingsluften, dels af brint, methan og kuldioxid, der dannes i tyktarmen ved den normale fordøjelsesproces sammen med ildelugtende luftarter, bl.a. svovlbrinter. De ildelugtende luftarter udgør mindre end 1 % af det totale luftvolumen, mens kvælstof udgør ca. 25 %. Methan dannes kun hos halvdelen af befolkningen. Sukkerarter i grøntsager, især bælgfrugter, er hovedkilde til luftdannelsen. Afhængigt af kost og tarmens bakterieflora kan den daglige luftafgang variere mellem 400 og 2000 ml.

Årsager til øget luftafgang

Øget luftdannelse i tarmen kan bevirke øget flatulens. Den hyppigste årsag er laktoseintolerans, hvor mælkesukkeret, pga. manglende spaltning, ikke optages, men passerer videre til tyktarmen, hvor det omdannes til brint af bakterierne. Andre årsager kan være indtagelse af afføringsmidlet Laktulose, der ikke optages i tyndtarmen, men fortsætter til tyktarmen og der omdannes til tarmluft. Øget dannelse ses også når tyndtarmssygdomme, fx cøliaki, resulterer i nedsat optagelse af fødens bestanddele. Endelig kan nedsat mulighed for bøvsen/ræben efter operation for reflukssygdom give anledning til øget tarmluft. De sidstnævnte tilstande vil ofte være ledsaget af luftudspiling af maven (meteorisme).

Behandling

Hvis den øget afgang af luft skyldes laktoseintolerans, så er behandlingen at undlade indtagelse af mælkesukker. Ved øget flatulens pga. tyndtarmssygdom behandles sygdommen. Der er herudover ingen behandling af flatulens.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig