finsk

Finsk er nationalsproget i Finland. Det tales af ca. 5 millioner mennesker som modersmål. Siden 1995 har finsk haft status som officielt sprog i EU. Uden for Finland tales finsk i Sverige (af ca. 201.000 mennesker) og Rusland (ca. 38.900), hovedsageligt i Karelen og Ingermanland samt af minoritetsgrupper i Norge, Canada, USA og Australien. I Danmark bor der ca. 2000 finsktalende. I 2000 fik både sverigefinsk og meänkieli, såkaldt tornedalsfinsk, dvs. finsk, som det tales i Nordsverige i grænseegnene mellem Sverige og Finland i Tornedalen langs Torne Elv, officiel status som minoritetssprog i Sverige. Tornedalsfinsk har bl.a. været anvendt af forfatteren Rosa Liksom, der stammer fra Tornedalen, i nogle af hendes monologer.

Finsk tilhører den finsk-ugriske sproggruppe, som sammen med de samojediske sprog danner den uralske sprogæt. Inden for finsk-ugrisk er finsk er et af de østersøfinske sprog og nært beslægtet med bl.a. estisk og karelsk, men med klare forskelle inden for især ordforråd og udtale. En vis forståelse over sproggrænserne er her mulig, mens der kun er enkelte ord tilfælles med det ligeledes beslægtede ungarske sprog.

Dialekter

De finske dialekter opdeles i vest- og østdialekter, der adskilles af udtalen af skriftsprogets d; lyden er således faldet bort i østdialekterne, mens den i vestdialekterne repræsenteres af forskellige lyde, fx d, l eller r. Endvidere findes der forskelle i bl.a. ordforråd og grammatik.

Ordforråd

Finsk har i modsætning til andre uralske sprog, fx ungarsk, i vidt omfang bevaret sin ordstruktur gennem 2000 år. Det har bl.a. den konsekvens, at ord, der er lånt ind i tidlig tid fra nabosprog, bevares mere intakt i finsk end i de tidligste skriftlige kilder på sprogene selv. Dette fænomen, som populært kaldes "det finske køleskab", har vist sig af uvurderlig betydning for forskernes arbejde med at afdække sproghistorien og ords oprindelse. Eksempler på meget velbevarede germanske ord i finsk er bl.a. kuningas 'konge', juusto 'ost' og juhla 'fest' fra urgermansk *kuningaz, *justa- og *j(e)uhla- 'midvinterfest' (senere 'jul' og lånt ind igen til finsk som joulu).

Finsk ordforråd er i nyere tid blevet præget af mange låneord og oversættelseslån fra svensk og i nyeste tid desuden fra engelsk; fx er team forfinsket til tiimi.

Skriftsprog

Finsk var i lang tid påvirket af svensk, og syntaks og stil var oprindelig baseret på de sydvestfinske dialekter. De første egentlig finsksprogede tekster er fra begyndelsen af 1500-tallet. I løbet af 1800-tallet begyndte østfinsk at gøre sig mere gældende i skriftsproget først og fremmest gennem udgivelsen af det finske nationalepos Kalevala i 1835.

Udtale og ortografi

Finsk har otte vokaler, som igen kan kombineres til 16 diftonger. Yderligere findes 13 konsonanter.

Finske vokaler
i	y		u
e	ö		o
ä		a

Finske konsonanter
p	t	k
	d
m	n	ŋ
	s		h
	r
v	l	j

Konsonanten d forekommer dog kun i standardsproget på grund af påvirkning fra svensk; i dialekterne finder man i stedet bl.a. ð, r eller intet. Samtlige vokaler og alle konsonanter kan være korte eller lange – undtagen h, ŋ, v, j (h, v, j er altid korte, mens ŋ, stavet ng, altid er lang). Lange lyde kan optræde hvor som helst i et ord, selv i ubetonede stavelser; lange konsonanter kan dog ikke optræde helt først eller sidst i et ord. De lange lyde dobbeltskrives, mens korte lyde skrives med et enkelt bogstav. Forskellen på korte og lange lyde er betydningsbærende, fx muta 'mudder' over for mutta 'men, hvorimod', muuta 'andet' og muuttaa 'at flytte'. Fremmedord kan indeholde andre bogstaver: b, c, f, g, q, w, x, z.

Rent finske ord kan ikke begynde med mere end én konsonant; fx er det svenske ord strand bl.a. ved bortfald af begyndelseskonsonanterne tilpasset finsk udtalestruktur, ranta.

Betoningen ligger altid på første stavelse. Finsk har systematisk lydændring i ordbøjning, såkaldt stadieveksling. Således ændres lydene k, p og t kvantitativt eller kvalitativt:

Stærkt stadium	Svagt stadium
tt, fx katto 'tag'	t, fx katolla 'på taget'
t, fx katu 'gade'	d, fx kadulla 'på gaden'
nt, fx ranta 'strand'	nn, fx rannalla 'på stranden'

Endvidere har finsk vokalharmoni, hvilket indebærer, at slutvokaler i endelser afpasses efter et ords vokaler, fx endelsen -ssa 'i': talo 'hus' og talossa 'i huset' over for kylä 'landsby' og kylässä 'i landsbyen'. Vokalharmonien kan fremstilles sådan:

Finsk vokalharmoni
A	B	C
y	i	u
ö	e	o
ä		a

Et ord kan inneholde vokaler i gruppe A+B eller i gruppe B+C. Vokaler i gruppe A og C kan ikke forekomme i det samme ord.

Grammatik

Finsk er et agglutinerende sprog med et righoldigt inventar af endelser. Ved at kombinere endelser kan man fx af ordet talo 'hus' danne en række nye ord:

Endelseskombinationer
finsk	betydning	dansk
talo-ni	hus+mit	'mit hus'
talo-ssa-ni	hus+i+mit	'i mit hus'
talo-i-ssa	hus+flere+i	'i husene'
talo-kin	hus+også	'også hus'
talo-i-ssa-ni-kin-ko	hus+flere+i+mine+også+?	'(er det) også i mine huse'

Der er tre bøjningsendelser (-i 'flertal', -ssa 'i' (inessiv) og possessivsuffikset -ni 'min') og to enklitiske tillægsendelser (-kin 'også' og -ko, der gør udtrykket spørgende).

Egentlige kasus

Hvad der på dansk udtrykkes ved hjælp af ledstilling og forholdsord, siges på finsk med efterhængte kasusendelser. Kasussystemet er meget regelmæssigt. Der er 15 egentlige kasus, hvoraf nogle i praksis dog er ret sjældne.

Der findes seks såkaldte lokalkasus, som inddeles efter, om noget befinder sig "inde i" eller "uden for", og om der er tale om stilstand, bevægelse mod eller bevægelse bort fra noget; disse kasus udtrykker relationer som 'på', 'i', 'ved', 'med', 'til', 'fra'.

Brug af lokalkasus
retning	'inde i (i) huset'	'uden for (på, ved) taget'
stilstand	talossa	katolla
bevæger sig fra	talosta	katolta
bevæger sig henimod	taloon	katolle

Adverbialkasus

Ud over de 15 egentlige kasus kommer en række mindre udbredte såkaldte adverbialkasus. Fx angiver prolativ med endelsen -tse retningen ad hvilken og/eller måden, hvorpå en strækning tilbagelægges set fra udgangspunktet; jf. meri 'hav' over for meritse 'ad søvejen' og posti 'post' over for postitse 'pr. post, med post'.

Markering af ejendomsrelation

Finsk har ingen possessive pronominer, men udtrykker sædvanligvis ejendomsforhold med genitiv af personligt pronomen fulgt af en "ejerendelse", som udtrykker, hvem der ejer, fx minun taloni 'mit hus', hvor minun er genitiv af minä 'jeg' og -ni er ejerendelse. I talesproget forkortes pronomenet ofte, og endelsen udelades: mun talo.

Finsk har desuden intet, der modsvarer verbet "have"; i stedet anvendes olla 'at være'. Ejendomsrelationen udtrykkes ved en kasus, adessiv, med betydningen 'hos', Paavolla on talo, egl. 'hos Paavo er hus', dvs. 'Paavo har et hus'. Den særlige kasus partitiv, som markerer subjekt, objekt og prædikativ, udtrykker som objektskasus bl.a. aspektforskelle, fx hän rakensi taloa 'han/hun byggede på et hus', hvor partitiven taloa markerer, at handlingen er uafsluttet, mens akkusativen talon i hän rakensi talon 'han/hun byggede et hus/huset' markerer en afsluttet handling.

Adjektiver

Adjektiver har kongruensbøjning i tal og kasus, fx iso talo 'stort hus' over for isoissa taloissa 'i de store huse'.

Verber

Også verberne opbygges ved, at endelser føjes til en stamme. Til stammen puhu 'tale' kan man fx få en række former:

Elementer i verbalbøjning
finsk	betydning
puhu-n	tale+jeg, dvs. 'jeg taler'
puhu-i-n-ko	tale+imperf.+jeg+?, dvs. 'talte jeg?'
puhu-isi-n	tale+kond.+jeg, dvs. 'jeg skulle tale'
puhu-ta-an-kin	tale+pass.+man+også, dvs. 'man taler også'
puhu-tta-isi-in-ko	tale+pass.+kond.+man+?, dvs. 'skulle man tale?'

Endelserne består af personendelsen -n 'jeg', tempusendelsen for imperfektum -i-, modusendelsen for konditionalis -isi-, passivendelsen -ta, personendelsen -an for ubestemt person 'man' samt de enklitiske tillægsendelser -kin 'også' og -ko, der gør udtrykket spørgende.

Verber bøjes i fire kategorier: aktiv/passiv, modus, tempus og person, og de kan forsynes med enklitiske tillægsendelser. Passiven udtrykker betydningen 'man' fx puhutaan 'man taler', men kan i talesprog også betyde 'vi taler' og 'lad os tale'. I aktiv har finsk fuldstændig personkongruens, og verbet forsynes med særlige personendelser, fx puhun 'jeg taler', puhut 'du taler' af puhua 'at tale'.

Tempussystemet omfatter præsens, imperfektum, perfektum og pluskvamperfektum. De to sidste er sammensatte tider og dannes med hjælpeverbet olla 'at være':

Verbernes tider
tempus	finsk	dansk
præsens	puhun	'jeg taler'
imperf.	puhuin	'jeg talte'
perfektum	olen puhunut	'jeg har talt'
plusqv. perf.	olin puhunut	'jeg havde talt'

Benægtende former udtrykkes med et personbøjet nægtelsesverbum fulgt af hovedverbet i formen negatum (stammeform i svagt stadium), fx en puhu 'jeg taler ikke' og et puhu 'du taler ikke'. Der findes fire modi:

Verbernes måder
modus	finsk	dansk
indikativ	puhut	'du taler'
imperativ	puhu	'tal!'
konditionalis	puhuisit	'du skulle tale'
potentialis	puhunet	'du kan/bør tale'

Finsk har ingen artikler, og bestemthed udtrykkes først og fremmest ved hjælp af ledstilling. Finsk har heller ingen kønsinddeling; fx betyder finsk hän både 'hun' og 'han'. Ordene inddeles ikke i nominale deklinationer eller verbale konjugationer, men finsk har som dansk to tal, ental og flertal.

Ordstilling

Finsk hører til de såkaldte SVO-sprog, dvs. sprog med ledstillingen subjekt+verbum+objekt.

Orddannelse

Kendetegnende for finsk er tillige den righoldige orddannelse ved hjælp af afledningsendelser:

Afledninger
afledn. endelse	finsk	dansk
	kirja	bog
-sto	kirja-sto	'bibliotek'
-in	kirja-in	'bogstav'
-e	kirj-e	'brev'
-itta	kirjo-itta-a	'at skrive'
-llinen, -llis-	kirja-llinen	'skriftlig'
-uus	kirja-llis-uus	'litteratur'
-ja	kirjo-itta-ja	'skribent'

Også til afledte ord kan der føjes grammatiske endelser, som infinitivendelsen -a ved kirjo-itta-a 'at skrive' eller kirja-sto-ssa 'i biblioteket'.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.