feed

Den nutidige brug stammer fra medieverdenen, hvor feed har været benyttet som intern slang, f.eks. news-feed (fordansket nyheds-feed) om den nyhedsstrøm, som redaktioner modtager fra nyhedsbureauer. Tidligere skete det via udskrift på en lang sammenhængende papirbane, hvor den ene nyhedshistorie efter den anden blev udskrevet, når nyhedsbureauet via en fast (telefon)linje til redaktionen sendte nyhedshistorier ud.

Udtrykket benyttedes også på aviserne helt tilbage i 1800-tallet om de situationer, hvor journalisten ikke skrev et egentligt manuskript, men blot sendte et stykke papir (slip of paper) til sætteriet med de vigtigste oplysninger, så der hurtigt kunne laves en nyhed til avisen umiddelbart før deadline. To feed the press kaldtes fænomenet.

I nutidens digitale verden dukker feed op i 1990'erne, hvor både enkeltpersoner, medier og andre udgivere af hjemmesider tilbød nyheder eller anden information baseret på modtagernes præferencer. Som så mange andre af nettets tilbud i den periode var der oftest tale om gratis tjenester.

Amerikanske Netscape Communications Corp lancerede protokollen (standarden) RSS (Really Simple Syndication) i 1999. RSS var en relativt simpel standard. Med RSS kunne en udgiver – det kunne være en enkelt privatperson – der ønskede at publicere nyheder eller en anden specifik informationsstrøm, enkelt og hurtigt etablere et RSS-feed. Der udvikledes også alternative standarder, fx Atom Syndication Format.

Det var en tid, hvor alle fik adgang til at være udgivere. Blot få år tidligere var udgivelse i større omfang (oplag) til et større publikum forbundet med omkostninger i millionklassen. Pludselig kunne alle være med. For værdien af en månedsløn kunne en enkelt person skaffe det nødvendige computerudstyr, indgå aftale med en udbyder om internetadgang, publicere nyheder og anden information og lade læsere fra hele verden læse med.

Der var ingen redaktører eller andre regler. Der var uhindret adgang fra tastatur til læserens øje og senere blev det suppleret med lyd og billeder. Da smartphonen blev almindelig udbredt, var alle og enhver også udstyret med videokamera og udstyr til lydoptagelse. Respekten for ophavsret var behersket, og euforien om fri og gratis information til alle bredte sig ud i alle kroge. Selv den etablerede medieverden sprang med på vognen. Information til alle fra alle (really simple syndication) blev en del af den frihedsbevægelse, som internet repræsenterede på denne tid.

Mange RSS-feeds og lignede services fokuserede på at tilbyde en personaliseret strøm af nyheder tilpasset efter brugerens interesser. Tankerne om sådanne services var genstand for mange forskeres forventninger til internettets mulighed. Så tidligt som 1960'erne diskuterede den canadiske samfundsfilosof og medieforsker Marshall McLuhan den personligt tilpassede nyhedsformidling, og den amerikanske datalog Nicholas Negroponte fostrede udtrykket The Daily Me om et nyhedsprodukt, der var tilpasset den enkelte brugers personlige ønsker og behov, og som automatisk tilpassede sig det apparat – computerskærm eller transportable udstyr (en uklar formulering, der blev benyttet før smartphonen dukkede op), som brugeren benyttede.

Negroponte udfoldede visionen i 1995 i bogen Being Digital: ”Forestil dig en fremtid, hvor din personlige nyhedsagent modtager samtlige planetens nyhedstjenester, aviser, tv og radio, udarbejder en personaliseret udgave til dig personligt og udskriver et enkelt eksemplar til dig alene”.

Strengt taget er feed et misvisende udtryk. Den web-teknologi, der benyttes i internet sammenhæng, er ikke indrettet til at holde forbindelsen åben og sende en lille bid data hver gang, der dukker noget nyt op hos den vært (udgiver), der udsender nyhederne. For at få feeds til at virke installeres en news-aggregator eller RSS-reader på modtagerens udstyr, eventuelt som en del af internet-browseren. Så kan modtagerens udstyr med faste intervaller ”banke på” hos afsenderen (udgiveren), lade denne vide, at systemet er online og klar til at modtage. Er der så noget nyt, sender værtsystemet det ud.

Der findes teknologier, som løbende kan sende data fra en web-server til brugerens udstyr. De kaldes push-teknologier. Da push-teknologi kan belaste båndbredden hos modtageren, fordi linjen konstant er belagt, benyttedes teknologien tidligere kun til særlige tjenestetyper. Stadigt mere båndbredde hos såvel virksomheder som private har ændret på dette. Mange af smartphoonens apps, som løbende giver meddelelse om noget nyt, anvender push-teknologi i korte intervaller.

Abonnement på et news-feed eller web-feed kan minde om abonnement på en nyhedstjeneste på e-mail. Der er dog nogle vigtige forskelle. Udgiveren af et web-feed (fx via RSS) kender ikke modtagernes e-mailadresser. Det er enklere at ophøre med at benytte et web-feed: Afsenderadressen slettes blot fra browseren, og udgiveren bliver ikke oplyst om ophøret. Feeds fra forskellige udgivere blandes ikke, hvorimod e-mail nyheder fra flere afsendere blandes i mailboksen. Udtrykket news-feed benyttes i nogen grad i flæng om web-feeds og e-mail-feeds.

Med fremkomsten af sociale medier som Facebook, Instagram, LinkedIn, Twitter, X, og Tik Tok blev feed funktioner integreret i disse tjenester – ikke i alle tilfælde med klassiske nyheder, men ofte med opdateringer om venner, bekendte og følgere, disses synspunkter og observationer. Tilsvarende udgør blogs (forkortelse for weblog) en form for feed, i begyndelsen som meget private og personlige blogs fra den enkelte person til en mindre kreds af modtagere senere som journalistisk værktøj.

Hvor feeds i begyndelsen var begrænset til formidling ved hjælp af tekst, har feeds i dag udviklet sig til multimedietjenester, hvor tekst, lyd og billede benyttes såvel hver for sig som i en blanding. Et typisk eksempel er reels – korte videostumper, hvor en bruger kan dele en oplevelse eller hvor en kommerciel aktør kan reklamere for et produkt.

En variant af feeds er vokset frem i journalistikken på de klassiske publicistiske mediers hjemmesider. I stedet for en sammenhængende artikel, der redegør for et forløb eller begivenhed fra start til slut, skrives en kontinuerlig reportage bestående af mindre rapporter (takes), mens begivenheden eller sagen udvikler sig. Formen er ikke i alle tilfælde skarpt afgrænset i tid, men kan strække sig over flere dage, og stofområderne kan være mange – politik, sport og retsreportage er typiske eksempler. DR benytter næsten dagligt formen på dr.dk og betegner den som liveblog.

En tilsvarende arbejdsform kendes fra nyhedsbureauer, men her med et andet formål. Nyhedsbureauerne forsyner redaktioner med stof, som skal bearbejdes og udgives i mediets publiceringsrytme. Da nyhedsbureauernes kunder ikke har en ensartet publiceringsrytme, er det nødvendigt, at nyhedsbureauerne deler nyhedsstrømmen op i takes, så hver enkelt mediekunde kan benytte den del, der er aktuel ved mediets deadline.

Et helt nyt område, hvor en feed-lignende form benyttes, er influencer markedet. Det er markedsføring af produkter, hvor udgiveren fortæller om (roser) en vare ved brug af ord, lyd og billeder, og hvor influencerens publikum (følgere) modtager strømmen af information på et socialt medie eller en anden kanal fx YouTube, hvor influenceren gør sin fortælling tilgængelig.

Influencing er så nyt, at de økonomiske relationer mellem producenten/sælgeren af en vare og influenceren ofte er uklare; fx kan betalingen ske i form af eksemplarer af varen (naturaliebetaling), uden at der foreligger et ansættelsesforhold eller en aftale om levering af en tjenesteydelse. Influencing befinder sig i et grænseland mellem journalistik og markedsføring og føjer sig dermed til rækken af nye og sparsomt regulerede fænomener på nettet.

Et feedprodukt, der satsede i den store skala i 1996, var amerikanske PointCast, som via push-teknologi formidlede et feed af erhvervs- og økonominyheder, børs- og valutakurser, børsmeddelelser som en slags pauseskærm (screensaver) hos brugerne. Der var kurver, søjler, kurser i rødt og grønt og et bånd (ticker-tape) med nyheder, der kunne få enhver skrivebords pc til at ligne en filial af fondsbørsen.

Hypen var voldsom, og nogle af de større mediekoncerner udtrykte interesse for at opkøbe tjenesten. En af de helt store bød så meget som 400 millioner dollars. PointCasts ejere troede, der var mere at hente, ventede for længe, handlen faldt til jorden, og et år senere blev PointCast solgt for 7 millioner for derefter at blive lukket. Ejerkredsen bag PointCast var ikke opmærksomme på, at push-teknologien brugte unødig megen båndbredde hos de virksomheder, hvor medarbejderne installerede PointCast på kontorcomputerne. De havde ikke truffet fyldestgørende aftaler med leverandørerne af information, og endelig var prissætningen over for kunderne ude af trit med de faktiske omkostninger.

Sociale medier kommer omkring disse udfordringer ved at gøre brugernes og deres følgeres, deres venners og bekendtes egne oplysninger til et feed i sig selv – og eventuelt supplere dette ved at få medierne til at stille generelt nyhedsstof til rådighed uden betaling. Der betales således ikke for at købe indhold.

Dernæst tager sociale medier sig betalt i en anden valuta. I stedet for kontante penge indsamler disse tjenester detaljerede data om brugeradfærd, som dels kan benyttes til at målrette annoncer, dels kan videresælges til andre formål.

Endelig styres strømmen i brugernes feed på sociale medier ikke af brugeres egne præferencer og specifikationer til feedets indhold, således som tilfældet er i et klassisk RSS-feed. På sociale medier styres indholdet i brugernes feed af mediets egne algoritmer. Algoritmer, som er designede til at fastholde brugerne så længe som muligt og generere flest mulige adfærdsdata.

• nyhedsbureauer
• deadline
• RSS
• Marshall McLuhan
• Nicholas Negroponte
• e-mail
• smartphone
• blogs
• influencer
• naturalie