Fatigue er en vedvarende tilstand af udmattelse, som ikke bliver bedre af hvile eller søvn. Fatigue er et almindeligt symptom. Mange beskriver fatigue som den følelse af afkræftelse som kan opleves ved fx influenza, og er ikke det samme som udmattelse i forbindelse med fysisk aktivitet.

Forekomst

Mange personer oplever fatigue, og tilstanden er ofte forbundet med anden sygdom.

Årsager til fatigue

Selve årsagen til fatigue er fortsat ikke særlig godt forstået.

Mange kendte sygdomstilstande har udmattelse eller generel træthed som et symptom, fx lavt stofskifte, anæmi, cøliaki, søvnsygdomme, depression og kroniske betændelsestilstande. Hos mange, der er blevet kureret for kræft er fatigue en almindelig og belastende eftervirkning, der kan skyldes selve sygdommen, behandlingen eller begge dele.

Kronisk træthedssyndrom giver også en vedvarende udmattelse, der dog er kombineret med andre symptomer som fx søvnforstyrrelser, smerter eller koncentrationsbesvær.

Udredning

Udredningen vil afhænge af personens forudgående sygdomme, tillægssymptomer og varighed af symptomerne. Flere personer henvises til forskellige specialister, gennemgår forskellige billedundersøgelser og tager forskellige blodprøver for at undersøge, om årsagen kan findes. Ved fatigue er der foreløbigt ingen blodprøver eller tests, der slår ud.

Behandling af fatigue

Behandlingen afhænger af bagvedliggende årsag. Ved kronisk træthedssyndrom er den bedst dokumenterede behandling en biopsykosocial tilgang, hvor der ikke kun tages hensyn til biologiske årsager og behandlingsmuligheder, men også psykiske aspekter og sociale forhold.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig