farvesyn

Hvidt lys, fx sollys, er sammensat af en lang række bølgelængder og altså også en række farver. Vil man se de rene farver, der tilsammen udgør det hvide lys, kan lyset sendes gennem et prisme. I prismet brydes lys med forskellige bølgelængder forskelligt. De korte bølger brydes mest og de lange mindst. Lader man lyset falde på en hvid skærm brydes det i et regnbuefarvet spektrum. Regnbuer opstår, når sollyset brydes i atmosfærens vanddråber.

Et objekts farve er det lys, der kastes tilbage fra objektets overflade, efter at det har absorberet eller optaget det meste af det hvide lys. Det synlige farvespektrum er kun et udsnit af det enorme elektromagnetiske spektrum, som spænder fra de kilometerlange radiobølger til den kosmiske strålings ultrakorte elektromagnetiske svingninger. Det synlige spektrum er på den ene side begrænset af de langbølgede, infrarøde stråler, der føles på huden som varme, og på den anden side af den kortbølgede, ultraviolette stråling, der fremkalder solforbrænding.

Lysets bølgelængde angives i nanometer (nm). Den øvre grænse for det synlige lys ligger ved en bølgelængde på cirka 730 nm og den nedre grænse ved cirka 390 nm. Farvespektret er kontinuerligt med glidende overgange fra farve til farve. Hvis man regner med seks hovedfarver i spektret, får man fra den langbølgede til den kortbølgede del følgende seks spektralfarver, som hver består af én enkelt bølgelængde (monokromatiske farver):

• rødt 730–650 nm
• orange 650–580 nm
• gult 580–530 nm
• grønt 530–480 nm
• blåt 480–430 nm
• violet 430–390 nm

Hvis man ved hjælp af prismesystemer blander spektralfarverne i forskellige mængdeforhold på en skærm, kan man ved at blande rødt, grønt og blåt fremstille ikke blot alle spektralfarverne, men absolut alle farver, inklusive hvid. Disse tre farver kaldes primærfarverne, og kan ikke dannes ved at blande andre farver. Dette såkaldte RGB-system (rød, gul, blå) bruges i klinisk medicin, men der findes også andre farvesystemer med andre primærfarver, fx CMYK og RYB.

Iagttagelsen af primærfarvernes betydning blev gjort i midten af 1700-tallet og førte til den såkaldte trikromasi-hypotese, som angiver, at farvesynet fremkommer ved en blanding af sanseindtryk fra tre forskellige tappe i øjets nethinde: én type, der stimuleres af rødt lys, én, der stimuleres af grønt lys, og én, der stimuleres af blåt lys. Alle farveindtryk kan forklares som en samtidig påvirkning af to eller tre af disse elementer i forskellig grad.

Trikromasi-hypotesen kan derimod ikke forklare, at visse farver ikke kan blandes til en mellemfarve, men at resultatet bliver en helt anden farve. Blanding af rødt og grønt giver gult, mens blåt og gult giver hvidt. Dette søges forklaret ved hjælp af opponens-hypotesen, som angiver, at farvesynet fremkommer ved aktivering af tre forskellige kanaler i synsbanen, hver med både hæmmende og stimulerende lysstimuli. Hypotesen fremstiller tre forskellige opponenspar, nemlig rød og grøn, blå og gul samt sort og hvid.

Et objekts farve afhænger også af farven på baggrunden, som objektet ses mod. Dette søges forklaret ved farvekontrast-hypotesen, altså at farveoplevelsen skyldes farvekontrasten mellem objekt og baggrund. Komplementærfarver er farvepar, der sidestillet giver maksimal kontrast, men som ved blanding ses som hvid eller grå farve.

Anatomisk og fysiologisk kan de tre ovennævnte hypoteser relateres til forskellige niveauer i synsbanerne, og de opfattes derfor som supplerende i forståelsen af farveoplevelsen.

Farveblanding er grundlaget for menneskers daglige farveoplevelse. Ved additiv farveblanding inkluderes lys med forskellige bølgelængder, hvilket reducerer den oprindelige farves mætningsgrad.

Ved subtraktiv farveblanding fjernes visse bølgelængder i lyset, der reflekteres fra et objekt, fx ved at disse absorberes i objektets overflade. Et objekts farve vil altid afhænge af både lysets bølgelængde, intensitet og mætningsgrad.

De lysopfattende dele af nethindens lysopfattende celler danner tappe- og stavformede fremspring, og inddeles derfor i to hovedtyper: tappe og stave. Tappene findes særligt rigt i den centrale del af nethinden, især i den gule plet. Tapperne fungerer i dagslys, og det er i tapperne, farveopfattelsen finder sted. Stavene er yderst lysfølsomme, og det er dem, der fungerer i nedsat belysning. De registrerer kun nuancer af gråtoner.

• øjnene
• farveblindhed
• farve
• farvelære