fantasy

Kontrasten til horror findes primært i, at fantasy i udgangspunktet ikke søger at skræmme læseren. Selvom der forekommer uhyggelige og spændende elementer i en fantasyfortælling, er der som oftest ikke et uventet brud på verdenens regler. Der er dermed tale om en forskel i stemning og tone.

Magi er en central del af fantasygenren, hvad enten der er tale om egentlige troldmænd, et umuligt sindrigt slot eller en magisk ring. Denne magi er med til at bryde forbindelsen mellem fiktionens verden og vores verden – og den er som oftest også vigtig for fortællingen. Fortællingens centrale konflikt kan fx ofte kun løses gennem magi.

I nyere fantasyfiktioner er magi – forstået som trolddom, der kan udøves af magikere – ofte rigt detaljeret og kan indeholde lange beskrivelser af, hvordan magi fungerer som et logisk sammenhængende system. Dette ses fx i Harry Potter-universets brug af latin som grundstamme i magiens logik, Ursula K. Le Guin’s Earthsea-serie, hvor magien mestres ved at lære dragernes sprog og N.K. Jemisins Great Cities-serie, hvor New Yorks bydele udtrykker hver deres form for magi, afhængig af deres forskellige kulturhistorier.

Fantasygenren foregår altid i en sekundær verden, der i større eller mindre grad er forskellig fra vores. Terri Windlings The Wood Wife foregår i vores verden, blot overlagt med dyreånder og lignende mytiske væsner. I C.S. Lewis’ Narnia-krøniker er Narnia forbundet med vores verden, men man kan kun rejse dertil gennem en portal — som oftest et klædeskab. E.R. Eddisons The Worm Ouroboros foregår i en mytisk verden helt adskilt fra vores.

Fantasy trækker på en anderledes fortællelogik, baseret på den heroiske romance, snarere end romanen. Den heroiske romance skildrer ikke hverdagslivet; den skelner dramatiske begivenheder uden at skele til, om disse begivenheder er sandsynlige. Fantasyfortællinger er dermed ofte fyldt med sensationelle begivenheder og konflikter.

Især i den episke fantasy (se nedenfor) fungerer konflikterne mellem det gode og det onde som moralske kontraster. Fortællingerne bunder ikke i psykologiske strukturer, men i fremstillinger af den episke helt (oftest hovedpersonen), som udtrykker en idealiseret moralfigur. Morgon i Patricia A. McKillip’s Riddle Master-trilogi gør sig fortjent til at blive herskeren over alle landene gennem hans rejse, der på én gang er en dannelsesrejse og en faktisk rejse.

Denne type dobbelte færd, hvor der både rejses gennem den sekundære verden og hovedpersonen lærer at blive den episke helt, er et andet typisk træk for den episke fantasy.

En vigtig forgænger for modern fantasy er William Morris, som i bøgerne The Wood Beyond the World og The Well at the World’s End skrev fortællinger, der foregik i en sekundær verden afskåret fra vores verden. Fantasy foregik dermed ikke længere i drømmeverdener eller eksotiske lande, men i en verden helt for sig selv. Dermed tilhører de overnaturlige elementer ikke vores verden, men kun den sekundære verden.

Dette skifte til en sekundær verden er vigtigt, da overnaturlige elementer og magi lige pludselig ikke længere er brud på fiktionsverdenens logik, men en naturlig del af verdenen. Hermed lægges kimen til udførlige sekundære verdener med deres helt egen logik.

E.R. Eddisons The Worm Ouroboros er en del af denne nye tradition med sekundære verdener, men lige så vigtigt er hans stilistiske valg. Eddison skriver på renæssance-engelsk, ofte med lån fra renæssance-værker som Shakespeares sonetter, hvilket får værket til at fremstå som af en anden tid.

Ligeledes er der en række fortælletræk, som også vinder frem efter Ringenes herre. Selvom der ofte er en hovedperson, er der ofte et rigt persongalleri. Den fysiske rejse benyttes både til at rejse gennem den sekundære verdens landskaber, men fungerer også som en dannelsesrejse for hovedpersonen. Kun gennem magi kan den centrale konflikt løses, selvom magien ikke altid er noget man kan stole på.

Ikke mindst trilogiformen har vundet frem som den typiske udgivelsesmåde. Ringenes herre blev udgivet i tre bind: Eventyret om ringen, De to tårne og Kongen vender tilbage. Denne tredelingen er ofte blevet brugt som en fortællestruktur, hvor læseren i første bind introduceres til den sekundære verden og den centrale konflikt. Det andet bind uddyber den sekundære verden, hvor konflikten til tider glider i baggrunden. Det sidste bind bringer så konflikten i centrum igen og skaber fortællingens klimaks.

Denne vekselvirkning mellem en central konflikt og en detaljeret sekundær verden har betydet, at mange fortællinger inden for fantasygenren er meget lange, ofte tusindvis af sider. Dermed er det ikke længere blot er trilogier, som udgives, men ofte længere bogserier.

En anden ekstremt populær romanserie er George R.R. Martins A Song of Ice and Fire/En sang om ild og is. Planlagt som nu syv romaner er fem udkomne. Martins nyskabelse er at blande mange af de forskellige fantasy-undergenrer. Selve hovedserien må anses for at være episk fantasy, men historisk fantasy, sword and sorcery, m.fl. findes også. A Song of Ice and Fire er især blevet populær på baggrund af HBO’s A Game of Thrones tv-serie, som bragte mange nye læsere til Martins romanserie.

Ligeledes på syv romaner er J.K. Rowlings Harry Potter-serie, som dog i modsætning til Martins er afsluttet. Rowling blander ungdomsromanen med episk fantasy og kontemporær fantasy — altså fantasy, som foregår i vores verden — samt elementer fra den britiske kostskoleroman og den engelsk gotiske roman.

Seriens store succes har skabt mange transmedie-udvidelser, lige fra filmatiseringer, videospil, nye fortællinger i film og teaterform, samt ikke mindst forlystelsesparker. Harry Potter-serien har formentligt mere end nogen anden serie gjort fantasy til hvermandseje, da utallige børn er vokset op og vokser op med Harry Potter og hans bedrifter.

Fantasy findes naturligt nok i de fleste andre medier, men der er oftest mediespecifikke variationer. For filmens vedkommende er der to traditioner. Den ene tradition er filmatiseringer af eksisterende fantasy-fortællinger, hvad end der er tale om græske legender eller romaner. Den anden tradition er mere interesseret i, hvad film kan udtrykke visuelt. Denne tradition strækker sig fra filmens tidligste år, som Georges Méliès’ trick-fotografier og -film, som danner grundlaget for de optiske og visuelle effekter, film generelt benytter sig af.

Computerspil har ligeledes trukket meget på fantasygenren, og mange af de mest populære computerspil er inden for denne genre, hvad end der er tale om tidlige arkadespil som Gauntlet, senere actionspil som Diablo, strategispil som Warcraft eller rollespil som The Witcher.

Ligeledes er rollespil som Dungeons & Dragons og de afledte live rollespil også en stærk strømning inden for fantasy. For både computerspil og bordrollespil er det især den detaljerede sekundære verden, som danner baggrund for spillernes handlinger, der er i højsædet.