etiopiske sprog

De fleste forskere mener, at en eller flere former for semitisk sprog omkring år 500 f.v.t. eller tidligere blev ført over Rødehavet til områderne i det nuværende Eritrea og Etiopien med indvandrere fra det sydlige Arabien. Et mindretal tager imidlertid udgangspunkt i den teori, at det nordøstlige Afrika var urhjemmet for det semitiske grundsprog (ursemitisk), og forklarer tilstedeværelsen af semitiske sprog i området som en direkte videreførelse af denne forhistorie og ikke som resultat af indvandring udefra.

De etiopiske sprog udgør deres egen undergruppe inden for den vestsemitiske gren af semitisk. Af særlige nydannelser, der kendetegner den etiopiske gruppe, har forskere fremhævet brugen af et participium med en anden form end den fællessemitiske (med vokalerne a-ā-ī i stedet for ā-i), en endelse -ōt på infinitiver og en særlig rod med konsonanterne h-l-w til betegnelse for 'at være, eksistere'. Alle de etiopiske sprog har gennem tiden været udsat for stærk påvirkning fra ikke-semitiske sprog, især agaw, som er et kushitisk sprog, men også andre kushitiske og omotiske sprog. Det gælder både i ordforrådet og på det lydlige og det grammatiske område, bl.a. i udviklingen fra den typiske ordfølge verbum-subjekt-objekt i geez til subjekt-objekt-verbum i de moderne spro).

Tidligere mente man, at de etiopiske sprog tilhørte en sydsemitisk undergruppe sammen med arabisk, som ifølge datidens opfattelse omfattede både nordarabisk (der normalt blot kaldes arabisk) og oldtidens og nutidens sydarabiske sprog. Dette synspunkt har de fleste forskere dog forladt, idet man har erkendt, at der ikke er grundlag for at gruppere de etiopiske sprog og de forskellige former for arabisk som en samlet sproglig enhed. Den såkaldte interne eller ”brudte” pluralis, der består i, at ord sættes i flertal ved hjælp af vokalændringer eller omdannelse af ordets struktur frem for ved hjælp af endelser, er udbredt i både etiopisk og nord- og sydarabisk (fx nordarabisk kitāb > kutub, ”bog” > ”bøger”). Dette fænomen er ofte blevet fremhævet som det mest markante fællestræk for den antagede sydsemitiske gruppe, men det har vist sig, at der også findes rester af denne måde at danne pluralis på i andre semitiske sprog. Derfor er det ikke en særlig nydannelse, der kan bruges som argument for en sydsemitisk enhed.

Der findes oldsydarabiske (specifikt sabæiske) inskriptioner i det etiopiske område fra tiden før 500 f.v.t, og den etiopiske skrift er tydeligt afledt af oldsydarabisk skrift. Rent sprogligt kan man dog ikke aflede de etiopiske sprog fra oldtidens sydarabisk, der efter nyere opfattelser ikke står de etiopiske sprog og de moderne sydarabiske sprog synderligt nær. Det er blevet klart, at de moderne sydarabiske sprog ikke kan være efterkommere af oldtidens sydarabisk. Derimod er der en del træk, der forener de etiopiske sprog og de moderne sydarabiske sprog. Det er derfor muligt, at de etiopiske sprog er videreudviklinger af en eller flere former for uoverleveret forløber for de moderne sydarabiske sprog, der blev bragt til Etiopien gennem indvandring fra den anden side af Rødehavet. Nogle forskere mener dog, at flere af de særlige træk, der er fælles for etiopisk og moderne sydarabisk, kan ses som oprindelige fællessemitiske træk, der er bevaret i begge grene – og ikke som fælles nydannelser.

På det skematiske stamtræ over de semitiske sprog (se illustrationen) er etiopisk og moderne sydarabisk opstillet sideordnet, ved siden af den centralsemitiske undergruppe af vestsemitisk.

Geez, eller klassisk etiopisk, er det eneste etiopiske sprog, der er bevidnet i oldtiden – tidligst i inskriptioner fra 300-tallet e.v.t. Det uddøde som talt sprog omkring 800-tallet, men blev ved med at blive anvendt som litteratursprog og helt op til nutiden som liturgisk sprog. Af de moderne etiopiske sprog står tigrinsk og tigre tættest på geez, men ingen af dem er direkte efterkommere af det klassiske sprog; deres ikke-overlevererede tidligere former må snarere have været ”søstersprog” til geez. Geez, tigrinsk og tigre omtales ofte som en nordetiopisk gruppe over for alle de øvrige sprog, som kaldes sydetiopisk. Det er dog usikkert, om de tre nordlige sprog udviser fælles sproglige nydannelser og dermed faktisk kan grupperes sammen som en egentlig undergruppe. De skal snarere opstilles sideordnet ved siden af den sydetiopiske gruppe.

Sydetiopisk omfatter amharisk (og det nært beslægtede argobba), harari, det uddøde gafat samt en række forskellige sprog, der gerne omtales som guragesprogene, men hvis præcise slægtskabsforhold til dels er uafklarede. De sydetiopiske sprog er generelt kendetegnet ved nogle typiske træk, der bl.a. omfatter udbredt tab af laryngale og faryngale lyde og tab af fordoblet midterkonsonant i den verbalform, der kaldes imperfektum; til gengæld har nogle af de sydetiopiske sprog udviklet fordobling af midterkonsonanten i perfektum.

Geez skrives med et skriftsystem, der er afledt af den sydarabiske konsonantskrift, men med tiden omformet til en stavelsesskrift, der også betegner vokaler. De moderne etiopiske sprog amharisk, tigrinsk og tigre skrives med samme skriftssystem, til dels tilpasset med ekstra tegn for lyde, der ikke findes i geez. I muslimske kredse kan tigre også skrives med arabiske bogstaver, fordi den klassiske skrift forbindes med kristendommen. De mindre sydetiopiske sprog bruges generelt kun som talesprog.

• semitiske sprog
• ursemitisk
• afroasiatiske sprog
• sprog i Etiopien
• geez
• amharisk
• tigrinsk
• tigre
• gurage
• sydarabiske sprog
• arabisk
• sabæisk